Ronny Wechselberger fik den sejr en halvtom tank havde forhindret ham i For en uge siden måtte Robert Schlünssen og Ronny Wechselberger, begge Tyskland, se en sikker sejr glide dem af hænde, da deres Peugeot Spider-racer løb tør for benzin fem omgange før mål af en fire timers langdistanceløb på Ring Djursland. I denne weekend fik den ene af de to kørere oprejsning for nederlaget, da han netop på Ring Djursland vandt årets fjerde løb i den nye Peugeot Spider Cuppen. Den tyske kører havde placeret sig på pole position i sin bil, men allerede i starten eliminerede en af de nærmeste konkurrenter sig selv. Det var Danny Rasmussen, Helsingør, som tyvstartede, og derfor snart røg ned i rækkerne, da han måtte køre i pit for at afsone en stop-and-go-straf. Tommy Schröter, Vojens, var derfor nærmeste konkurrent, men den sydjyske kunne ikke holde Ronny Wechselbergers tempo og sluttede ni sekunder efter ham ved det ternede flag.
Ronny Wechselberger (9) vandt det ene løb i Peugeot Spider Cup foran bl.a. Tommy Schröter (blå og orange bil), der tog sejren i det andet løb. (Foto: Henning Smed)
Var der ingen tvivl om udfaldet af løbet, var der til gengæld kamp om nogle af pladserne længere nede i feltet. Her formåede Søren Zylauv, Holsted, i en dyst på de afsluttende omgange at tage den tredje og sidste podieplads fra Mike Mathiesen, Varde, mens Mik Kerchlango, Charlottenlund, lige akkurat formåede at holde Allan Olsen, Holbæk, bag sig ved det ternede flag og holde fast i sjettepladsen.
Også i søndagens løb kom Ronny Wechselberger til at spille en markant rolle. I kraft af sin sejr i lørdagens løb skulle tyskeren startede fra pole position, men ham kom dårligt af sted og måtte se sig passeret af både Tommy Schröter, Vojens, og Søren Zylauv. Sidstnævnte fik Ronny Wechselberger snart passeret, og da en tredjedel af løbet var overstået, havde han indhentet Tommy Schröter, alt imens Ronny Wechselbergers egen teamkammerat, Mike Mathiesen, Varde, ligeledes kom nærmere bagfra.
Kampen om podieplaceringerne stod nu mellem de tre kørere, hvor Tommy Schröter måtte køre defensive linier for at modstå presset fra Ronny Wechselberger og Mike Mathiesen. Tre omgange før mål gik tyskeren til angreb og strøg indenom Tommy Schröter i en skarp venstrekurve efter Trapperne, men ikke så snart Ronny Wechselberger var kommet i front, førend hans bil fik en teknisk defekt og faldt tilbage, så Tommy Schröter atter kunne generobre føringen, som han holdt til mål.
Der var også tæt kamp om den sidste plads på podiet. Gennem det meste af løbet fulgtes Søren Zylauv og Danny Rasmussen i et tandemløb, men i mål kunne Søren Zylauv holde sig foran, erobre tredjepladsen og sammen med Tommy Schröter overtage føringen i Peugeot Spider Cuppen.
Stillingen i Peugeot Spider Cup:
|
Plac. | Kører | Hjemby | Point |
|
1. | Søren Zylauv | Holsted | 74 |
| Tommy Schröter | Vojens | 74 |
3. | David Falch | Roskilde | 65 |
|
4. | Mike Mathiesen | Varde | 63 |
5. | Mik Kerchlango | Charlottenlund | 51 |
6. | Ronny Weschelberger | Tyskland | 45 |
|
7. | Danny Rasmussen | Helsingør | 41 |
8. | Steffen Møller | Århus C | 32 |
9. | Allan Olsen | Holbæk | 29 |
|
10. | Jacob Ludvigsen | Beder | 24 |
11. | Nicolaj Stampe | Vejle Øst | 22 |
12. | Johnny Vejlebo | Roskilde | 14 |
|
| Kim Rødkjær | Hornsyld | 14 |
14. | Kent Iversen | Sydals | 13 |
15. | Henrik Jansen | Roskilde | 12 |
|
16. | Jesper Ternvalt | Havdrup | 9 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Ring Djursland18/05/08 - Ring Djursland - 207 Spider Cup DK |