DM Rally   27/05/08

Tegee-Dan Rally 2008
- er planlagt af deltagerne selv
Lørdag den 31. maj kommer området mellem Vejle, Horsens og Juelsminde til at brumme af aktivitet. Efter flere års pause vender Horsens Automobil- & Motor Klub tilbage som arrangør af en afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.

Fra tidlig morgen til sen eftermiddag vil hele den danske elite være i aktion i Tegee-Dan Rally 2008, hvor de skal gennemkøre 15 hastighedsprøver med en samlet længde på 176,5 km, inden vinderen kan kåres lørdag aften.

Omdrejningspunktet for Tegee-Dan Rally 2008 bliver industriområdet ved Triax i Hornsyld. Her vil der blive oprettet rallycentrum, hvor mekanikerne vil servicere bilerne, når de da ikke er i aktion på hastighedsprøverne, der også er placeret ved Stenderup, Bjerre, Glud, Rårup, Barrit og Hornum. Netop Triax’ arealer har tidligere dannet rammen om motorsportsaktiviteter, og det var faktisk dem, som gav to af løbets kommende deltagere ideen til Tegee-Dan Rally 2008.

”For to år siden var jeg i Tyskland til et løb, hvor jeg snakkede med Mie Petersen,” fortæller Ib Kragh, Juelsminde. ”Snakken faldt på, at vi atter burde arrangere et rallysprint i Hornsyld. Ideen blev til et minirally, og så tog det ene ord det anden, og sidste efterår besluttede vi os så i klubben for, at vi lige så godt kunne arrangere et egentlig DM-rally.”


Mie Petersen har i de sidste mange måneder været tovholder omkring planlægningen af Tegee-Dan Rally 2008. Når løbet går i gang, smider hun tøjlerne og sætter sig ind i co-driversædet på en rallybil for selv at deltage.
(Foto: Morten Alstrup)

”Der har været rigtig meget arbejde med at stable løbet på benene,” fortæller Mie Petersen, Vejle. ”Der har været mange tråde at holde sammen på, men gudskelov har der været utrolig stor velvilje fra alle, vi har mødt. Det gælder sponsorer, men så sandelig også beboerne i området, der har givet deres tilladelse til, at vi har måttet bruge vejen udenfor deres hus til rallyet.”

Når den første deltager i Tegee-Dan Rally 2008 sendes af sted fra startrampen i Hornsyld klokken 8.00, har Ib Kragh og Mie Petersen for længst sluppet tøjlerne og overladt afviklingen af det egentlige arrangement til andre. I stedet har Mie Petersen sat sig ind i co-driversædet hos Tage Meldgaard, Ikast, som hun skal guide igennem løbet, mens Ib Kragh vil gasse sin Renault Clio Super 1600 op. Men er det ikke unfair overfor konkurrenterne, at de som deltagere selv har haft adskillige fingre med i spillet omkring opbygningen af løbet?

”Hvis ikke Mie og jeg havde været med til at planlægge løbet, så havde vi nok ikke haft et rally. Vi rallykørere må også selv træde til, hvis vi gerne vil have nogle løb. Vil man nyde, må man også nogen gange yde,” siger Ib Kragh, mens Mie Petersen tilføjer: ”Faktisk er Ib og mig nogle af dem, der er mest bagud omkring vores egne forberedelser til løbet. Ib har vist været ude at køre noter på hastighedsprøverne en enkelt gang, men det har Tage og jeg endnu ikke!”


Ib Kragh mener ikke, han har en fordel i årets Tegee-Dan Rally 2008, selv om han har været med til at finde og udvælge hastighedsprøverne.
(Foto: Morten Alstrup)

Op mod 70 mandskaber deltager i Tegee-Dan Rally 2008. De stiller op i alt fra den mindste bil i standardtrim med godt 100 hestekræfter under motorhjelmen til modeller, der er opbygget specielt til formålet med tre gange så stor effekt og måske endda også firhjulstræk. Kan det så ikke være oplagt at udvælge hastighedsprøverne efter, at de lige præcist passer på ens egen bil?

”Det ville faktisk være rigtigt svært at gøre,” siger Ib Kragh, hvis Renault blot har forhjulstræk og 220 hestekræfter. ”Skulle jeg virkelig have lavet et rally, der bare passede til min bil og mine chancer, så skulle jeg have gennemtrawlet hele området for at finde nogle snørklede prøver. Men der er faktisk også flere hurtige prøver, der passer til de hurtige biler i feltet.”

Men Ib Kragh lægger ikke skjul på, at der er en hastighedsprøve, han ser frem til med speciel glæde.
”Det er den hjemme ved mine forældre i Rårup,” siger han. ”Det er en rundbane, som jeg kender rigtig godt, og jeg glæder mig til, at jeg endelig kan få lov til at give fuld gas på den. Noget af den blev vist brugt til et løb i 1987, men da var jeg ikke med, så den er vist ny for os alle sammen.”

Stillingen i Danmarksmesterskabet i rally
- inden Tegee-Dan Rally 2008:

Pl.KørereMærkePoint
1.Max Christensen/Mikael KanstrupSubaru Impreza WRX20
Svenstrup/Aalborg SV
2.Karl Åge Jensen/Hans MarxSubaru Impreza WRX15
Rødkørsbro/Luxembourg
3.Jørgen Pilgaard/Freddy PedersenSubaru Impreza WRX12
Ryomgård/Bjerringbro
4.Tim Svanholt/Ole R. FrederiksenVW Golf GTI10
Roskilde/Skibby
5.Preben Andersen/Jesper BorgenBMW M39
Rønne/Rønne
6.Ib Kragh/ Karsten IsaksenRenault Clio Super 16008
Juelsminde/Egtved
7.Martin Johansen/Finn ThomsenSuzuki Swift Super 16007
Vejen/Oksbøl
8.Christian Jensen/Søren TøndborgSubaru Impreza N146
Ans/Kjellerup
9.Bjørn Wulff/Carsten WulffPeugeot 106 Maxi5
Nykøbing F/Nykøbing F
10.Henning Søgaard/Iben LouringFord Sierra Cosworth4
København/København

Horsens Automobil - & Motor Klub

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Horsens
  • 31/05/08 - Horsens - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto