René Prang stiller for første gang i år op i MC-Basen Super Challenge En af den danske Road Racing-sports markante profiler får i den kommende weekend comeback, når han stiller til start i tredje afdeling af årets MC-Basen Super Challenge. Det er den tidligere nordiske mester, René Prang, Kjellerup, der atter er at finde i feltet i den hurtige motorcykelklasse, hvor Jan Jespersen, Herlev, har lagt sig i en sikker føring med fire sejre ud af fire mulige. I forhold til de pauser, andre idrætsfolk har inden et givet comeback, er der egentlig ikke noget opsigtsvækkende ved, at René Prang deltager i Juniløbet på FDM Jyllandsringen, for han var også med, da løbsseriens sluttede samme sted sidste efterår. Det er derimod den måde, hvorpå hans ufrivillige pause fra motorcykelsporten har udviklet sig, der er markant.
René Prang har trænet i Spanien og Holland – i weekenden gælder det første løb i MC-Basen Super Challenge på FDM Jyllandsringen. (Foto: Morten Kimer Hansen)
”Jeg har aldrig haft en så lang sygemelding som denne her,” siger René Prang. ”Ikke engang med brækket ryg. Jeg har brækket fødderne flere gange, men jeg har aldrig været sat ud af spillet så længe, som jeg har været nu.”
I marts pådrog han sig et benbrud ved et styrt under testkørsel i Spanien, men i forhold til alle de andre brud og læsioner, den 39-årige racerkører har oplevet gennem sin lange karriere, endte dette benbrud som meget kompliceret og smertefuldt, hvorfor han er blevet opereret af flere omgange. I slutningen af maj sad han atter på sin nye Ducati 1098R under et arrangement på Assen-banen i Holland.
”Jeg endte med at køre fire pas af 25 minutter, men jeg havde det lige som om, jeg havde fået bank. Det er hård kost, når man har ligget stille så længe,” forklarer han.
”Det er mit knæ, jeg døjer med, fordi lægerne har været igennem det for at sætte skruer ind. Jeg kunne simpelthen ikke køre højresving, for jeg kunne ikke komme ordentlig over på højresiden af motorcyklen, men måtte bare sætte mig som en sæk kartofler og gøre det så godt som muligt. Men nu forsøger jeg mig med de to løb, der skal køres inden sommerferien på Jyllandsringen og Padborg Park. Det er begge baner, som går venstre rundt, og det tror jeg bedre, at jeg kan holde til.”
Massage, cykelture og yderligere test i denne uge skal gøre René Prang klar til weekendens comebackløb.
”Med mindre der går noget galt under min test, stiller jeg op,” slår han fast. Men resultatet er han mindre sikker i stemmen over.
”Jeg er stadigvæk spændt på, hvor jeg lander i feltet. Jeg skal lige klare mig igennem de to løb på denne her side af sommerferien, for så kan tiden arbejde for mig igen. Jeg håber på et eller andet i nærheden af top ti, men jeg aner ikke en pind om det. Jeg har kørt så få kilometer på min nye Ducati, at jeg næsten står på nul. De sidste opsætningstip, vi fik, virkede godt, men det mest positive er vel, at der er plads til forbedringer. Det er en ret voldsom maskine. Den tager ved med sin 1200 cm3 V2-motor. Den er lidt grum på de danske baner.”
Stillingen i MC-Basen Super Challenge:
|
Plac. | Kører | Mærke | Point |
|
1. | Jan Jespersen | Honda CBR600 RR | 100 |
2. | Thomas Harding | Suzuki GSX R 1000 | 80 |
3. | Allan Howard | Yamaha YZF R1 | 47 |
|
4. | Kenn Jensen | Suzuki GSX R 1000 | 44 |
5. | Steven Tirsgaard | Yamaha YZF R6 | 39 |
6. | Kim Phillip | Yamaha YZF R1 | 37 |
|
| Ronnie Ourø | Honda CBR1000 RR | 37 |
8. | Ulrik Døssing Nielsen | Kawasaki ZX10 | 33 |
9. | Steen Hansen | Yamaha YZF R6 | 26 |
|
10. | Lars Pedersen | Suzuki GSX R 1000 | 25 |
11. | Klaus K. Kjærgaard | Kawasaki ZX6 RR | 24 |
12. | Lars Bo Pedersen | Suzuki GSX R 1000 | 18 |
|
13. | Carsten Lund | Yamaha YZF R6 | 15 |
14. | John Høj | Kawasaki ZX6 RR | 8 |
| Ole Madsen | Suzuki GSX R 1000 | 8 |
|
16. | Benny Haslev | Suzuki GSX R 600 | 7 |
17. | Tonni Navrsgaard | Honda CBR1000 RR | 4 |
18. | Dan Korsgaard | Suzuki GSX R 750 | 2 |
|
| Lars Tandrup Blirup | Suzuki GSX R 600 | 2 |
| Mikal Miller | Kawasaki ZX10 RR | 2 |
21. | Flemming Zweidorff | Kawasaki ZX6 RR | 1 |
|
| Steffen Carlsen | Yamaha YZF R6 | 1 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: René PrangJyllandsringen08/06/08 - Jyllandsringen - Super Challenge - DM |