Martin Pedersen og Teddy Grasson fik igen en klassesejr ved DM3 i Kalundborg, og er nu tilbage forrest i klassen Sport 1400. Der var lagt op til den store kamp i klassen, alle ville slå hinanden, så der blev ikke sparet på materiellet. Desværre udgik de værste konkurrenter på stribe, og de 20 point var groft sagt hjemme, hvis løbet blev gennemført, vel at mærke.
Men teamet ville gerne vise sig fra deres bedste side og drille de nyere og langt stærkere Challenge biler, som har ca. 40 hk mere end den lille Peugeot 106 kit car. Ikke den mest fornuftige plan, da det er mesterskabet der tæller, men konkurrence skulle der jo være.
Ved første service blev beslutningen taget, og på efterfølgende prøve bliver et hop taget med høj hastighed, og Peugoet 106 lander meget kraftigt på fronten, det kunne have kostet en køler, så tempoet blev skruet lidt ned. Dog vidste vi at på de lange lige prøver, skulle vi være hurtige, da de stærkere biler ville køre fra os. Det resulterer i lidt for høj hastighed mod en chikane, og en pladesmed er i skrivende stund ved at besigtige skaderne!
På sidste prøve knækker to bolte i gearkasseophænget, motoren ligger løs og gør det mere end vanskeligt for Martin Pedersen at finde de rigtige gear. De sidste to km bliver listet i mål, og skuffelsen var stor. Vi lå til en podieplacering i en større klasse på hjemmebane, og det hele var lige tabt, troede vi. Men på målrampen finder teamet ud af at trods alle fejl og skader, er tredjepladsen en realitet.
Trods den dumdristige beslutning at lege med de ”større” drenge, lykkedes det PG Rallysport at få de 20 point med hjem. Hvilket i øvrigt er første prioritet resten af sæsonen.
En stor indsats endnu engang fra teamets to mekanikere, Steffen Vilsbøll og Steffen Bruun. De havde vist ingen problemer med at holde varmen, men det var der nok ingen der havde denne solskinsrige og meget varme lørdag.
(Foto: John Larsen / RallyInfo)
Vi ønsker Brian Madsen og Henrik Vestergaard i Peugeot 207 Super 2000 tillykke med sejren, som vindere KOMO Rally 2008.
Næste arrangement for PG Rallysport er pt. det meget publikumsvenlige og traditionsrige Tvilum-Scanbirk Rallyshow i Fårvang mellem Viborg og Århus 8. august.
PG Rallysport Læs mere om: Kalundborg05/07/08 - Kalundborg - DM Rally - DM |