Moto GP   31/08/08

Valentino Rossi: Alle tiders bedste
Bare 15 kilometer fra sin fødeby, Tavulia ved den italienske Adriaterhavskyst nær Rimini, skrev den italienske mega-stjerne, Valentino Rossi endnu et kapitel i motorsportshistorien, da han søndag eftermiddag kørte sin Fiat Yamaha til sejr i San Marino Grand Prix – 13. afdeling af MotoGP Verdensmesterskabet – på Misano racerbanen.

Sejren var Valentino Rossis nr. 68. Dermed tangerede han sin legendariske landsmand, Giacomo Agostinis hidtidige rekord på 68 sejre i motorcykelsportens absolutte topkategori. Og samtidig scorede den berømte italiener Grand Prix sejr nr. 700, opnået af en italiener i en motorsportsgren, som i den grad har været domineret, netop af italienere.


Valentino Rossi skrev motorsportshistorie, da han søndag eftermiddag kørte sin Fiat Yamaha til sejr i 13. afdeling af MotoGP verdensmesterskabet
(Foto: Scandinavian Racing Press)

Indledningsvis så det dog ud til, at den eneste italienske repræsentation, øverst på præmieskammelen ville være Ducati. Den regerende verdensmester, australieren Casey Stoner, førte Grand Prix’et fra starten, præcis som han gjorde i de to foregående VM-løb. Men præcis som han gjorde i de to foregående VM løb, smed han det hele fra sig, denne gang allerede på løbets ottende omgang, hvor Stoner styrtede fra førstepladsen.

Satsningen var for hård og Rossi, som indtil da havde holdt sig stabilt på 2.pladsen, skulle nu blot bevare koncentrationen på højeste niveau indtil målstregen var nået. Det er ikke helt let i en situation, hvor man som Rossi brændende ønskede at vinde sin hjembys Grand Prix, sætte de fornemme milepæle og samtidig udbygge sin VM-føring i en sådan grad, at han nu er næsten sikker på at score sin ottende VM-titel.

Intet er sikkert, før sæson’en er forbi – men der resterer nu blot fem løb, Rossis forspring er på 75 points, en sejr giver 25 og dermed skal der mere end almindelig sort uheld til for italieneren, hvis ikke han kører titlen i hus.

Imidlertid er konkurrenterne sultne. Det gælder selvsagt Stoner, som ønsker sig revanche, det gælder spanieren Daniel Pedrosa, der på sin Honda var udset til at være blandt storfavoritterne til årets VM-titel og til en vis grad også Rossis unge team-kammerat hos Fiat Yamaha, den blot 21-årige Jorge Lorenzo. Lorenzo har ikke en realistisk chance for at blive verdensmester i år, men han glimrede ved at køre sin motorcykel i mål på 2.pladsen, få sekunder efter Rossi i Misano – en placering som dog blev overskygget af historieskrivningen.

Næste gang, verdens hurtigste MC-kørere får mulighed for at boltre sig og kæmpe om VM-points er allerede om to uger på den berømte amerikanske Indianapolis racerbane. Det er første gang nogensinde, der skal køres MotoGP på Indianapolis. Det ser hele MC-verdenen frem imod med spænding. Formel 1 prøvede at slå igennem hos amerikanerne, netop ved at køre Grand Prix i Indianapolis. Men det lykkedes aldrig for alvor og nu er Indianapolis ikke længere en del af Formel 1 VM – det er slet ikke usandsynligt, at det kommer til at gå langt bedre for MotoGP Verdensmesterskabet.

Resultat, San Marino Grand Prix, 13. afd. af MotoGP VM, Misano, Italien, 31. august, 2008:
1. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 44m41,884s
2. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 3,163s
2. Toni Elias (SPA), Ducati, +11,705s
4. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, + 17,470s
5. Chris Vermeulen (AUS), Suzuki, +23,409s
6. James Toseland (AUS), Yamaha, +26,208s

VM-stillingen efter weekend’ens løb:
1. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 262 pts.
2. Casey Stoner (AUS), Ducati, 187 pts.
3. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 185pts.
4. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 140 pts.
5. Andrea Dovizioso (ITA), Honda, 118 pts.
6. Chris Vermeulen (AUS), Suzuki, 110 pts.

Scandinavian Racing Press
i samarbejde med Fiat og Yamaha

Vivi Siiger og Søren Clauding


Læs mere om:
  • Valentino Rossi
  • Misano

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport