Intet er afgjort på forhånd i talentudviklingsklassen Formel Ford Formel Ford er klassen, hvor mange af nutidens stjerner har kørt deres første løb i en rigtig racerbil på deres vej mod toppen. Unge kørere bruger klassen som det naturlige springbræt, der skaber et bindeled fra kartingsporten til en karriere i formelbilerne, og her må man konstatere, at 2008 tegner til at blive en årgang, som man om føje år vil omtale i rosende venner. Intet er nemlig afgjort på forhånd i kampen om Danmarksmesterskabet, når de to sidste løb i weekendens køres ved Valvoline DM-Finalen på FDM Jyllandsringen. To kørere er i en duel om guldet og sølvet. To andre kæmper hårdt om bronzen og placeringen som første ikke-medaljetager. Men fælles for dem alle er, at de i år er debuteret i Formel Ford.
Årets sæson var dog ikke mange løb gammel, før det hele lignede en forhåndsafgørelse med Kevin Magnussen, Roskilde, som den store triumfator. Andengenerationsracerkøreren er dog stadig forhåndsfavoritten, men kombinationen af en række dårlige resultater og en kraftigt stigende formkurve for hans papfætter, Dennis Lind, Roskilde, der har vundet to af sæsonens fire seneste løb, betyder, at den endelige afgørelse om mesterskabet først falder i weekenden.
Ligesom guldet på en eller anden måde ender i samme familie, så er forholdet lidt det samme, når det gælder bronzen. Det er nemlig to teamkammerater fra Egebart Motorsport, som kæmper om titlen. Søren Mosebo, Rødovre, og Jesper K. Egebart, Børkop.
Teamkammeraterne Jesper Egebart (t.v.) og Søren Mosebo er i en duel om bronzemedaljen i Formel Ford. (Foto: Morten Alstrup)
Set hen over sæsonen er det Søren Mosebo, der har klaret sig bedst med ni podiepladser i de 16 hidtil kørte løb. Men teamets absolutte højdepunkt leverede Jesper K. Egebart, da han sikrede Egebart Motorsport sin første sejr i år. Det får dog ikke Søren Mosebo til at føle sig truet på den foreløbige tredjeplads.
”Det bliver mig, der tager bronzen. Nu har jeg været hurtigst hele året, og så regner jeg med at holde pacen i de sidste løb,” siger Søren Mosebo, der 2½ år ældre end sin teamkammerat.
”Jeg er kommet stærkt med på det seneste. Vi lærer lidt af hinanden hele vejen, selv om han (Jesper, red.) måske er lidt langsom nogle gange, så er han hurtig på nogle af banestykkerne. Vi lærer hele tiden af hinanden og er begge to blevet hurtigere, så det er godt nok.”
”Jeg regner da med at slå Søren i weekenden,” slår Jesper K. Egebart fast. ”Og hvis jeg ikke gør det på Jyllandsringen, så gør jeg det ugen efter til Formel Ford Festivalen i England.”
”Konkurrencen mellem os har været tæt. Men det har også lidt været sådan, at når det er gået godt for mig, så er Søren udgået. Det er også gået omvendt, men det bliver spændende her til det sidste løb. Jeg ser i hvert fald frem til det.”
Stillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford:
|
Plac. | Kører | Mærke | Point |
|
1 | Kevin Magnussen | Aquila-Duratec | 244 |
2 | Dennis Lind | Van Diemen-Duratec | 213 |
3 | Søren Mosebo | Ray-Duratec | 172 |
|
4 | Jesper K. Egebart | Ray-Duratec | 151 |
5 | Mikkel C. Johansen | Van Diemen-Duratec | 139 |
6 | Tommy Nygaard | Van Diemen-Zetec | 111 |
|
7 | Niels-Ejnar Rytter | Ray-Duratec | 93 |
8 | Milton Lundström | Van Diemen-Duratec | 84 |
9 | Nils K. Vestergaard | Mygale-Duratec | 79 |
|
10 | Martin L. Hansen | Aquila-Duratec | 72 |
11 | Thomas Lund | Van Diemen-Duratec | 58 |
12 | Claus Frøkjær | Van Diemen-Duratec | 56 |
|
13 | Frederik Dannevang | Van Diemen-Duratec | 29 |
14 | Christian Markusen | Van Diemen-Duratec | 24 |
15 | Frank Mortensen | Ray-Duratec | 23 |
|
16 | Mirza Lovic | Van Diemen-Zetec | 19 |
17 | Kasper V. Krogh | Van Diemen-Zetec | 18 |
18 | Lasse Neuchs | Mygale-Zetec | 13 |
|
Stillingen i Zetec Cup:
|
Plac. | Kører | Mærke | Point |
|
1 | Alexander Andersson | Mygale-Zetec | 136 |
2 | Jesper K. Egebart | Van Diemen-Zetec | 128 |
3 | Kasper V. Krogh | Van Diemen-Zetec | 75 |
|
4 | Mirza Lovic | Van Diemen-Zetec | 43 |
| Lasse Neuchs | Mygale-Zetec | 43 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Dennis LindJesper K. EgebartKevin MagnussenSøren MoseboJyllandsringen12/10/08 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM |