ADAC Formel Masters   16/10/08

Marco L. Sørensen vinder i tysk motorsport
Et par måneder tidligere end forventet har det unge banesportstalent Marco L. Sørensen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) truffet beslutning om den fremtidige pejleretning for karrieren. Den Team Danmark-støttede single seater-chauffør ændrer fokus fra Storbritannien til Tyskland for resten af 2008-sæsonen.

- Det har naturligvis været en svær og vemodig afgørelse for mig og mine rådgivere. Jeg har oplevet et virkelig godt samarbejde i 2008 med engelske Fluid Motorsport Development som testkører for Van Diemen-fabrikken i Formel Ford, hvor jeg samtidig har deltaget i det britiske Formel Ford-mesterskab (BFFC).

I september var Marco L. Sørensen været på 2 gæstevisitter i den nystartede talentserie i Tyskland: ADAC Formel Masters (AFM). 4 pole positions - nr. 1 på startgridden – ud af 4 mulige samt efterfølgende to sejre og en andenplads har bragt den nordjyske teenager på motorsports-fans’enes læber syd for grænsen:
- En knækket hjulbolt forhindrede mig at hjemkøre den tredje sejr, men det er samtidig charmen ved motorsport. Man skal over målstregen i front for at komme på sejrspodiet.

Et datosammenfald mellem de to løbsserier tvang Marco Racing til at træffe beslutning omkring mulighederne fremadrettet for 2009-sæsonen. Her tippede vægtskålen til fordel for semifinalen for ADAC Formel Masters på Motorsport Arena Oschersleben, hvor alternativet var BFFC-finalen på Donington Park.

- Inden Oschersleben lå jeg på en samlet 8. plads i ADAC Formel Masters 2008, forklarer Marco L. Sørensen. - Talent-serien har været præget af stor jævnbyrdighed med kørere fra 8 forskellige nationaliteter. Med en fornuftig slutspurt havde jeg mulighed for en slutplacering i top tre, selv om jeg kun har deltaget i den sidste halvdel af sæsonen.


Danish Danymite har bragt Marco L. Sørensen på manges læber i tysk motorsport.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Frontrunneren Armando Parente fra Portugal er stukket en smule af i forhold til Marco L. Sørensen i pointtabellen. Derfor sigter MNJ’eren efter at blive bronzevinder i 2008 og forfølge chancen som kåriong til vicemester:
- Til begge løb på Oschersleben scorede jeg en startplacering som treer. I det første AFM-heat udkæmpede jeg en tæt fight med Armando Parente, og først på andsensidste omgang slap jeg forbi til en slutplacering som toer. I mellemtiden havde tyskeren, Nico Marvin Monien, fået et lille forspring, og dette kunne jeg ikke nå at indhente på den sidste omgang.

Konkurrenterne havde større erfaring med Tysklands næstnyeste motorbane (længde 3696 m.), som ligger lidt vest for Berlin. De havde både deltaget i en AFM-afdeling tidligere på sæsonen samt haft officielle træningsdage på rundbanen.

- Sammen med racing engineer’en i Ma-con Motorsport gennemgik jeg banens sving i detaljer, fortsætter Marco L. Sørensen. - Det optimale er en neutral styring, men det vil altid blive et kompromis, fordi man skifter fra såkaldt down force fra vingerne i indgangen til mekanisk greb i udgangen af svinget. Vi ændrede herefter lidt på set uppet af vingerne, støddæmperne samt fjedrene til løbsweekendens andet AFM-heat.


Efter justering af set uppet blev konkurrenterne sat på plads af nordjyden på Motorsport Arena Oschersleben.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Marco L. Sørensen har gennem det sidste år forfinet sine medfødte analytiske evner som testkører. Dette er blevet positivt bemærket i de sorte lommebøger hos beslutningstagerne i både engelsk og tysk racing.

- Allerede på første omgang skød jeg frem fra tredje startplacering til en føring, konstaterer Marco L. Sørensen. – Herefter slog jeg et hul til konkurrenterne, hvorefter jeg kunne kontrollere løbet til en slutsejr samt et forspring på over 5 sekunder til Nico Marvin Monien og Armando Parente.

Efter topresultaterne på Motorsport Arena Oschersleben er Marco L. Sørensen avanceret til fjerdepladsen i ADAC Formel Masters 2008. Finalen foregår på Formel 1 grand prix-banen: Hockenheimring. Danish Danymite er kommet på tyskernes motorsports-læber i både den skrevne og æterbårne presse. Marco L. Sørensen kører med Dannebrog som blikfang på sin hvide ADAC Formel Masters-racer:
- Egentlig startede det som en praktisk foranstaltning for at kende forskel på racerne i vores to bils-team. Det er nu blevet forfinet til et iøjnefaldende nationsflag, som jeg er meget stolt af at køre til topplaceringer. Jeg glæder mig desuden helt vildt til finaleløbet på Hockenheimring. Dette afvikles samtidig med DTM-finalen, hvorfor alt, hvad der kan krybe og gå i tysk motorsport, helt sikkert er til stede.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Marco L. Sørensen
  • Oschersleben
  • 12/10/08 - Oschersleben - ADAC Formel Masters

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport