Rally   11/11/08

Dansk rally succes
Niki Bjerg kæmper om millionkontrakt
Super debut af Kenneth Madsen

Niki Bjerg sikrede sig lørdag i South of England Tempest Rally karrierens hidtil bedste resultat, da han sluttede på en samlet tredjeplads i Suzuki Swift Sport Cup og samtidig vandt seriens Junior Cup; udskrevet for kørere under 25 år.

Det er den foreløbige kulmination på tre års deltages i DASU Rally Challenge for den 24-årige rallykører fra Dianalund, og det største danske resultat i international rally siden Henrik Lundgaard/Jens Christian Anker huserede omkring årtusindeskiftet.

Samme Jens Christian Anker har sammen med Lene Jørgensen været en central del af teamet omkring Niki Bjergs 2008-sæson, og de to erfarne rally specialister har en stor del af æren for succesen.

Resultatet blev sikret på de krævende grusprøver på det militære øvelsesterræn i Aldershot udenfor London. Løbet var sidste runde af mesterskabet, og Niki Bjerg og medkører Arly Larsen lå inden på en delt tredjeplads i mesterskabet. Vejret var typisk engelsk efterårsvejr, og regn og blæst fra morgenstunden gjorde forholdene yderst krævende for deltagerne.
Problemer med bilen gjorde det ikke lettere for det danske hold, der før løbets sidste to afgørende aftenprøver var at finde helt nede på klassens sjetteplads. Men efter en fantastisk slutspurt kørte danskerne sig op på andenpladsen, kun fire sekunder efter vinderen Mark Gamble.


Niki Bjerg (tv) og Arly Larsen (th).
(Foto: DASU)

Den første skuffelse over ikke at vinde var imidlertid hurtig glemt, da sammentællingen efter løbet viste at Niki Bjerg sluttede som samlet vinder af Suzuki Swift Sport Junior Cup, der giver adgang til den eftertragtede Pirelli Star Driver Competition. Niki Bjerg var a’ point med englænderen Nick Rowland, men i deres indbyrdes konkurrence havde danskeren fordelen.

Kenneth Madsen imponerede i debut
Den kun 19-årige Danmarksmester Kenneth Madsen (ligeledes Dianalund) fik samtidig sin internationale debut, og var tæt på den helt store sensation. Sammen med co-driver Carina Møller gik den sjællandske mekanikerlærling aldeles uimponeret til værks, og blandede sig straks i topstriden. Før sidste prøve indtog holdet således andenpladsen i klassen, og da den førende Mark Gamble blev ramt af en punktering lå det tilmed til en sensationel dansk sejr. Men desværre greb skæbnen ind, og en knækket drivaksel betød udgået for den danske mester.


Kenneth Madsen og Carina Møller.
(Foto: DASU)

Men ingen kan rokke ved en utrolig indsats af debutanten, der for første gang nogensinde prøvede kræfter med de hurtige og krævende grusprøver, der skiller fårene fra bukkene i international rally. DASU arbejder på at melde Kenneth Madsen til start i Suzuki Swift Sport Cup i 2009, og dermed har rallysporten omsider etableret en talentskole, der er på højde med den der længe har eksisteret indenfor formel og karting.

Shoot-out i december
For Niki Bjerg forestår nu en grundig forberedelse inden den afgørende udtagelseskonkurrence Pirelli Star Driver Competition, der foregår England i december. I alt otte kørere deltager i kampen om den eftertragtede førstepræmie, der består af en fuldt sponsoreret sæson i British Rally Championship 2009. Dermed rykker drømmen om en karriere som professionel rallykører et meget stort skridt nærmere. Førsteprisen har en anslået værdi af 300.000 GBP – eller tre millioner danske kroner!

DASU Rally Challenge er støtte af Suzuki, Q8 Oils, Yokohama og Dansk Metal. Læs mere på RallyChallenge.dk.

DASU


Læs mere om:
  • Arly Larsen
  • Carina V. Møller
  • Kenneth Madsen
  • Niki Bjerg Larsen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport