ALMS   22/03/09

Flot milepæl opnået
American Le Mans SeriesJan Magnussen vinder karrierens sejr nummer 100 på Sebring
Jan Magnussen nåede en fantastisk milepæl i karrieren, da han søndag morgen dansk tid vandt sin sejr nummer 100, ved, sammen med holdkammeraterne Johnny O’Connell og Antonio Garcia, at vinde GT1 klassen ved det klassiske 12 timers løb på Sebring i Florida, for Corvette Racing.

Jan Magnussen startede den 57. udgave af løbet på Sebring fra anden position og indledte straks en jagt på Corvette Racings anden bil, der blev kørt af Oliver Gavin. Trafikken var meget afgørende for afstanden mellem de to biler, men mod slutningen af stintet kom Jan Magnussen tæt op bag ved Gavin og en hurtig ind-omgang, et hurtigt pitstop og en efterfølgende hurtig ud-omgang bragte Magnussens Corvette, nu kørt af Johnny O’Connell, helt op bag ved søsterbilen. De to biler var involveret i en tæt duel over den næste halve omgang, før Johnny O’Connell kom forbi med en flot overhaling udenom i Turn 10.


Jan Magnussen hopper i bilen under et pitstop
(Foto: Jan Kaiser)

Magnussens Corvette gav aldrig siden føringen fra sig, men afstanden mellem de to biler var resten af løbet en tæt duel på sekunder, så intet var sikkert, før Jan Magnussen efter de 12 timers kørsel kunne køre den gule Corvette over målstregen som vinder.

”Det er suverænt at starte sæsonen hos Corvette med en sejr” sagde en glad Jan Magnussen efter løbet. ”Som ventet havde vi problemer med bilen i første stint, da vores bil ikke var sat op til de bløde dæk. Men da først vi fik de hårde dæk på, var vores bil fantastisk. Der blev kørt herreræs og på intet tidspunkt kunne vi slappe af. Sebring er et rigtig hårdt løb og som jeg ved af bitter erfaring, så er det ikke et let løb at vinde. Men vi havde en rigtig god dag. Vi var hurtige, holdt os udenfor problemer og kunne blive ved at presse bilen. Udover sejren, så har det også givet os gode data, som vi kan bruge i vores videre forberedelser til Le Mans”.


Jan Magnussen fejrer karrierens sejr nummer 100
(Foto: Jan Kaiser)

Om karrierens sejr nummer 100 forklarede en tydeligt stolt Jan Magnussen. ”Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Der går mange tanker gennem hovedet. Jeg er rigtig, rigtig stolt over, at have nået 100 sejre. Jeg håber naturligvis på rigtig mange mere, men det er da herrefedt at tænke på, at jeg 100 gange har opnået det mål, jeg altid sætter mig selv, når jeg sætter mig i en racerbil, nemlig at komme først over stregen”.

For at fuldende historen, så var løbet på Sebring faktisk løb nummer 100 i den Amerikanske Le Mans Serie. Og med sejren opnår Magnussen ikke alene 100 sejre, men han er også den eneste kører, der har vundet en sejr i de 11 sæsoner serien har eksisteret.

Tom Kristensen vandt løbet generelt for Audi efter en tæt duel med Peugeot.


Jan Magnussen og Tom Kristensen med deres pokaler efter løbet
(Foto: Jan Kaiser)

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • 21/03/09 - Sebring - ALMS

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto