Jason Watt kørte en omgang på 1:10,000 Søndag genoptog kørerne i Danish Touringcar Championship deres testkørsler på FDM Jyllandsringen, og her lykkedes det to kørere at komme meget tæt på et gennembrud. Altså at køre en omgang på under 1:10,000. Men de nåede det ikke. Jason Watt, Herlev, endte med at køre en omgang på præcist 1:10,000. “Det er jo den ærgerligste omgang, jeg har kørt i historien. Tænk sig at køre rundt i 1.10,000. Der er man en smule ambivalent. Det havde været sjovere med 1.09,999. Det var herrernes omgang. Jeg kan ikke beskrive det,” fortæller køreren fra Team Bygma Jason Watt Racing.
Jason Watt og Jan Magnussen. (Foto: Torsten Palrum)
”Man kan bare mærke, at der var noget godt gennem de to første sving. Så kom jeg rundt efter første split, hvor de siger over radioen Hurtigste sektor af alle – Go for it. Sektor to var der lidt problemer med. I opløbssvinget styrede jeg mere til højre end jeg styrede til venstre. Jeg kontrastyrede hele vejen igennem svinget, og den omgang var ikke 100 %. Den var kun på 95 %. Omgangen kunne have været to tiendedele bedre, hvis det sidste havde fungeret.”
”Jeg kan bare takke teamet for denne her bil. Den kører ikke af sig selv, og det tror jeg, at der er andre, som i disse dage har fundet ud af. Der er måske mange, som har kikket på min ørkenvandring og set på de resultater, jeg havde sidste år, og så troet, at det var sådan en bil, man skulle have, for så kørte det hele bare for sig selv. Det er hårdt arbejde med teamet at få den indstillet, for den kan stå på tre millioner forskellige måder.”
Travlhed hos Team Bygma Jason Watt Racing. (Foto: Torsten Palrum)
Den anden kører, som kom meget tæt på gennembruddet, var Jan Magnussen, England. Han kørte to tusindedele langsommere end Jason Watt med en omgangstid på 1.10,002.
”Det var et træningspas, hvor banen var god,” sagde køreren fra Ree Sport. ”At to biler lige pludselig kan køre 1.10, siger noget om det arbejde, der er blevet gjort i går, efter at vi sluttede. Det var også noget med, at banen var til det. Jeg ville godt nok have været glad, hvis jeg var ham, der var kommet under 1.10 som den første. Jeg er også glad for, at det ikke er sket endnu, for det vil varer mange år, inden vi kommer under 1.09...” Morten Alstrup Læs mere om: Jason WattTeam BYGMA Jason Watt RacingJyllandsringen03/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |