Solen skinnede fra en skyfri himmel, da de 36 biler holdt til start på FDM Jyllandsringen den 2. maj i årets første afdeling af Danish Endurance Championship. Tre en halv time senere, kunne WW-racing glæde sig over en perfekt start på 2009 sæsonen, med en komfortabel sejr i DEC klasse 1.
” Det var lige hvad vi havde brug for efter vores katastrofale 2008 sæson” siger teamejer Werner Wounlund og fortsætter: ”Alt gik galt i 2008. Aksler knækkede, motorer sprang i luften og ophæng knækkede i én ubrudt strøm.”
WW-racing startede løbet fra tredje position i klassen, og strategien var klar fra starten: ” Bliv i top 3, følg løbets udvikling og forsøg at spare mekanikken.”
Denne strategi fulgte Werner Wounlund til punkt og prikke.
Han forsvarede sin 3. plads, og efter mekaniske problemer hos først den ene, og så den anden af de førende biler, kunne han, efter et langt stint, aflevere den mintgrønne Saxo til Bjørn, der så ”bare” skulle beholde første pladsen og køre den hjem.
Bjørn Larsen har kørt årets første sejr hjem. (Foto: WW-racing)
Nu er der ikke noget i race, der ”bare” kan køres hjem, og er der nogen, der ved noget om det, så er det WW-racing. Utallige er de sikre første pladser og endog et enkelt DM, der er blevet erstattet af den bitre smag af brændt racerolie. Så efterhånden som afslutningen nærmede sig, stadig med Bjørn Larsen i front, måtte teamets medlemmer flere gange fortælle hinanden, at man først har vundet når det ternede flag er svunget sidste gang.
Eller som teamets lyriker Michael Steen så poetisk udtrykker det:
”Det er først slut når den fede dame har sunget.”
Og da manden med det ternede flag havde vinket venligt til Bjørn Mc.Larsen, sang den fede dame højt og smukt for WW-racings første sejr siden 2006.
Årets første placering blev på øverste trin. (Foto: WW-racing)
Forud var ellers gået en lang vinter med en del nedture.
Teamets nye racermotor har på nuværende tidspunkt været monteret 3 gange siden 10. marts, og i skrivende stund står den stadig hos motorbyggeren og mangler de sidste detaljer.
Derfor var det ekstra glædeligt, at teamet kunne kæmpe sig øverst på sejrspodiet, for den motor, der bragte sejren i hus, var en reservemotor uden nogen form for ”racerfinesser” i teamets daglige jargon går den under betegnelsen ”fru Jensens motor.”
Som Werner Wounlund udtrykte det, da han var kommet ned på jorden igen: ”Tænk hvad vi kan udrette når vi får motor i Saxoen.”
Det er der planer om at have til næste afdeling af DEC, men det har før vist sig, at der er andre ubekendte, der skal tages højde for.
Hele WW-racing glæder sig til næste løb, og håber, at de af DEC kammeraterne der denne gang måtte udgå med tekniske defekter, får lov at køre race til manden med flaget vinker, og den fede dame synger.
WW-racing Læs mere om: Bjørn LarsenWerner Wounlundww-racingJyllandsringen03/05/09 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |