Danish Touringcar Challenge   07/05/09

Team Telesikring Racing sigter mod podiet
John Nielsen og Joachim Stephansen starter i weekenden kampen om årets Danish Touringcar Championship
I den kommende weekend skal Team Telesikring Racing for første gang i år i konkurrence. På Jyllandsringen ved Silkeborg stiller holdet op i første afdeling af Danish Touringcar Championship, hvor teamets to orange BMW-racervogne skal styres af veteranen John Nielsen og lærlingen Joachim Stephansen. Men fælles for dem begge er, at de sigter mod podiet.

- Jeg tror helt klar, at vi i Team Telesikring er konkurrencedygtige, siger John Nielsen ovenpå den test, teamet gennemførte sammen med en lang række konkurrenter i sidste uge.
- Når vi analyserer på tiderne, er vi nogenlunde der, hvor vi skal være. Vi var ikke de hurtigste på en omgang, men vi skal ikke være hurtigst på en omgang. Det er jo stadig det gamle ordsprog ”When the flag drops, the bullshit stops”, der gælder indenfor motorsport. Vi har bare arbejdet på bilen efter et slavisk program under testen, og det er gået fremad.


John Nielsen stiller op for Team Telesikring Racing i weekenden.
(Foto: Team Telesikring Racing)

Mulighed for at komme på podiet
John Nielsen vender i år tilbage til Danish Touringcar Championship efter en sæson på de udenlandske racerbaner.
- Da jeg kom til banen til testen i sidste uge, følte jeg ikke, at jeg havde været væk. Sidste år var jeg til stede som gæst til nogle løb, og der følte jeg mig fremmed, men det gør jeg ikke hos Team Telesikring, siger John Nielsen.

Team Telesikring Racings veteran er en af de mest vindende kørere i Danish Touringcar Championship, og han føler, at både han selv og teamet er klar til nye podieplaceringer.
- Vi har helt klart muligheden for at komme på podiet. Det er der slet ikke nogen tvivl om, slår han fast. - Så skal jeg lave fejl eller komme op og slås. Rent konkurrencemæssigt er der tæt i toppen, og det har der altid været i DTC. Det er ikke anderledes.

Stephansen klar igen
Ved sidste weekends test måtte Peter Ager finde kørerdragten frem og agere reserve, da Team Telesikring Racings unge Joachim Stephansen var blevet ramt af lungebetændelse.

- Jeg er fit for fight igen, og det er godt. Det var forfærdelig i weekenden at sidde og følge de andres tider på computeren, fortæller den 20-årige racerkører fra Sønder Omme, som kun engang tidligere i år har prøvet sin nye racerbil.
- Jeg har kun kørt den på et køreteknisk anlæg i Sønderborg, og nu hvor det er første gang, jeg rigtigt skal sidde i bilen, tager jeg det mere eller mindre som en prøve for at få det hele prøvet af. Jeg har ikke de store ambitioner, for jeg har ikke fået så meget træning.

Alligevel håber Joachim Stephansen på gode resultater på søndag på Jyllandsringen.
- Jeg håber, at der kommer nogle væsentlige forbedringer i forhold til sidste år. Også fordi jeg har fået en bedre bil, og jeg har også mere erfaring end sidste år. Mine forventninger, når vi er færdige på søndag er, at jeg er i top 3 i privat cuppen. Også selv om jeg ikke har fået trænet i år, siger han.

Team Telesikring Racing


Læs mere om:
  • Joachim Stephansen
  • John Elgaard Nielsen
  • Team Telesikring Racing
  • Jyllandsringen
  • 10/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport