ADAC GT Masters   07/05/09

Ny udfordring venter Christoffer Nygaard
Efter weekendens EM-debut vender den danske racerkører tilbage til kampen om den tyske ADAC GT Master-titel. I sidste weekend fik Christoffer Nygaard en flot debut i det officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne, da han i England med en fjerdeplads scorede sine første EM-points. Men det resultat er for længst fortid, for den unge danske racerkører har sat fokus på næste opgave.

Det er anden afdeling af den tyske ADAC GT Master, hvor han i påsken opnåede to top 5-placeringer på Oschersleben. Nu gælder det så Assen-banen i Holland.

”Det er også en bane, jeg ikke har været på før, og det skulle også være en rimelig hurtig bane ligesom Silverstone,” siger Christoffer Nygaard, som derfor ikke har sat sig et konkret mål for weekenden. ”Det er svært at sige, hvad vi skal forvente, men hvis vi får vores pitstop til at fungere uden at være for hurtige, så tror jeg, at vi kan være rigtig godt med fremme på Assen.”


Christoffer Nygaard er i weekenden tilbage i kampen om ADAC GT Master.
(Foto: Burkhard Kasan)

De obligatoriske pitstops, hvor der skal skiftes fører, er blot et af elementerne i de to timelange løb, der skal køres henholdsvis lørdag og søndag. Der er naturligvis også konkurrencen ude på selve banen.

”Audi-teamene havde i EM-løbene fået fart i deres biler, og det bliver spændende at se, om de også kan køre stærkt i GT Masters,” vurderer Christoffer Nygaard. ”Vi er ikke så godt med på hurtige baner med vores Ford. Vi er fuldt på højde med nedbremsningerne og i svingene, men når det går ligeud, mangler vi power og fart, og det kommer til at betyde noget på Assen med dens langsider.”

Da Christoffer Nygaard i sidste weekend fik sin EM-debut på Silverstone, kørte han sammen med Florian Gruber, men denne gang danner han atter par med den mere erfarne Walter Lechner jr., som han også kørte sammen med ved premieren i årets ADAC GT Master.

”Mon ikke Walter har et trick i ærmet eller to, som han kunne lære mig? Det kunne være sjovt at få en rigtig pokal med hjem efter at være sluttet lige udenfor nogle gange nu,” slutter Christoffer Nygaard.

ChristofferNygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Walter Lechner Jr.
  • Fischer Racing
  • Assen
  • 10/05/09 - Assen - ADAC GT Masters

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport