- teamet ved Åbningsløbet på Jyllandsringen Carsten Lund, Ølstykke, Jan Jespersen, Herlev, Steen Hansen, Herning og Steven Tirsgaard, Give deltog alle i 1. afdeling af MC Super Challenge på Jyllandsringen i Bededagsferien. Som bekendt kører Carsten og Jan for Aagesen Motorcykler mens Steen og Steven kører for Martin Speed of Light, men de er alle 4 teamkammerater i Martin teamet. Kørerne var meget spændte op til første afdeling i road racing kørernes topklasse MC Super Challenge. Hvor står vi netop nu i forhold til de øvrige kørere i toppen af danske road racing: har vi nu forberedt os tilstrækkeligt: er materiellet i orden: er opsætningen af racerne korrekt o.s.v. Særligt Steven og Steen var meget spændte og forventningsfulde, idet de for første gang rigtig skulle i konkurrence på deres Honda 1000 kubik maskiner. Tidtagningen lørdag viste, at teamet var helt fremme i feltet med alle 4 kørere. Steven havde pole position Jan nr. 3, Carsten nr. 5 og Steen nr. 6 til søndagens løb.
Første løb søndag formiddag blev et forrygende opgør mellem teamkammeraterne Jan Jespersen og Steven Tirsgaard med skiftende føringer indtil 11. omgang, hvor Jan styrtede fra førstepladsen, hvorefter Steven kunne køre sikkert hjem over målstregen efter de 12 omgange som sejrherre i årets første løb i MC Super Challenge. Jan var heldigvis uskadt og kunne straks begynde forberedelserne til næste løb søndag eftermiddag.
Teamets 2 øvrige kørere Carsten Lund og Steen Hansen havde på samme måde nogle spændende og tætte dueller. Da de passerede det ternede flag var Steen på den samlede 4. plads og Carsten kom ind som nr. 5 et sekund efter.
Efter første løb så vi med tilfredshed, at alle 4 kørere var med helt i toppen, og dermed blev kørernes forventninger til søndagens andet løb selvfølgelig ikke mindre.
Carsten Lund fik en fantastisk start i dagens andet løb, hvor han efter det første sving lå på 2. pladsen lige efter teamkammeraten Jan Jespersen, men han måtte dog senere afgive pladsen. Løbet udviklede sig næsten som det første løb med Steven Tirsgaard oppe i baghjulet på Jan efter enkelte omgange, men denne gang holdt Jan fortjent førstepladsen helt frem til målstregen og Steven kom over stregen som nr. 2.
Steen Hansen var ikke tilfreds med en startplacering som nr. 6, men måtte i stedet arbejde sig frem gennem feltet, hvor han først passerede teamkammeraten Carsten Lund. Den næste der skulle passeres var Kim Phillip, men det gav Steen store problemer, idet Kim ikke blot ville lade Steen køre forbi. Det lykkedes dog i slutningen af løbet, hvorefter de 2 kørere begyndte at jagte Thomas Harding på 3. pladsen, men det var for sent, og de nåede ham ikke. Steen endte igen på 4. pladsen lige uden for podiet, og Carsten endte som nr. 6 0,171 sekund efter Kim Philip.
Carsten Lund fortsætter tendensen med at imponere i teamet med stadig stor fremgang fra sidste år i det stærke felt af rutinerede kørere.
| | | (Foto: Morten Kimer Hansen) |
Efter de 2 første løb i MC Super Challenge siger Steven Tirsgaard og Steen Hansen samstemmende:
”Vi er utroligt glade og lettede over den gode start på serien MC Super Challenge. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været med stor spænding at skulle deltage på 1000 cm3 maskinerne for første gang, men Honda CBR 1000 RR motorcyklerne fungerede helt upåklageligt. Ikke mindst trimningen af motorcyklerne hos Finn Villadsen, FV-Motor har været perfekt.”
Samtidig med afviklingen af MC Super Challenge blev 5. og 6 afdeling af DM i Super Bike kørt. Vi samlede også på den konto mange point i den samlede stilling i DM.
Stillingen i MC Super Challenge er efter 1. afd. med Steven Tirsgaard på 1. pladsen, Steen Hansen nr. 4, Jan Jespersen nr. 5 og Carsten Lund nr. 6.
Nu glæder vi os til næste løb i serien Padborg Open på Padborg Park 23. - 24. maj.
Martin Speed of Light TH Motorsport
|