Danish Touringcar Challenge   23/05/09

For første gang i et år starter Lundgaard fra pole
Den tidligere rallyeuropamester var seks hundrededele foran nærmeste rival
Som gammel Europamester i rallysporten, hvor deltagerne udelukkende skal konkurrere mod stopuret om at sætte de bedste tider, burde Henrik Lundgaard, Hedensted, være lidt af en ekspert, når det gælder tidtagningerne i Danish Touringcar Championship.

Men da han sent lørdag eftermiddag sikrede sig pole position på Padborg Park, var der faktisk gået et helt år og seks dage, siden han sidst havde gjort det.


Henrik Lundgaard sikrede sig sin første pole position i over et år på Padborg Park lørdag eftermiddag
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Det er min første pole position i år, og det er ved at være et stykke tid siden sidst, så jeg er rigtig glad,” sagde Chevrolet-køreren. ”Der var et par rigtigt gode omgange på det rigtige tidspunkt. Der er nogle gange, hvor der kommer sand ud på banen, og så er den dårlig i fire omgange, og så kan den lidt igen, og der var jeg ude på et tidspunkt, hvor der var godt greb i banen.”

Henrik Lundgaards pole position var dog meget marginal. Han sluttede seks og ni hundrededele foran henholdsvis James Thompson, England, og Michel Nykjær, Tappernøje. Men hvem af dem frygter han mest, når det søndag middag går løs med det første af morgendagens tre starter?

”Vi er jo nødt til at køre som et team, så vi skal selvfølgelig sørge for, at det ikke er Thompson, der kommer op og får den næstbedste placering. Vi er jo på samme hold, Michel og jeg, og det vil vi selvfølgelig køre efter. Men de er vel konkurrenter begge to,” slår Henrik Lundgaard fast.

Det var ellers James Thompson, England, der havde været hurtigste mand i de to frie træninger, som var gået forud for den afgørende tidtagning.

”Selvfølgelig er jeg en smule skuffet,” indrømmede briten. ”Tiden var den hurtigste, vi har kørt i dag, men desværre knækkede vores forreste krængningsstabilisator efter min første tur på banen. Jeg skal ikke forsøge at tage glansen fra Henrik, men vi kunne bare ikke nå at reparere det.”

”Men mulighederne for løbet i morgen virker interessante. Vi har jo set, at Chevroleterne er gode over distancen, så jeg havde håbet på at være foran dem, så jeg kunne kontrollere tingene, men det skete altså ikke. Vi må se, hvad der sker. At starte som toer er ikke så slemt, for der er først et venstresving og så et højresving, og sidste år startede vi løbet som toer og vandt. Det ville være rart, hvis vi kunne fortsætte med den tradition.”

James Thompson var dog ikke den eneste kører, som havde tekniske problemer. Det havde den tidligere dobbelte mester Michael Carlsen, Vissenbjerg, også. Først da halvdelen af tidtagningen var overstået, kom hans Peugeot 407 på banen.


I sidste øjeblik kom Michael Carlsen med i tidtagningen og sikrede sig en startplacering som nummer 12
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

“Min tandstang var utæt, så jeg havde ikke rigtig nogen servostyring på,” forklarede fynboen, der på et tidspunkt ikke var kommet under den 109 procent-grænse, som var afgørende for, om han ville kunne starte søndagens løb.

”Det var jeg selvfølgelig træt af, så jeg var nødt til at gøre et eller andet,” fortsætter han. ”Vi fik det rimeligt til at køre, men olien løb ud af den, så vi har ikke helt styr på det. Det var lidt panik til sidst bare for at komme ud.”

Morten Alstrup


 
Reklamer

Bruno Hansen Motorsport


H.I. Auto


Yokohama Advan dæk