Formel Ford Festival DK   13/06/09

Dansk Metal Formel Ford Festival 2009
Den 20. september 2009 på Padborg Park
I mere end 40 år har et af årets højdepunkter indenfor formelsporten været den årlige Formel Ford Festival i England. I sine velmagtsdage i 70’erne og 80’erne deltog op mod 150 kørere på den tidligere Formel 1 bane Brands Hatch, og det engelske løb bliver af alle betragtet som det uofficielle VM for de små, cigarformede racere.

I 2009 får den internationale Formel Ford Festival i England et dansk supplement, når Dansk Metal Formel Ford Festival afvikles på Padborg Park søndag den 20. september 2009. Vi vil forsøge at skabe en årligt tilbagevendende begivenhed, der måske med tiden kan opnå den ære at blive betragtet som det uofficielle EM for Formel Ford.

Dansk Metal Formel Ford Festival er allerede i sin første sæson finaleløbet i NEZ Formula Ford Championship 2009, og løbet er finaleløbet for den danske Ford Junior Cup 2009.

Dansk Metal Formel Ford Festival er et internationalt løb og er derfor åbent for kørere med udenlandsk licens (NEAFP). Kørere fra hele Europa er meget velkomne.

Dansk Metal Formel Ford Festival har en samlet præmiesum på hele 6.000 euro. Der er pokaler til nr. et, to og tre i hvert heat. Hertil kommer en lang række ekstrapræmier fra løbets sponsorer.

1. plads = € 2.000
2. plads = € 1.500
3. plads = € 1.000
4. plads = € 500
5. plads = € 400
6. plads = € 200
7. – 10. plads = € 100

Dansk Metal Formel Ford Festival udskrives for biler i kategorierne Formel Ford Duratec, Formel Ford Zetec og Formel Ford Kent.

Er der mere end fem tilmeldte i kategorierne Zetec og Kent, bliver der separat præmiering af disse kategorier. Der afvikles ikke særskilte løb for de enkelte kategorier. Alle starter i samme felt.

Løbet er bygget op som et endags-shoot out med indledende heats, semifinale og finale.

Afvikling:

  • Fri træning på minimum 45 minutter.
  • Kvalifikation i to grupper, hver 20 minutter.
  • To indledende heats (odd/even) á hver ti minutter + en omgang. Denne afgør kvalifikation til semifinalen.
  • De ti bedste fra hvert heat går direkte videre. Resten kører ”last chance”.
  • Last chance heat: Seks minutter + en omgang. De fire bedste går videre.
  • Semifinalen: 24 bedste. 15 minutter + en omgang. Denne afgør startplacering i finalen.
  • Finalen: 24 deltagere. 20 minutter + en omgang.

Padborg Park er 2.130 meter lang. En Formel Ford kører en omgang på cirka et minut. Derfor får deltagerne i Dansk Metal Formel Ford Festival op til 120 omgange på Danmarks nyeste motorbane for startgebyret på kun € 150.

Ved Dansk Metal Formel Ford Festival er Formel Ford hovedattraktionen, og som Formel Ford-kører er det dig, der er i fokus. Du er sikker på at få en god placering i paddock, uanset hvilken kategori du deltager i. Alle Formel Ford-deltagere bliver placeret i hoveddepotet i umiddelbar tilknytning til pitlane.

Dansk Metal Formel Ford Festival er meget mere end et motorløb. Det er en event, som også byder på motorcykelrace, aktiviteter for store og små, udstillinger og VIP-arrangementer.

I området er der shoppingmuligheder i den nærliggende by Flensborg, og der er talrige muligheder for at campere i familievenlige omgivelser lige ned til den smukke Flensborg Fjord.

Vil du være med til at skabe en skandinavisk motorsports-tradition?

Flemming Schleimann


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 20/09/09 - Padborg Park - Formel Ford Festival DK - EM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto