Rally   16/06/09

Munk i Rally Clinic Dutch Open
Alt imens danske motorsport entusiasters øjne har været rettet mod bl.a. Danboring Rally og Le Man, har rallykøreren Henrik Munk Hansen og 2. kører Laurent Cecillon i al diskretion deltaget i henholdsvis 2. og 3. afdeling af Rally Clinic Dutch Open i den hvide og blå Peugeot 106 S16.

2. afdeling var henlagt til det 33. Internationale Sezoens Rally i det nordlige Belgien, et løb der bestod af blot 4 forskellige prøver, der blev kørt 3 gange hver med en total på 150 km hastighedsprøve. Umiddelbart en let opgave, men når det så sagt, skal det lige nævnes, at prøverne bestod af op i mod 40% grus, der i kraft af at de skulle køres 3 gange gjorde udfordringen større og større.
Når man så samtidig er oppe imod hele det belgiske Citroën C2-cup felt, skulle der pludselig arbejdes for sagen. Efter dagens strabadser kunne holdet rulle over målrampen med en placering som nummer 46 generelt og nummer 5 i klassen, og sidst men ikke mindst med en føring i det hollandske formel 2 mesterskab (2-hjulstrukne biler uden trykladning op til 2000 ccm), og det til trods for at den lille Peugeot-motor kun er på 1600 ccm.


(Foto: Henrik Munk Hansen)

Selvtilliden var således i top til 3. afdeling, det traditionsrige Paradiget ELE-Rally, som var nummer 45 i rækken. Dog kan Henrik Munk Hansen kun brøste sig af at have deltaget 3 gange tidligere, men med dette i mente, stillede han til start sammen med 2. kører Laurent Cecillon i den efterhånden godt gennemprøvede Peugeot 106 S16.

Nyt i år for dette løb såvel som flere andre løb i det hollandske mesterskab er dog at de nu afvikles fredag-lørdag, istedet for mod tidligere lørdag-søndag. Dermed var holdet til at gennemprøve de 8 forskellige hastighedsprøver om fredagen inden løbet startede, i modsætning til konkurrenterne, som havde gennemkørt prøverne weekenden forinden. Dermed bliver det nogle mange lange dage, når der både skal køres noter og motorløb samme dag.

Løbet startede nogenlunde for turist-holdet. Dermed skal forstås, at grundet det førnævnte tidspres startede holdet ud på forkerte dæk og med tomme maver, alt imens spagettien stod i servicevognen og blev kold! Da et problem sjældent kommer alene kæmpede holdet også med motorstyringsproblemer på fredagens sidste prøve. Et problem, der heldigvis blev udbedret på den efterfølgende service inden overnatningen, så teamet kunne sove roligt inden lørdagens sidste 12 prøver.

Nu skulle man så bare lige køre (baneløb) med nogle biler, der reelt set var langsommere, men som startede ud foran Hansen og Cecillon grundet el-problemerne fredag aften. Umiddelbart spændende, men at ligge i støvet bag en Volvo Original osv. på en grusprøve og gætte sig til hvad der gemmer sig i støvet vil de fleste nok finde lige lovlig spændende. Ikke desto mindre kunne holdet modtage pokaler for en placering som nummer 1 i klasse A6 og tilmed som bedste udenlandske hold. Og bedst af alt - med en intakt føring i F2 mesterskabet foran Timo van der Marel/Kees Hagman i Renault Clio 2,0.

Næste udfordring bliver 4. afdeling af det hollandske mesterskab, Exotic Green Rally, den 10.-11. juli, et løb med over 200 km prøve. Denne gang bliver det dog med den kun 21-årige, men meget erfarne 2. kører, Martin Nortier, NL i passagersædet.

Henrik Munk Hansen


Læs mere om:
  • Henrik Munk Hansen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto