Le Mans   28/06/09

Le Mans 24-timer - GT1 review
Le Mans-farvel og tak
For sidste gang tørnede GT1-klassen i sin nuværende form i kamp og for Corvette Racing blev det ren opvisning, selvom teamet en sjælden gang kun fik en bil i mål. Luc Alphand måtte ligeledes parkere en af sine Corvetter, men havde stadig en bil til andenpladsen, mens det debuterende Jetalliance Racing arvede tredjepladsen i kraft af at ingen andre gennemførte en yderst tynd klasse.


#63
Corvette Racing / Corvette C6.R

Johnny O'Connell/Jan Magnussen/Antonio Garcia
Fortjent klassesejr til den gule Corvette, men det holdt hårdt. Jan Magnussen markerede sig som sædvanligt og var med til at holde bilen i front til langt ind i natten. Desværre pådrog han sig et maveonde og havnede på den permanente sygeliste fra tidlig søndag morgen. Det sled hårdt på makkerne Johnny O'Connell og Antonio Garcia, men da uheld ramte søsterbilen #64 var vejen åben for sejren i et ellers sædvanligt veludført Corvette Racing-løb. Med sejren gentog Garcia sidste års resultat, hvor han vel at mærke kørte Aston Martin!


#64
Corvette Racing / Corvette C6.R
Olivier Beretta/Oliver Gavin/Marcel Fässler

Den sorte Corvette lå konstant i skyggen af sin gule søster, men Magnussens fravær det meste af søndagen vendte bøtten. Gradvist nedkæmpede Beretta og Gavin kollegaerne, men da sejren var ved at blive cementeret af ny mand Fässler søndag eftermiddag strejkede gearkassen. Selvom det skete ved pitindkørslen og med lidt over to timer igen, var der intet at gøre og Corvette Racing indkasserede en ellers sjælden udgåelse.


#66
Jetalliance Racing GmbH / Aston Martin DBR9
Lukas Lichtner-Hoyer/Thomas Gruber/Alex Müller

Hård debut for klassens eneste Aston Martin, der havde danske Jan Kalmar som teamchef. Allerede på anden omgang måtte bilen have udskiftet generatoren og i anden time løb bilen tør for benzin på banen! Da kørerbesætningen samtidig ikke var i den skarpeste ende af feltet, var det en kamp op ad bakke resten af vejen, men der er med årene indbygget så meget pålidelighed i DBR9-modellen at den ikke kunne køres ihjel. Derfor blev det til en fjern tredjeplads og kørerne så lettere forvirret, men meget glade ud på podiet, hvad man kun kan unde dem.


#68 JLOC / Lamborghini Murcielago
Marco Apicella/Atsushi Yogo/Yutaka Yamagishi

Tredje gang er stadig ulykkens gang for de japanske Lamborghini-ejeres klub. Yamagishi kørte én langsom omgang for at parkere bilen i pitgaragen med død motor, hvilket til dato må siges at være teamets dårligste resultat. Ved forrige besøg holdt bilen også kun en omgang, men da var den lånt da teamets egen lå smadret efter et træningsuheld. Det er kun på Le Mans at man ikke bliver overrasket over denne form for excentritet!


#72
Luc Alphand Aventures / Corvette C6.R
Luc Alphand/Stéphane Gregoire/Patrice Goueslard

Alphands førstehold blev regulært sat i skyggen af søsterbilen med yngre talenter. Om det var derfor at ellers stabile Patrice Goueslard i sit 15. Le Mans parkerede bilen i autoværnet i lørdagens sene aftenskumring skal være usagt, men det var realiteterne.


#73
Luc Alphand Aventures / Corvette C6.R
Julien Jousse/Xavier Maassen/Yann Clairay

Hvis ikke det lige var fordi denne Alphands andenbil konstant var foran førstebilen, ville det være svært at vurdere indsatsen. På nær Clairays ene tidligere start var det et debuthold og de kørte omgangene som de skulle og pitmandskabet servicerede som forventet. En andenplads blev derfor resultatet. Baggrunden var billig men indsatsen absolut godkendt.


Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Johnny O'Connell
  • Marcel Fässler
  • Oliver Gavin
  • Olivier Beretta
  • Corvette Racing
  • Le Mans
  • 13/06/09 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport