35 års jubilæet for Special Saloon Car-klassen fejret på Ring Djursland Det virkede nærmest som om, der var skrevet et detaljeret manuskript og de forskellige roller nøje var udvalgt blandt de startende, da Bel-Ray SSC Challenge fejrede sit 35 års jubilæum ved årets Special Saloon Car Festival / Classic Car Meeting på Ring Djursland. Det var nemlig den vel nok mest ultimative kombination af en kører og hans hjemmebyggede racerbil, der kom først i mål i det afsluttende løb over næsten 40 minutter.
Johannes Graversen blev en populær vinder af SSC Festivalen på Ring Djursland i weekenden. (Foto: Morten Alstrup)
Sejrherren blev Johannes Graversen, Trige, der i sin røde Fiat X1/9 Turbo vandt, men selv om veteranen havde et meget komfortabelt forspring til forfølgerne, da det ternede flag blev svunget, måtte han i den grad kæmpe sig til sejren. Specielt tre kørere gav ham kamp til stregen. Det var Christer Gislerud, Norge, som faktisk præsterede at vinde det første af dagens tre heat. Lars Schönemann, Hillerød, som i sin Porsche 993 var meget hurtig, men havde visse problemer med at holde bilen kørende. Og Frederik Holm, Holmegaard, der kørte sit hidtil bedste løb i sin nye Renault Megane Trophy-racer, hvor han hele to gange var på podiet i de indledende heats.
I de tredje og afsluttende heat var det Johannes Graversen og Christer Gislerud, som i begyndelsen kæmpede om førstepladsen, mens d’herrer Lars Schönemann og Frederik Holm med nogle sekunders afstand fulgte efter i en lige så tæt dyst om tredjepladsen. Presset på Johannes Graversen blev imidlertid lettet af, at Christer Gislerud spandt i noget olie, mens Lars Schönemann to tredjedele inde i løbet måtte strække gevær og udgå med en teknisk defekt.
Christoph Kjærgaard blev en meget suveræn vinder af 1965-klassen i sin lyseblå og orange Lotus Elan. (Foto: Morten Alstrup)
Andenpladsen syntes derfor at gå til Frederik Holm, men han blev kørt ind af Hans Henrik Pedersen, Sporup, og Christer Gislerud, og i løbets afsluttende fase havde denne trio en meget tæt og spændende dyst om de sidste to podiepladser. Faktisk var det først på sidste omgang i allersidste sving, at det hele blev afgjort, da Christer Gislerud med fire låste hjul susede indenom Hans Henrik Pedersen og blev toer.
Udover Special Saloon Car Festivalen omfattede weekenden på Ring Djursland også Classic Car Meeting, hvor der blev kørt afdelinger af Dansk Automobil Sports Unions mesterskaber for de historiske biler, og i de fleste klasser blev man vidne til suveræne vindere.
Den regerende mester i den store 1971-klasse, Tommy Kjehr (39), måtte bl.a. se sig passeret af Nicolai Maarslet Madsen (14) og endte udenfor top tre i begge løb. (Foto: Morten Alstrup)
Christoph Kjærgaard, Esbjerg, blev således vinder af begge løb i klassen for biler bygget i 1965 eller tidligere, hvor HKH Prins Joachim, Møgeltønder, blev noteret for to tredjepladser. Blandt de mindste biler i perioden fra 1966 til 1971 var Frank L. Jørgensen, Gørløse, suveræn, ligesom Jens Juel Jeppesen, Ringsted, var det blandt de største biler i samme tidsrum. Klassen for biler mellem 1972 og 1976 udløste to sejre til Lars Andersen, Kirke Hyllinge.
Morten Alstrup Læs mere om: Johannes Graversen21/06/09 - Ring Djursland - Special Saloon |