Advan Cup   25/06/09

David Falch: ”Nu satser vi”
Den mesterskabsførende stiller op i sin nye bil ved Bilen Juniløbet
Man kommer ikke udenom, at bilsporten er en af de sportsgrene, hvor materiellet spiller den største rolle, når det gælder chancerne for et topresultat. Devisen er kort og godt, at jo mere moderne materiellet er, desto bedre er mulighederne for sejr.

Alligevel har David Falch, Roskilde, overrasket i de tre afdelinger af Advan Cuppen, der hidtil er blevet kørt. I en ældre Peugeot 307, der af nød blev indsat som reserve for den nye Peugeot 308, som ikke blev klar, er det blevet til fire løbssejre ud af seks mulige samt en komfortabel mesterskabsføring. Men det stopper ved Bilen Juniløbet i weekenden på FDM Jyllandsringen.


David Falch har været i front med sin gamle reservebil i Advan Cuppen, men ved Bilen Juniløbet satser han på sin nye Peugeot 308.
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

”Nu satser vi,” slår David Falch fast. ”Denne gang stiller jeg op i min nye bil. Og går det ikke, må vi bare gå tilbage til den gamle.”

Mens teamkammeraten hos LV Motorsport, Anders Majgaard, Søgaard, har været til start i alle årets afdelinger i en tilsvarende søsterbil, var det først forleden, at David Falch fik lejlighed til at prøve sin egen Peugeot 308.

”Desværre nåede jeg kun otte omgange, så var der en pakdåse, som gik ved tandremmen. Olien begyndte at dryppe ud, så vi måtte afbryde testen,” forklarer David Falch. ”Men mon ikke det kommer til at gå alligevel? Fornemmelsen i bilen er i hvert fald god.”

”Umiddelbart synes jeg, at der er lidt mere greb i den nye bil, så man kan bringe mere fart ind i svingene, og det er sådan set den primære forskel mellem den gamle og den nye bil. Men jeg ved det faktisk ikke endnu, for jeg har ikke prøvet at køre stærkere i den nye end i den gamle.”

David Falch bliver i øvrigt ikke den eneste kører i Advan Cuppen, som har skiftet bil til den kommende weekend. Det har Søren Marquard, Vejle, også. Østjyden begyndte sæsonen i en Peugeot 206, men har valgt at fortsætte i en større 307-model – i øvrigt en bil magen til den, som David Falch nu håber på at kunne parkere en gang for alle.

Stillingen i Advan Cup
Plac. Kører Mærke Point
1 David Falch Peugeot 307 108
2 Bruno Rasmussen Peugeot 307 80
3 Peter Olsen Peugeot 307 78
4 Peter Obel Peugeot 307 74
5 Kim Lund Peugeot 307 67
6 Anders Christensen Peugeot 307 58
7 Ole Luton Ford Focus 52
8 Anders Majgaard Peugeot 308 49
9 Jesper Gregersen Peugeot 307 47
10 Steffen Larsen Peugeot 307 46
11 Kim Holmgaard Chevrolet Nubira 43
12 Carsten Rasmussen Peugeot 307 32
13 Niels Ole Andersen Peugeot 307 15
14 Søren Marquard Peugeot 206 12
15 Peter Juhl Jensen BMW 320i E90 11
16 Michael R. Jensen Peugeot 307 8

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • David Falch
  • Number 1 Racing
  • Jyllandsringen
  • 28/06/09 - Jyllandsringen - Advan Cup
  • Number 1 Racing nu med to 308'ere

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto