Advan Cup   30/06/09

Juniløbet blev ikke Anders' bedste weekend
Anders Christensen startede 'juniløbet' på Jyllands-Ringen i flotteste stil, da han i den fri træning i Advan Cup klassen placerede sin Peugeot 307 racer på 1. pladsen.
Desværre skulle det vise sig, at denne præstation ikke dannede forbillede for resten af weekendens kørsler.

1. pladsen i den fri træning kom i hus med den mindst tænkelige margen, idet 66 årige Anders Christensen kun var 0,057 sekund foran Steffen Larsen på 2. pladsen, i en tilsvarende bil.
Anders kørte her tiden 1:20,135.


Anders Christensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

I kvalifikationen kørte Anders tiden 1:20,384, hvilket placerede ham på 6. pladsen, 0,724 sekund fra pole position tiden.
Men da et par af konkurrenterne, faktisk dem der havde sat de to hurtigste tider, ikke opfyldte det tekniske reglement fik de frataget deres tider, hvorved Anders rykkede op på 4. pladsen - nu kun lidt over et halvt sekund fra den nye pole tid.


Anders Christensen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndagens første løb startede fint for Anders, han var kortvarigt oppe på 3. pladsen i svinget for enden af langsiden, men måtte afgive pladsen igen inden udgangen på anden halvdel af svinget, og hen over de 10 omgange tabte Anders yderligere et par pladser, så han krydsede målstregen på den meget eftertragtede 6. plads.

6. pladsen er ikke eftertragtet på grund af at den indbringer mange point, den giver 'kun' 10 point, men den er eftertragtet på grund af at den giver pole position til det andet løb.


Anders Christensen på pole position.
(Foto: Motorsporten.dk)

Anders havde således sikret sig det bedst mulige udgangspunkt til weekenden andet Advan Cup løb, men det gik bestemt ikke som han håbede på.
Da starten på løbet gik, kom Anders slet ikke med, og han tabte flere placeringer på de første 100 meter.
De næste omgange tabte Anders flere og flere placeringer, for tilsidst at at køre over målstregen på 11. pladsen - dog 5 point rigere.

"Det var en ren kørefejl fra min side der kostede de mange placeringer i starten, da jeg skulle skifte fra 1. til 2. gear fik jeg sat den i frigear" - oplyser en meget ærgerlig Anders Christensen, og han fortsætter - "når først man er nede midt i feltet bliver der kørt meget hårdt, og jeg er blevet ramt næste hele vejen rundt, har fået ødelagt tre fælge, samt blev sat af banen af en konkurrent!"

De 15 point Anders Christensen scorede ved 'Juniløbet' lagt sammen med de 58 point Anders tidligere har kørt ind, bringer ham op på 73 point, og en samlet 7. plads i Advan Cup mesterskabet her hvor halvdelen af sæsonens løb er kørt.

Efter sommerpausen er det Padborg Super Prix der danner rammerne om de to første løb i efterårs sæsonen, løbet afvikles i weekenden den 8. og 9. august på Padborg Park.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Jyllandsringen
  • 28/06/09 - Jyllandsringen - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto