CHGP   29/07/09

Masser af power på
CHGPCopenhagen Historic Grand Prix
Der bliver fuld knald på, når Copenhagen Historic Grand Prix finder sted i Fælledparken i den kommende weekend den 1. - 2. august.
Masser af race og ikke mindst masser af power.

En af dem, der får fleste hestekræfter under højrefoden, er den 4-dobbelte Le Mans klassevinder, regerende Danmarksmester (DTC) og tidligere Formel 1 kører, Jan Magnussen. Den populære dansker skal optræde i flere forskellige roller henover weekenden. Ikke mindst når han slipper 600 hestekræfter løs på Nørre Allé i et øredøvende brag, frembragt af en Chevrolet Corvette Grand Sport MC GS fra 1963 – en meget tidlig udgave af den Corvette C6.R, som Jan Magnussen vandt med i 24-timers Le Mans i år.


(Foto: Scandinavian Racing Press)

Den usædvanlige Corvette Grand Sport er bygget i Holland af Tachyon Motorsport, den er udstyret med en 6,2 liters V8 og de 600 hestekræfter er formentlig det, der skal til, for at kunne hamle op med andre af de ekstremt hurtige racere i den såkaldte GTS klasse for racersportsvogne op til 1965.

Lodtrækning om en køretur
Netop den bil bliver et af trækplastrene, ikke mindst for publikum. For udfylder man en kupon (som fås i arrangørernes sekretariat på den store plæne tæt ved racerbanen i Fælledparken), deltager man som betalende tilskuer i en konkurrence om en hæsblæsende køretur med Jan Magnussen i den voldsomme Corvette, som for øvrigt har flere hestekræfter end Magnussens Le Mans racer.


(Foto: Scandinavian Racing Press)

Når ikke Jan Magnussen skal køre Corvetten, er det Michiel Campagne, der styrer den rundt på den 2 kilometer lange racerbane. Campagne er en hyppig gæst ved Copenhagen Historic Grand Prix. I 2007 måtte han lide den tort, at blive slået af Juan Barazi i en Jaguar E-type LW. Campagne kørte dengang en lidt svagere version af den legendariske Chevrolet Corvette Sting Ray. Nu har hollænderen kørt det tunge skyts frem og satser på at slå Barazi (der trods det udenlandsk klingen navn er pæredansk), som igen sætter sin lid til sin vindende E-type.

De to skal i øvrigt ikke vide sig for sikre, for med i feltet er også en anden hollænder, Niek van Gils, med en 500-hestes TVR Griffith med 4,8 liters motor. Den er lidt yngre – fra 1965 – og har en kortere akselafstand. Den vil formentlig være lettere at styre rundt i den smukke park i Københavns centrum.

To yderligheder
For Jan Magnussen vil der være tale om to yderligheder. Han skal nemlig også køre demonstrationsrunder i en Tesla – en af flere el-biler, der ikke endnu har et historisk forløb, at se tilbage på, men meget vel kan tænkes at få det i de kommende år. Den amerikanske Tesla er én af de smarte, lydløse el-sportsvogne, der kan ses i Fælledparken. En anden er en Lynx, som er udviklet i Danmark af Lars Munksø og Brian Hoehl. Der er tale om biler, der er gode for ægte sportsvognspræstationer – men den eneste lyd stammer fra dækkenes hvinen – og så er de i princippet nul forurenende, i hvert fald, hvis elektriciteten stammer fra vindmølledrift.


(Foto: Scandinavian Racing Press)

Og sidst, men bestemt ikke mindst, skal Jan Magnussen naturligvis deltage i Royal ProAm klassen – det traditionelle højdepunkt, hvor professionelle racerkørere sammen med amatører dyster om sejren i et forløb, der starter lørdag og først er slut, når Copenhagen Historic Grand Prix er forbi, sidst søndag eftermiddag. Hér skal Jan Magnussen dele en BMW 2002 med bilens ejer, Jan Heiselberg.
Pr. definition er Jan Heiselberg amatøren på det hold. Men virkeligheden er, at han er Danmarksmester i historisk race, ligesom Jan Magnussen er det i DTC. De to kan meget vel sætte feltet af Le Mans vindere, tidligere Formel 1 kørere og Europamestre på plads.

Scandinavian Racing Press for:

Copenhagen Historic Grand Prix


Læs mere om:
  • Jan Heiselberg
  • Jan Magnussen
  • Fælledparken
  • 02/08/09 - Fælledparken - CHGP

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport