Formel 1   19/08/09

Ga(b)deløb i vente
Optak til Valencias Grand Prix
Sidste år blev vi præsenteret for en ny gadebane. Den slags er altid spændende - i al fald på papiret - og det var li'som der det blev i det her tilfælde. For banen var på ingen måder fordrende for positionsskift (overhalinger) og løbet blev en langgaber af de store. Og nu vender Formel 1 altså tilbage til banen.

Der har været tre ugers pause. Og Formel 1 har, på trods af ingen test eller nogen anden form for aktivitet, været ganske meget i medierne. Men det kommende løb er kun sporadisk blevet behandlet.

Vigtigst af alt var jo Michael Schumachers kortvarige comeback, der blev næsten parantesisk. Og gryden omkring ham koger stadig.

At Massa kom til skade i Ungarn var man lige ved at glemme i al snakken om Schumacher, men heldigvis gik alle historierne dog på hvordan han fik det bedre.

I stedet for Massa (og Schumacher) skal Ferraris loyale testkører, Luca Badoer, kører sit første løb i næsten 10 år. Han debuterede i Formel 1 tilbage i 1993 og fik aldrig rigtig fart i karrieren, men har dog formået at leve ganske fornuftigt af det alligevel. Personligt håber jeg han får et point på søndag, han har nemlig ikke fået nogen endnu!

Men det interessante er jo selvfølgelig hvem der vinder. Spørgsmålet her er om Brawn har fået gang i bilen igen, eller om Red Bull skal hive yderligere ind på den førende Jenson Button. Og hvis de skal, hvem af kørerne er det så lige der hiver mest ind. Kampen mellem Webber og Vettel kan blive endda meget intens og det kan være til fordel for Button, hvis de to deler pointene for meget mellem sig. Og der er nok ingen af dem der giver sig frivilligt.

I Ungarn vandt Lewis Hamilton en sikker sejr og hvis han har fået gang i hjulene på sin McLaren igen, så kan han også sagtens snuppe en sejr til. Igen vil det nok være til fordel for Button. Hans holdkammerat, Kovalainen, har i øvrigt fået at vide at han skal tage sig lidt sammen, hvis han vil beholde sin plads. Både Nico Rosberg og Robert Kubica står udenfor og banker på hos McLaren.

Valencia kan også blive stedet hvor vi får endnu en vinder på årets balkort. Hvis flere skal øverst på sejrskammelen, kunne Rubens Barrichello være et godt bud, omend han i endnu højere grad end Button lider under at bilen har mistet terræn.

Og så er der jo Fernando Alonso, der er på hjemmebane og får lov at køre alligevel. Renaults form er for fremadgående og man skal bestemt ikke udelukke at se spanieren vinde løbet.

Men drama på banen skal man nok ikke vente sig - dertil er gaderne i Valencia for snævre. Til gengæld er tiden ved at være inde til silly-season. Og der kan blive skabt rav i den! Kubica er ledig på markedet og flere burde kunne mærke sædet brænde under dem. Rosberg er måske på vej væk fra Williams. Alonso er måske på vej fra Renault. Skal Schumacher køre i 2010 og sammen med hvem? Og hvad med Brawn? Og alle de nye teams? Følg med i næste episode af SKUM.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Valencia (gadeløb)
  • 23/08/09 - Valencia (gadeløb) - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk