- efter fantastisk kørsel Jan Magnussen vandt søndag Danmarks største motorsportsbegivenhed Grand Prix Danmark, da han på Jyllands Ringen kom først over målstregen i sin BMW fra Ree Sport. Efter lørdagens tidskørsel, der gav en uvant startplacering som nummer seks, var der ikke meget der tydede på, at den forsvarende DTC mester var favorit til sejren. Søndagens første heat bragt heller ikke yderligere optimisme til Jan Magnussen. Efter en god start og nogle flotte overhalinger var han oppe på tredjepladsen, men så begyndte han at få problemer. Et dårligt dæk gav dårligt vejgreb og Magnussen blev sat under stort pres bagfra og det var kun med nød og næppe, at han holdt placeringen til mål. Heatet blev vundet af Casper Elgaard i Seat foran Michel Nykjær, Chevrolet.
(Foto: Jan Kaiser)
Tredjepladsen gav en startplacering som nummer seks til andet heat og her viste Magnussen med blændende kørsel, hvorfor han er publikumsfavorit. På første omgang passerede han holdkammerat Martin Jensen og kort efter kom han forbi Jason Watt i Seat. Herefter satte han efter mesterskabsførende James Thompson i Honda på tredjepladsen. Efter få omgange blev englænderen passeret og nu jagtede Magnussen Lundgaard og andenpladsen. Med kun fem omgange tilbage kom han forbi Lundgaards Chevrolet, så nu var kun Per Poulsen i Honda tilbage foran. Magnussen fik lukket hullet, men Poulsen spærrede det bedste, han havde lært. Men på allersidste omgang fik publikum underholdning for alle pengene, da Jan Magnussen for enden af publikumslangsiden først fintede en overhaling udenom, hvorefter han med en meget sen og hurtig manøvre i stedet gik ind enom. Til trods for, at Poulsen forsøgte at lukke af, var Magnussen indenom og de to biler gik side og side gennem svinget før førstepladsen var Magnussens, hvilket fremkaldte et af de største jubelbrøl og bifald, der er hørt fra Jyllands Ringens mange tusinde entusiastiske tilskuere.
Det flotte ræs med en opkørsel fra sjettepladsen til førstepladsen gav, sammen med tredjepladsen fra første heat, Pole Position til finalen.
Finalen førte Jan Magnussen fra start til mål og dermed blev han første kører i DTC, der vandt en finale med en bil, der kører med biobrændstof. På andenpladsen kom Michel Nykjær, Chevrolet og treer blev Jason Watt, Seat.
(Foto: Jan Kaiser)
”Det var så fedt ræs” sagde en meget glad Jan Magnussen efter sejren. ”Det er derfor, jeg elsker at komme hjem og køre ræs i Danmark. Den support jeg får fra det danske publikum, er helt fantastisk og jeg er så glad for, at kunne få lov at vise sådan noget ræs, som vi kørte i dag. Det var tydeligt, at publikum satte pris på det og jeg synes det var giga sjovt… Og så var det den perfekte weekend, at gøre det i. Vi havde masser af familie, venner, supporterer og sponsorer til stede i dag, så det var dejligt at vinde Grand Prix Danmark foran dem. Nu er vi også tilbage i kampen om mesterskabet. Det bliver stadig svært, da jeg ikke deltog i seneste afdeling, men jeg tror fortsat på det. Vi skal satse og tage chancer, men jeg tror på vi kan gøre det. I morges troede jeg ikke så meget på det. Vi fandt godt nok en fejl på bilen efter kvalifikationen, men med de dækproblemer jeg havde i første heat, så troede jeg ikke en sejr var mulig. Vi var ikke klar over, om vores øvrige dæk var behæftet med samme fejl, men de viste sig ikke i andet heat, hvor bilen virkelig kørte godt. Det var nogle fede dueller og særligt overhalingen på Poulsen var sjov. Jeg fik fintet ham og gik så efter den lille åbning, han havde efterladt. Der blev byttet lidt maling og det larmede godt inde i bilen, men det er sådan ræs skal være i Touringcar – tæt kontakt, men ikke noget med at køre hinanden af. Per kom også bagefter og sagde, at han synes, det havde været fedt ræs. I finalen gjaldt det bare om at styre løbet. Jeg turde ikke satste for meget grundet de tidligere dækproblemer, så jeg passede virkelig på dem. Mod slutningen kunne jeg mærke, at de igen begyndte at blive dårlige, men de holdt heldigvis hjem.”
Jan Magnussen rejser nu til Canada, hvor han i næste weekend skal køre for Corvette i en afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie. Jan Kaiser JanMagnussen.com KevinMagnussen.com Læs mere om: Jan MagnussenRee SportJyllandsringen23/08/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |