I Valencias gader har det samlede Formel 1 felt set Michael Christensen vise stor klasse og i en "næsten" perfekt weekend køre 2 flotte sejre hjem.
Med pole postion til begge løb og hurtigste omgang kan man jo ikke forlange mere - og dog! "Næsten" fordi sejrene og pointene indtil videre er betingede, grundet den verserende sag, hvor det hævdes, at de 3 Team-Mücke racere siden 2. løb i Ungarn skulle have kørt med nogle ikke godkendte olietryksventiler.
Teamet blev fredag først frataget point for løbet i Ungarn, og derpå nægtet deltagelse i årets resterende løb. Men Mücke teamet har naturligvis anket dommen, og herved fået lov at deltage, under appel, i årets resterende løb.
Skulle afgørelsen, når appelsagen er afsluttet, gå teamet imod, betyder det, at de indkørte points ikke vil være gældende i det samlede mesterskab.
Desuden vil kørernes og teamets resultater i resten af året ikke fremgå af de officielle pressemeddelelser efter kvalifikation og løb.
Men uanset hvordan juraen ender med at blive afgjort, har Michael Christensen i denne weekend gjort det eneste rigtige og fokuseret på løbet. Bevist, at han er klassens stærkeste kører, og har vist resultaterne på banen.
At han også formår at fastholde koncentrationen trods et stærkt psykisk pres fra en sag, han helt uden skyld er havnet i, viser også stor klasse.
Og det er helt sikkert blevet bemærket de rigtige steder.
Den "virtuelle" føring i mesterskabet besættes lige nu suverænt af Michael Christensen. Om den også holder senere, må vi afvente efter den tekniske behandling af sagen. Søren Christensen
Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenMücke MotorsportValencia (gadeløb)23/08/09 - Valencia (gadeløb) - Formel BMW Euro |