Alt for tidligt går sæsonen i Bel-Ray SSC Challenge nu på hæld. Efter søndagens sidste løb er alle mestre fundet, og der går lang tid før klassen igen er at finde på en racerbane. Men for ikke at tage sorgerne på forskud, kan det røbes, at klassen endnu en gang vil levere spændende og publikumsvenligt motorløb på Ring Djursland i denne weekend. Sidste års mester, Christian Vejby, sikrede sig allerede ved Grand Prix Danmark på Jyllandsringen sit andet mesterskab, denne gang i SS2-klassen, hvor nordjyden i de seneste løb har fået skarp konkurrence fra Jacob Borum. Det samme er tilfældet i SS3, hvor Christer Gislerud kan kalde sig for dansk mester anno 2009 med et forspring på 122 points ned til veteranen Jørgen Hansen, der har måttet stå over i det seneste løb på grund af motormangel.
Christer Gislerud og Christian Vejby kæmper for det generelle mesterskab i weekenden. (Foto: Gripping Media)
Når ordet "veteran" er blevet nævnt, kan man ikke undlade at nævne Johannes Graversen, der i sin Fiat X 1/9 også ligner en sikker mester i SS4-klassen efter Frederik Holm's grimme ulykke på Jyllandsringen.
SS1-klassen har ikke været tæt befolket i år, men Morten Schmidt har da fået luftet sin VW Golf E85. (Foto: Gripping Media)
Selvom de fleste mesterskaber allerede nu er sikret, behøver ingen at frygte for kedeligt racerløb i weekenden. Der er stadig en - mere eller mindre teoretisk - kamp om det generelle mesterskab, som Christer Gislerud fører med 31 points ned til Christian Vejby. Med 40 points at køre for skal det virkelig stå slemt til for Gislerud for at han mister føringen, men intet er afgjort før målstregen er krydset for sidste gang.
Klas Høj håber at have elimineret fejlene på sin Volvo S40 efter mange måneders frustrationer. (Foto: Gripping Media)
Special Saloon Car-folket har heller ikke nogensinde været kendt for at give op, hverken når det gælder racerløb eller reparationer på bilen. Et godt eksempel på sidstnævnte er Klas Høj, der efterhånden må siges at have været igennem en del med sin Volvo S40. Efter at have kæmpet i snart to år for at få bilen til at køre, hvor defekter gang på gang har holdt ham fra at køre race, håber han på endelig at have fået udryddet fejlene én gang for alle. En opgraderet motorstyring skulle efter sigende have løst en masse problemer for østjyden, og nu er han klar til at indtage Ring Djursland, forhåbentligt uden yderligere defekter.
Bel-Ray SSC Challenge Gripping Media ApS Læs mere om: Christer GislerudChristian VejbyJakob BorumKlas HøjRing Djursland13/09/09 - Ring Djursland - Special Saloon |