Danish Endurance Championship   16/09/09

Jan Magnussen starter i Danmarks vildeste Mini
DEC - Danish Endurance ChampionshipLe Mans-vinderen deltager i langdistanceløb på Padborg Park
Lørdagens fjerde afdeling af Danish Endurance Championship på Padborg Park kommer til at byde på masser af nye oplevelser. Både for publikum, men så sandelig også for et par af deltagerne. Med i feltet er nemlig en knaldgul Mini fra HP Racing, hvor den faste chauffør Per Uhrenfeldt, Næstved, denne gang bliver sekunderet af ingen ringere end de to DTC-kørere Martin Jensen, Albertslund, og Jan Magnussen, England.

”Jeg ved, at bilen skulle være hurtig af en Mini, men det er det eneste, som jeg ved om bilen,” siger Jan Magnussen, som har haft lejlighed til at prøvesidde bilen.
”Jeg glæder mig til at skulle prøve den på lørdag, for jeg tror, at det bliver sjovt. Det glæder jeg mig meget til, men jeg glæder mig også til at atter at skulle køre langdistanceløb på Padborg Park. Sidste gang jeg gjorde det, var til det allerførste fire timers løb på Padborg Park, som jeg i øvrigt vandt.”


På lørdag sætter Jan Magnussen sig bag rattet af en vild Mini og kører langdistanceløb på Padborg Park.
(Foto: Morten Alstrup)

Muligheden for at blive chauffører i den gule Mini er opstået gennem Henrik Olesen, der i DTC-sæsonen sekunderer Martin Jensen og Jan Magnussen med dataanalyser, men som sammen med Per Uhrenfeldt har stået for at bygge den specielle Mini.

”Karrosseriet er et standard stålkarosseri, men derudover er dørhåndtagene vist det eneste originale,” fortæller Henrik Olesen om det, der må være den vildeste originale Mini i dansk motorsport.

”Motoren er en original Mini-motor, som vi har udstyret med et indsprøjtningstopstykke og en motorstyring præcist ligesom den, man anvender i en DTC-racer. Den yder 140 hestekræfter, men det er ikke det eneste, vi har ændret på bilen. Hele vejen rundt har vi sat så store skivebremser på, som der kan blive plads til, og så er hele undervognen blevet optimeret til race. Med chauffør vejer den bare 710 kilo, så den kan bremse meget sent.”

”Den må være ret vild,” vurderer Jan Magnussen, der sammen med Martin Jensen og Per Uhrenfeldt stiller op i den såkaldte division 1 for biler under 1600 cm3. Her møder trioen endnu en person fra Ree Sports DTC-team, nemlig Flemming D. Olsen, Roskilde, som deler en Citroën C2 med Jens Henrik Hansen og Jens Erik Hansen, begge Havdrup.

”Vi må se, om ikke vi kan vinde over Flemming og de andre, men det er også en giftig maskine, de kører i,” siger Jan Magnussen. ”De har desværre ikke rigtigt fået den til at holde i år, så det kan være, at heldet tilsmiler os.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Martin Jensen
  • Per Uhrenfeldt
  • HP Racing / Henrik Poulsen
  • Padborg Park
  • 20/09/09 - Padborg Park - Formel Ford Festival DK - EM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport