Roskilde fik endnu en Formel Ford-mester, da Dennis Lind søndag vandt sit første mesterskab for Fluid Motorsport på FDM Jyllandsringen. Forud for finaleweekenden førte teenageren med kun et enkelt point foran mesterskabsrivalen Jesper Egebart, og det forspring forsvandt da Egebart kørte sig til pole position i øsende regnvejr lørdag. Det våde vejr var ikke optimalt for Dennis Lind. (Foto: Gripping Media)
'Det er over et år siden, vi sidst har kørt i regnvejr med bilen', fortæller Dennis, og fortsætter: 'Der er lavet mange ændringer siden sidst, så det var helt forfra med at lave setup, og det blev aldrig helt godt.' Trods det ikke helt optimale setup, rakte tiden til 2. startplacering.
Mens aftensbønnen ret sikkert drejede sig om godt vejr søndag, blev bilen minutiøst gennemgået fra A til Z af Fluid Motorsport's mekanikere, så alt var i topform til løbene søndag.
Efter endnu en regnbyge var det en våd bane, Formel Ford-kørerne indtog til det første heat. Mens Dennis fik en god start, måtte konkurrenten lade sig falde flere pladser tilbage. Selvom forspringet til Egebart langsomt blev mindre, lykkedes det Dennis at tage sejren i det første heat.
Sejren i første heat gav et tiltrængt pusterum. (Foto: Gripping Media)
Sejren gav en stor portion ro og selvtillid, og det var en helt anden kører, der mellem de to løb snakkede og hyggede sig med familie, venner og sponsorer.
'Det var lige hvad jeg trængte til', spøgte han. 'Nu føler jeg, at mine chancer er fornuftige, så det gælder bare om at holde hovedet koldt og køre fornuftigt.'
Desværre var Roskilde-drengen for ivrig efter at komme afsted, så han skød afsted før de røde lamper slukkede. En forseelse, der blev takseret til en stop 'n go-straf. Efter at have udført sin straf, var Dennis nu længere nede i feltet, og der var reelt ikke nævneværdige chancer for at tage mesterskabet. Men 'give op' findes ikke i ordbogen hos Dennis Lind, så han indledte en intensiv jagt på placeringer.
På løbets sidste omgang fik han kontakt til bilerne på 3. og 4. pladsen, og da disse i deres indbyrdes duel kørte af banen, kunne Dennis køre over målstregen som nummer 2 - med lige mange mesterskabspoints som Jesper Egebart. Dermed vinder Dennis Lind det danske Formel Ford-mesterskab på antallet af sejre i sæsonen.
Glæden var stor da sejren var i hus. (Foto: Gripping Media)
'Det er en helt ubeskrivelig fornemmelse', sagde en tydeligt rørt Danmarksmester efterfølgende. 'Jeg havde stort set afskrevet mine chancer efter tyvstarten, men lige pludselig, i sidste øjeblik... Det er bare så fedt!'
Dennis Lind - Danmarksmester 2009. (Foto: Gripping Media)
Der var ingen tvivl om at det var et mesterskab med betydning for alle i teamet. Glæden var også stor, da den nykårede mester vendte tilbage til teamets telt. Sponsorer, familie og venner stod klar til at fejre succesen, og en anden Roskilde-mester, David Falch, kom også forbi og gav Dennis et tiltrængt champagne-bad.
skulle have et billede af mesteren med hjem til samlingen. (Foto: Gripping Media)
Om to uger går turen til Brands Hatch-banen i England, hvor der afholdes det uofficielle verdensmesterskab i Formel Ford-klassen. Her vil Dennis forsøge at gentage en anden Roskilde-kørers succes. Jan Magnussen vandt netop dette prestigeprægede løb i 1992, året før Dennis blev født.
Dennislind.dk Gripping Media ApS Læs mere om: Dennis LindFluid MotorsportJyllandsringen04/10/09 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK |