FIA GT3   22/10/09

Christoffer Nygaard slutter sæsonen i Belgien
Lyngby-racerkøreren skal forsvare sin sjetteplads i Europamesterskabet
I den kommende weekend afslutter Christoffer Nygaard sin 2009-sæson. Det sker i Belgien, hvor han sammen med Florian Gruber deltager i sjette og sidste afdeling af det officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne, hvor duoen aktuelt indtager en sammenlagt sjetteplads. Den placering går de efter at forsvare, og om muligt også forbedre.

”Men jeg tør ikke komme med noget resultatmål for weekenden, for jeg synes, at vi her i efteråret flere gange har følt, at det er gået godt for os, men hvor det så er gået galt,” indrømmer Christoffer Nygaard.

Det gjaldt således i forgangne weekend, hvor han ikke kunne fuldføre finalerunden i det tyske mesterskab. Her gik der ild i bilen!

”Heldigvis var det ikke så slemt,” forklarer Christoffer Nygaard. ”Det var en gearkassepakning, som lækkede og sendte olie ud, men det eneste, der gik op i flammer, var bagkofangeren. Den er skiftet, og så er der naturligvis også kommet ny pakning i gearkassen.”

Sidste afdeling af Europamesterskabet køres på den tidligere Grand Prix-bane, Zolder, og det bliver endnu et nyt bekendtskab for den unge racerkører fra Lyngby.

”Den bane har jeg aldrig været på, men dem der har siger, at det skulle være en god bane, og umiddelbart skulle den være fornuftig til vores bil,” siger Christoffer Nygaard. ”Jeg tror igen, at vejret kan blive meget afgørende for vores performance. Med regnvejr plejer vi at gøre det godt, men vi slog en skæv i sidste weekend i Oschersleben, men nu får vi en chance mere. Jeg håber selvfølgelig, at det bliver tørvejr, for så bliver det mere reel race.”


(Foto: Burkhard Kasan)

Men ud over vejret rummer weekendens løb på Zolder også en anden joker. Det er afviklingsformen, som denne gang er anderledes, da GT3-klassen, som Christoffer Nygaard og Florian Gruber stiller op i, også har fået følge af den såkaldte GT1-klasse, der ligeledes skal afvikle løb.

”Det betyder, at vi skal køre fri træning om fredagen, tidtagning om lørdagen, mens vi skal køre de to løb om søndagen. Her plejer vi normalt at køre et løb lørdag og et løb søndag,” siger Christoffer Nygaard.

”Lige umiddelbart kan det blive dyrt, hvis der går noget galt i første løb. Det så vi tidligere i år i Italien, hvor vi fik motorproblemer i første løb, som vi ikke kunne få løst til det andet. De problemer skulle vi have fået bugt med, men det gælder i hvert fald om ikke at have uheld i første løb, for så kan det meget hurtigt være slut til løb to.”

christoffernygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Florian Gruber
  • Fischer Racing
  • Zolder

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk