Formel Ford   24/10/09

Flot resultat for Nils K. Vestergaard
- i VM for Formel Ford
Som afslutning på en flot racing-sæson deltog udenlandsfynboen: Nils K. Vestergaard i Formula Ford Festival 2009 - det uofficielle VM Dette arrangement blev traditionen tro afviklet på motorsports-mekkaet: Brands Hatch lidt sydøst for London i England.

- På Brands Hatch blev det allerførste Formel Ford-race afviklet tilbage i 1967, forklarer Nils K. Vestergaard. - Fra 1976 blev Formula Ford Festival’en derfor kørt på den kuperede 1.929 m. lange rundbane efter nogle opstartsår på hos kollegaerne i Snetterton. Hvert år lige siden 1971 har topkørerne været samlet fra de respektive FF-serier i Europa, USA og Australien/New Zealand til sæsonfinale.


Nils K. Vestergaard var hurtigste dansker i kvalifikations-tidtagningen på Brands Hatch.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

2009-slutresultatet for Nils K. Vestergaard blev bronzemedalje både i den spektakulære Formula Ford Benelux -serie (FFB) samt det åbne hollandske mesterskab. I FFB-slutspurten måtte udenlandsfynboen imidlertid bortvælge trænings-sessionerne inden løbsweekenderne, fordi praktikperioden som racing engineer i Formel 1-teamet: Force India krævede fuldt fokus.

- Som et lille skulderklap gav Force India mig dog fri til træningerne ved Formula Ford Festival’en, fortsætter Nils K. Vestergaard. - Det var tredje gang, at jeg deltog i dette spektakulære motorløb, hvor frontrunnerne prøver race craft mod hinanden. Som privatteam kom vi med realistiske forventninger til slutresultatet, idet pejlemærket var en slutplacering i TOP TI. Flere af konkurrenterne havde således trænet flere gange på Brands Hatch for at været finjusteret til det prestigefyldte sæson-punktum.


Nils K. Vestergaard leverede en koncentreret indsats ved det uofficielle VM i Formel Ford.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Ved tidtagnings-kvalifikationen levede Nils K. Vestergaard flot op til ambitionerne ved at blive nr. 5 i den ene halvdel af feltet: - FFF er et knock out-motorløb således, at de langsomste kørere bliver frasorteret i de efterfølgende semifinaler. Jeg var bedste danske kører i kvalifikationen, men blev generet noget i min semifinale af de forankørendes uheld/crash. Som et ekstra kolorit var en af mine landsmænd desuden ved at køre/skubbe mig helt ud i botanikken, fordi hans kørerskarphed fejlede under en undvigemanøvre.

Nils K. Vestergaard gik direkte videre til finalen efter en slutplacering som tolver i semifinalen: - Jeg scorede en startplacering som nr. 24 blandt de 28, som nåede gennem nåleøjet. Som en lille sidehistorie kvalificerede min ærkerival fra FFB-serien: Ann Melroy Hemskeerk sig kun lige med som finalens agterlanterne som nr. 28, selv om han havde smugtrænet flere gange i 2009 på Brands Hatch.


Udenlandsfynboen leverede en god indsats i finalen på Brands Hatch.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I finalen kørte Nils K. Vestergaard sig 9 positioner frem til en slutplacering som nr. 15, og tangerede dermed sit resultat fra 2008:
- Formula Ford Festival’en er meget chancebetonet, fordi mange kørere har store ambitioner om at slutte i top tre. Derfor bliver der taget flere chancer end normalt, og et topresultat bliver en kombination af race craft samt konkurrenceheld. Jeg er dog godt tilfreds med min egen og racingteamets indsats, fordi jeg trods alt kørte mig pænt frem i feltet på de 25 konkurrenceomgange i FFF-finalen, hvor man absolut ikke får overhalingerne foræret. Ann Melroy Hemskeerk sluttede således som nr. 22, og han har ellers været pænt suveræn i FFB 2009-serien.


Nils K. Vestergaard er godt tilfreds med 2009-indsatsen i Formel Ford.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

2009-satsningen er sket i samarbejde med Gulf Oil Danmark. Racingteam Vestergaard går nu i vinterdvale, hvad angår konkurrence-deltagelse. Hjemme i værkstedet på Fyn skal den franske Mygale-racer adskilles i atomer, og single seateren får en gennemgribende renovering.


Nils K. Vestergaard sluttede som nr. 15 i finalen på Brands Hatch.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Teamchef Gert Vestergaard forklarer om klargøringen til 2010:
- Gennem 2009-sæsonen har raceren modtaget og modstået mange knubs. Dette er en del af gamet, når man kører med helt fremme i løbsseriens top tre. Samtidig er holdbarheden og sikkerheden i tredje generation af Formel Ford’en ret så høj, hvorfor det bliver en overkommelig opgave at gennemgå sliddelene. Samtidig har vi noteret nye ideer til forbedring, som vi ikke har haft mulighed for iværksættelse midt i konkurrence-sæsonen.

Racingteam Vestergaard

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard
  • Racingteam Vestergaard
  • Brands Hatch

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto