Den unge danske racerkører blev nummer tre i belgisk Europamesterskabsløb. For tredje gang i denne sæson kom Christoffer Nygaard og hans tyske makker Florian Gruber på podiet ved en EM-afdeling, da årets finale i weekenden blev kørt på Zolder-banen i Belgien. Makkerparret i Fischer Racings hvide Ford GT-racer sluttede på en tredjeplads i det første af søndagens to løb, og det var med til at sikre racerkøreren fra Lyngby den sammenlagte sjetteplads i FIA’s officielle Europamesterskab for GT3-kørere. ”Det var super at slutte sæsonen med en pokal,” siger Christoffer Nygaard, der i årets i alt 12 EM-løb nåede at komme på podiet i tre af dem. ”Med søndagens tredjeplads har jeg nu prøvet alle tre trin på trappestigen til EM, og selv om løbet i går var et af det bedste, jeg har kørt i år, så var podiet på Oschersleben, hvor vi vandt, trods alt det sjoveste.”
På Zolder sikrede Christoffer Nygaard sig sjettepladsen i EM for GT3-sportsvogne. (Foto: Markus Berns)
Tredjepladsen i det første af søndagens to løb på Zolder kom i hus efter en hård fighterindsats fra Christoffer Nygaard og hans tyske makker. Alene tidtagningen – hvor EM-feltet blev sendt på banen sammen med en række biler fra det belgiske GT3-mesterskab – var en udfordring. Her endte Christoffer Nygaard med at sætte bedste tid på sidste omgang. Hvor han vel at mærke overhalede to biler! Udfordringerne fortsatte i det første løb, som fandt sted på en våd bane.
”Jeg fik en lidt skidt start, men jeg endte med at køre et super godt stint, hvor jeg fik os kørt op til tredjepladsen, men det var et af de vildeste løb, jeg har kørt,” indrømmer den unge danske racerkører.
”Vi har ingen traction control på vores Ford, og jeg kørte bare så meget sidelæns. Jeg fik kørt mig op til en Ferrari, der havde traction control og som kunne køre fra os, men da det begyndte at tørre op, fik jeg overhalet ham, så jeg var treer, da jeg kom i pit. Jeg valgte at blive så længe ude på regndæk, så vi var sikre på, at Florian kunne fortsætte på slicks efter pitstoppet. Til sidst sejlede bilen rundt for mig, men det gik, og selv om vi tabte en plads til en Audi i pitstoppet, fik Florian passeret den, så vi kunne tage tredjepladsen.”
Søndagens andet løb på Zolder blev resultatmæssigt en skuffelse.
”Når vi havde fået en pokal hjem efter at være startet første løb som nummer otte, så havde vi håbet på mere i andet løb, hvor vi startede som nummer fire,” indrømmer Christoffer Nygaard, der dog endte med at få en niendeplads efter en opkørsel gennem feltet.
”Florian kom af sted som firer, men så begyndte det at regne. Der kom safety car på banen, fordi alle var på slicks, og da Florian kørte ind for at skifte dæk, kom jeg i bilen. Jeg er nede som 21er, og så kørte jeg den igennem på regndæk og fik overhalet 6-7 biler, og så begyndte banen at tørre igen. Jeg valgte at blive ude, hvor andre kørte i pit, og så endte vi som nier.”
Christoffer Nygaard og Florian Gruber var for tredje gang i år på podiet. (Foto: Markus Berns)
Niendepladsen i søndagens sidste løb udløste lige akkurat ingen points til Europamesterskabet, men alligevel kunne Florian Gruber og Christoffer Nygaard se tilbage på en sæson, hvor de sammen med Fischer Racing opnåede de mål, de havde opsat.
”Vi fik opfyldt vores målsætning om at blive bedste hold med en Ford i mesterskabet, og det blev vi. Vi havde også håbet på en sammenlagt top 10-placering, da vi startede, og den nåede vi også,” siger Christoffer Nygaard. ”Men når vi så her til sidst står med en sjetteplads og ikke er så langt fra dem, som blev firer og femmer i mesterskabet, kan vi alligevel ikke lade være med at være lidt skuffede. Men sådan er sport jo.”
christoffernygaard.dk Læs mere om: Christoffer NygaardFlorian GruberFischer RacingZolder |