Formula Renault 3.5 Series   28/10/09

Kevin Magnussen imponerende hurtigst
i første Formel Renault 3.5 test, slog banerekord i første test!
Kevin Magnussen stiftede i dag bekendtskab med den hurtigste racerbil, han endnu har prøvet i sin korte karriere, da han på Motorland banen i Spanien testede en Formel Renault 3.5. Den kun 16-årige søn af tidligere Formel 1 kører Jan Magnussen, havde via sin andenplads i det Nordeuropæiske mesterskab i Formel Renault 2.0, NEC, vundet testen.

Den lynhurtige formelracer vejer kun 650 kilo, har masser af downforce og yder med sin 3,5 liters V6 motor næsten 500 HK. Formel Renault 3.5 har på kort tid fostret Formel 1 kørere såsom Sebastian Vettel og Robert Kubica samt den yngste Formel 1 kører nogensinde, spanieren Jaime Alguersuari, der i år har kørt Formel Renault 3.5 sideløbende med sine forpligtelser for Toro Rosso i Formel 1.

Til trods for, at det var Kevin Magnussens første test i så hurtig en racerbil, imponerede han både teamet Pons Racing og alle andre, ved at slutte dagen som hurtigste mand i en tid, der slog den hidtidige banerekord.
Og det til trods for, at feltet på 24 kørere blandt andet talte Antonio Felix Da Costa, vinder af NEC mesterskabet og med tidligere test-erfaring af Formel Renault 3.5, Marco Sørensen, Renault Formel 1 teamets danske ”lærling”, Greg Mansell, søn af tidligere Formel 1 verdensmester Nigel Mansell – der ligesom Jan Magnussen også var til stede ved testen.


(Foto: Jan Kaiser)

”Det var helt vildt. Fuldstændig sygt fedt” sagde en begejstret Kevin Magnussen, der havde svært ved at finde ord, der kunne beskrive oplevelsen.
”Den er så vild den bil. Men det gik faktisk hurtigt med, at jeg fandt mig tilpas i bilen. Når man gav gas, skulle man virkelig presse sit ben ned, for ellers blev det skubbet væk fra speederen af accelerationen! Jeg havde forestillet mig noget vildt, men det her var endnu vildere. Jeg tror, det var sådan jeg havde forestillet mig, det ville være at køre en Formel 1 bil - så en Formel 1’er må være seriøst hurtig. Grænserne for, hvor hurtigt man kunne køre i svingene ligger så langt, langt væk fra, hvad jeg tidligere har prøvet. Så i starten var det ulækkert og fascinerende på samme tid, da man selvfølgelig skal vænne sig til, at køre med så meget downforce. Jeg er jo slet ikke vant til, at en bil har så meget greb i de hurtige sving, men jeg havde før testen set på telemetrien (data fra bilen – red.), hvilke sving der kunne tages med speederen i bund, så det var bare at gøre det fra første omgang, så ens hjerne hurtigst muligt kunne vænne sig til farten. Svingene kommer også en hel del hurtigere end jeg er vant til, men allerede efter et par omgange kunne jeg begynde at presse og prøve grænser af. At jeg så ender dagen med at have sat hurtigste tid, endda under banerekorden, er bare superfedt. Så alt i alt har det bare været en perfekt dag”.

Top 5 tiderne:
1 - Kevin Magnussen - Pons - 1'43"609 - 49 omg.
2 - Antonio Felix Da Costa - P1 - 1'43"656 - 52
3 - Marco Sørensen - RC - 1'43"763 - 58
4 - Daniel Ricciardo - Carlin - 1'43"869 - 50
5 - Greg Mansell - Fortec - 1'43"946 - 49

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Pons Racing
  • Motorland Aragón
  • Motorland Alicaniz testtider

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk