Racerkøreren deltog i en ny serie vinterløb på Paul Ricard Formelt sluttede Christoffer Nygaard sin 2009-sæson i slutningen af oktober, da han deltog i sidste afdeling af det officielle Europamesterskab for GT3-biler i Belgien. Men i den forgangne weekend blev racerkøreren fra Lyngby pludselig kaldt til Sydfrankrig, hvor han endte med at score to førstepladser! ”Der er blevet etableret en ny vinterserie på Paul Ricard-banen i Frankrig, hvor der inden nytår afvikles tre løbsweekender,” forklarer Christoffer Nygaard. ”Mit normale team, Fischer Racing, havde tilmeldt sig for at prøve nogle nye kørere af, men de ville også gerne have en kører med, som kendte bilen, så da de ringede, var det bare et spørgsmål om at komme ud af døren og så af sted.”
Christoffer Nygaard blev sat sammen med finske Mikko Eskelinen, og de to skulle hver især deltage i et sprintløb over en halv time, inden de sluttede dagen af med at dele den hvide racerbil i et løb over en time med indlagt pitstop.
”Mikko kørte det første sprintløb og blev nummer fire blandt GT-kørerne,” fortæller Christoffer Nygaard. ”Han gjorde det godt, og da jeg skulle køre mit sprintløb, startede jeg som nummer seks generelt og nummer to blandt GT-kørerne. Her kørte jeg så frem til en toer generelt, mens jeg vandt blandt GT-kørerne.”
Christoffer Nygaard vendte tilbage til Paul Ricard og vandt. (Foto: Markus Berns)
”I langdistanceløbet kørte Mikko den første halv time, og han overlod bilen til mig, mens den var på tredjepladsen, og jeg kørte den op på en førsteplads og fik opbygget et forspring på 25 sekunder til næste GT-bil ved mål.”
Når Christoffer Nygaard næste gang skal i aktion, kommer det også til at ske i et langdistanceløb. Han bliver nemlig holdkaptajn for et af i alt seks hold, der skal være med til at indvie en indendørs bane for elektriske gokarts, der åbner i den første weekend af december på Østerbro i København.
christoffernygaard.dk Læs mere om: Christoffer NygaardMikko EskelinenFischer Racing |