Formel 3 DE   07/02/10

Imponerende startfelt i den tyske ATS F3 Cup
Modsat flere højprofil Formel 3 mesterskaber, er startfeltet i ATS Formel 3 Cuppen 2010 her 2 måneder før sæsonstarten næsten komplet.
Kevin Magnussen er jo det (foreløbig eneste) danske islæt.
Når starten til mesterskabet går den 10. - 11. april på Oschersleben med de første 2 af ialt 18 løb, kan vi forvente et felt tæt på 30 racere.

Allerede nu har 25 kørere tegnet kontrakt til deltagelse i serien, der er et økonomisk alternativ til F3 Euroserien og den nye GP3 serie, hvor Michael Christensen er en af de foreløbig kun 9 kørere, der har tegnet kontrakt.

Måske er det meget sigende for den almindelige økonomiske situation i Europa og motorsporten generelt, at feltet til dette fornuftigt prissatte mesterskab nu er næsten komplet. Alt imens de store, mere eksklusive, F3 mesterskaber med deres budgetter på omkring 500.000 Euro for en sæson i et gennemsnitligt team, har problemer med at få kontrakterne på plads med de nye unge talenter.

Et budget for en sæson i ATS cuppen, der køres på tyske baner i forbindelse med bl.a. ADAC GT3 løbene, samt en afstikker til Assen i Holland, lyder på ca.150.000 EUR, idet der køres med chassiser, der er flere år gamle - så teknikken er gennemtestet fra start!
Deutsche Post er seriesponsor og har dermed fra 2010 både sikret større medieopmærksomhed, og ikke mindst i disse tider, pæne pengepræmier med ialt 140.000 EUR i puljen.

Flere teams er nye i serien. For eksempel det kendte hollandske Van Amersfoort Racing og naturligvis Motopark Academy fra netop Oschersleben, der har lukket sit Formel Renault team ned og nu istedet deltager med 4 racere i ATS cuppen, herunder Kevin Magnussen, der allerede i tyske medier beskrives som en af favoritterne til at vinde mesterskabet.

Af de 25 allerede kontraktede kørere, deltager de 20 af dem i hovedserien for min. 3 år gamle racere, mens 5 deltagere kører den såkaldte trofæ serie i racere der er min.6 år gamle. Chassiser er primært fra Dallara, mens motorerne kommer fra Volkswagen og Mercedes.

Søren Christensen


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk