Grand Am   22/02/10

Ny kontrakt til Jan Magnussen
Jan Magnussen kan tilføje endnu 8 amerikanske løb til sin løbskalender i 2010. Udover sin kontrakt med Corvette i den Amerikanske Le Mans Serie har den lynhurtige dansker netop underskrevet endnu en kontrakt, denne med Stevenson Motorsport, hvor han skal køre deres Chevrolet Camaro GT.R i GT klassen i Grand-Am. Jan Magnussen kørte for teamet ved 24 timers løbet på Daytona, hvor han sammen med holdkammeraterne Robin Liddell og Andrew Davis førte løbet, da de fik problemer med gearkassen.

Til de kommende løb, skal Jan Magnussen dele bil med Gunther Schaldach i bilen med startnummer 97. Grundet sine øvrige forpligtelser kan Jan Magnussen ikke køre hele Grand-Am sæsonen og misser dermed 3 af de tilbageværende 11 løb.

At Stevenson Motorsport er begejstret for det fortsatte samarbejde med Jan Magnussen, fremgår tydeligt i teamets pressemeddelelse. ”Ethvert team, der er heldig nok at skrive kontrakt med Jan Magnussen, nyder fordelen af at have hans fantastiske talent til at arbejde for dem i deres kamp på at smadre modstanderne. Alt for mange teams kender udfordringen i, at køre ræs imod ham” skriver teamet.


Jan Magnussen skal køre endnu 8 løb i Stevenson Motorsports Chevrolet Camaro GT.R.
(Foto: Jan Kaiser)

Teammanager Johnson udtaler:
”Vi havde en fantastisk oplevelse med Jan Magnussen i vores bil på Daytona. Og når han siger, at han godt kunne tænke sig at køre flere løb sammen med os, så var det logisk at putte ham i vores bil med startnummer 97. Ganske enkelt, så finder man en plads i teamet, når en af verdens bedste kørere siger, at han gerne vil køre for dig.”

Jan Magnussen ser også frem til flere løb i Grand-Am serien, hvor han tidligere har vundet syv sejre.
”Jeg elsker at køre ræs, så jeg er super glad for, at det er blevet muligt at køre flere løb for Stevenson Motorsport. Vi havde et rigtig godt samarbejde på Daytona og til trods for, at det er en ny bil, så viste vi, at den var konkurrencedygtig, så jeg er sikker på, at vi skal være med til at kæmpe om sejre. Grand-Am klassen byder på tæt ræs og når jeg så samtidig skal køre den konkurrencedygtige GT klasse for Corvette i den Amerikanske Le Mans serie, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg er så heldig, at jeg får det bedste af to verdener. Der er så mange arbejdsløse racerkørere eller kørere, der skal medbringe penge for at få et sæde, så at min kontrakt med General Motors har åbnet endnu en dør til et fantastisk job, er næsten for godt til at være sandt”.

Første løb bliver allerede den 6. marts på Homestead i Florida.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Gunther Schaldach
  • Jan Magnussen
  • Stevenson Motorsports
  • Homestead
  • 07/03/10 - Homestead - Grand Am

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport