Historisk Formel   29/04/10

Perfekt debut for Kasper Stoltze som formelkører
Sæsonåbneren for historisk motorsport foregik på Sturup Raceway, samtidig med DTC præmieren på Jyllandsringen. En weekend med godt vejr, solskin og sommerfornemmelser.

Kasper har deltaget i historisk motorsport i nogle år, og er her kendt som en meget dygtig, stabil og hurtig chauffør. Hidtil har han tumlet en Ford Mustang i overbevisende stil, og sidder på sin divisions banerekord på både Sturup Raceway og Ring Knutstorp.


Tager det ternede flag
(Foto: CM Motorsport)

Sidste forår fik Kasper mulighed for at prøve Claus Møllers Reynard Formel 2000 på KTI i Roskilde, og har lige siden ønsket at prøve sådan en racer under løbsbetingelser. I år er Claus Møller skiftet til sportsvogns ræs og derfor er hans Formel 2000 sat til salg eller leje. Det var Brian Stoltze, Kaspers far, ikke sen til at benytte sig af, og nu gik drømmen om en debut i de hurtigere formelbiler i opfyldelse for Kasper.


Sådan så konkurrenterne Kasper Stoltze
(Foto: CM Motorsport)

Og sikke en debut. Kasper var både den flittigste og den hurtigste kører i første træning, og tog også Pole Position i første forsøg. I begge heats lagde Kasper fra land med stor selvtillid, og i begge heats sluttede han som overlegen vinder. På intet tidspunkt kunne konkurrenterne true Kasper.

I løbet af weekenden satte Kasper ikke en fod forkert, og han var begejstret over køreegenskaberne i Reynard raceren, som fra starten var perfekt sat op og ikke blev justeret i løbet af weekenden. ”Vægt/effekt forholdet er egentlig som jeg er vant til, men den bremser og styrer bare så fantastisk meget bedre. Det er simpelthen utroligt, hvor meget fart jeg kan bære med igennem svingene og hvor tidligt man kan gå på gassen igen. Og så er bilen meget let at styre på grænsen” sagde Kasper efter kvalifikationen.

I søndagens sidst heat nåede Kasper endda at sætte en hurtigere tid, end Claus Møller nogensinde selv har kørt i bilen på Sturup Raceway. Med en omgangtid på 1.02,437 sekunder var Kasper blot et lille halvt sekund fra banerekorden i historisk formel. En Banerekord Henrik Andersen har sat i en lidt nyere og noget kraftigere Formel Opel Lotus.

På trods af den fantastiske debut er det ikke sikkert, om Kasper vælger at stille til start i flere afdelinger af formel-mesterskabet. Planerne går lige nu på endnu en sæson i Ford Mustang i ’71-klassen. Oprindeligt overtog han sin fars bil og har været alene om at repræsentere familien, men til i år har Brian bygget sig en ny Mustang, så far og søn skal for første gang til at konkurrere indbyrdes. Det bliver en kamp mellem to forskellige kørestile. Kasper med nærmest kirurgisk præcision og Brian i sin velkendte brede stil med fuld gas ud af alle sving.

www.cm-motorsport.dk


Læs mere om:
  • Kasper Stoltze

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk