Verdens største og bedste historiske racerfestival Hvert år siden 1993 har Lord March arrangeret en festival for historiske racerbiler i sin ”baghave”. De kommer fra alle steder på jordkloden.
Hovedtemaet i år er ” Viva Veloce!”. Som titlen antyder er det noget med ”begejstring over fart” og noget med Italien. Et land der netop altid har været begejstret over motorsport og et land der har haft en kæmpe stor betydning for motorsport på verdensplan. (Foto: Motorsporten.dk) | Tænk bare på Alfa Romeo, Ferrari, MV Agusta, Maserati, Lancia, Monza, Mille Miglia, Targa Florio – alt sammen noget med Italien.
Der vil i år være specielt fokus på Alfa Romeo, som har 100 års jubilæum. Et mærke med et hav af biler og historie bag sig. Der kommer – hold fast – 50 Alfa Romeo biler.
Et andet jubilæum er Formel 1, som fylder 60 år. En begivenhed som Goodwood vil fejre med masser af biler og kørere som har præget F1 historien igennem 60 år.
Arrangementet gennemføres som et såkaldt ”hill-climb”. Det vil sige at bilerne en af gangen starter ”for neden” og kører op til toppen af bakken af en lang, snoet asfaltbane.
Et lille tip. Prøv at gå ned omkring startstregen og se når de mest hidsige biler lægger fra land. Der bliver IKKE sparet på hjulspind og dækrøg.
Rallybilerne har desuden deres helt egen 3 kilometer lange rallybane hvor der bliver rig mulighed for at køre sidelæns.
(Foto: Motorsporten.dk) | Nu er det en historisk festival, men en sikker tilskuermagnet er det faktum at ud over historiske biler kommer der også mange nuværende Formel 1 teams.
Topteams som f.eks Ferrari og McLaren og mange af de andre store teams er altid med, typisk med dette eller sidste års biler. Og så er det ikke den med at bilerne er komplet umulige at komme i nærheden af. Nej - man kan frit gå rundt i paddock og komme meget tæt på bilerne.
Traditionen tro kommer mange af de bedste biler fra Le Mans. Forvent at se Audi. Forhåbenligt den som Tom Kristensen har kørt først over stregen med.
Ud over berømte biler vil det også vrimle med berømte kørere. Den største aktuelle stjerne er nok den forsvarende verdensmester Jenson Button, som har meldt sin ankomst. Men forvent også at se mange af fortidens store Formel 1 stjerner.
Og så er det ikke den med at kørerne sidder bag 10 meter pigtråd fra man kommer til man går. Næh – man kan sagtens være heldig at møde kørerne i depotet og bede om en autograf.
Lord March er ud over at være en rig mand med gods og slot også bidt af en gal racerbil og han kører altid selv med i en af de vidunderlige historiske biler.
Festivalen er i år den 2-3-4 juli. Man kan IKKE købe billetter ved indgangen. De skal købes på forhånd. Gå ind på linket Goodwood.co.uk. Her kan man dels bestille billetter og dels læse en masse nyttige informationer om arrangementet.
Vi ses på Goodwood Festival of Speed den 2. - 3. - 4. juli. Allan Nielsen
Læs mere om: Goodwood |