Formula Renault 2.0 NEC   04/06/10

The return of the Mac!
Selvom man som ungt dansk talent ligger nummer 2 i det internationale Formel Renault 2.0 NEC mesterskab, så er det for Mikkel Mac ikke en dans på roser at sikre økonomisk opbakning til at forsvare den andenplads. Men en indædt og målrettet indsats har betydet, at Mikkel har sikret økonomi til én løbsweekend med to løb. Derfor er han at finde i det belgiske KTR teams racer, på Zandvoort banen udenfor Amsterdam!

”Jeg har tidligere kørt et løb på banen, det var sidste år i Formel BMW, ” fortæller det 17 årige formeltalent. ”I Formel Renault har man ikke meget banetid. Så det er altafgørende at man har styr på bilens setup, allerede når man kører ud på banen første gang.”


(Foto: Chris Schotanus)

”Det er en spændende bane, og jeg nyder at køre på den. Sidste gang jeg kørte på den var som nævnt i Formel BMW. Det var desværre i et team hvor jeg ikke havde nogen ingeniør, der kunne hjælpe mig med et setup. Det resulterede i, at jeg startede løbet helt nede på en 24. plads, og derefter var jeg så frustreret at jeg fik kørt mig helt op på en 12. plads.”

Mikkel har ikke kørt racerbil siden seriens sidste løb på hans nye yndlingsbane i Brno i Tjekkiet, al hans tid er gået med at jagte det økonomiske grundlag for det næste løb på kalenderen. Men som tidligere Danmarksmester i både karting og brydning, så trænes der stadig hårdt fysisk 4 gange om ugen.

Fritiden går primært med eftersøge sponsorer til det næste løb. En opgave der tager alle døgnets frie timer, da økonomien på ingen måde er sikret og konstant truer med at stoppe 2010 sæsonen. Håbet er at en sponsor ser Mikkels store potentiale, så han kan koncentrere sig om at træne og forberede sig.

”Jeg håber naturligvis, at KTR teamet kan give mig en bedre bil. Jeg ved, at de har testet med min teamkammerat. Og deres tilbagemeldinger har været, at de har fundet mere tid i bilen. Altså at teamet nu i langt højere grad ved, hvordan de skal sætte bilen op. Det er jo utroligt glædeligt, for både min teamkammerat og jeg.”


(Foto: Chris Schotanus)

Konkurrencen er større end nogensinde i Formel Renault serien, ikke mindst fordi flere teams har opgraderet deres indsat. Og enkelte har endda data og erfaringer fra Formel 3 Masters. Udover Formel Renault løbene, vil der være Formel 3 Masters samt Sebastian Vettels Formel 1 demonstration på banen. Så som sponsor er der masser af kommercielle muligheder, og chancer for eksponering.

”Jeg ved, at min teamkammerat er instruktør på Zandvoort banen. Så det bliver ikke let, og topteamet Van Amersfoort har for nyligt kørt på banen i Formel 3, da det er deres hjemmebane. Men jeg har arbejdet med mig selv, min kørestil og teamet har udviklet sig.”

Målsætningen er klar for den unge dansker, som flere i branchen holder et skarpt øje med. Det bliver ikke nemt, uden testdage og et optimalt setup. Men det skal ikke stoppe et forsvar af 2. pladsen i mesterskabet.

”Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne sikre mig en podieplacering til weekendens to løb!”

Aslak Vind
Presseansvarlig
Mikkel Mac


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • KTR
  • Zandvoort
  • 06/06/10 - Zandvoort - Formula Renault 2.0 NEC

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk