Le Mans   08/06/10

LMP1-preview - Peugeot vs. Audi - fjerde halvleg
Le MansGentager Peugeot sidste års 1-2 triumf, eller genvinder Audi Le Mans trofæet? De to Le Mans-giganter tørner sammen for fjerde år i træk, hvor det tyske mærke har vundet de tre første opgør, mens den franske løve tog stikket hjem senest. Der er meget prestige på spil for de to og de følger hinandens træk minutiøst og modtrækkene har til tider været i det grå felt. Der er derfor lagt op til endnu et brag af et opgør med én sikker vinder, nemlig publikum!

Der har været flere afbud i P1 i løbet af foråret, men ét stikker ud og det er fra Pescarolo Sport. Teamet er blevet opkøbt og Le Mans-legenden Henri Pescarolo blev tilsyneladende ofret som en indledende manøvre. Siden har teamet trukket sin anmeldelse til Le Mans tilbage. Dermed er et fyldigt kapitel, der strækker sig tilbage til 1966, lukket.



Et stærkt Peugeot-team er klar til kamp.
(Foto: Claude Foubert - Endurance-Info.com)

#1 Team Peugeot Total (F) / Peugeot 908 HDi-FAP
Alexander WURZ (A) / Marc GÉNE (E) / Anthony DAVIDSON (GB)

Preview:
Alexander Wurz og Marc Géne skal forsvare deres flotte sejr fra sidste år og med hjælp fra tidligere Aston Martin-kører Anthony Davidson, ser chancerne for en gentagelse ganske gode ud. Sidste år var den løbsvindende Peugeot ikke den hurtigste, men med David Brabham som tredjemand undgik man problemer alle 24 timer og sejren var en realitet. Med dette års ventede endnu tættere topopgør, er det et spørgsmål og den nævnte taktik er nok til at gentage sejren også i 2010.

Review:
Endnu lørdag aften lignede det en gentagelse af sidste års sejr, da udskiftning af det elektroniske managementsytstem for startermotoren og generatoren kostede tre omgange i forhold til søsterbilen #2. Det indledte en hidsig jagt sammen med Audi #7, der på det tidspunkt også var forsinket, og sent søndag formiddag var Peugeoten tilbage på andenpladsen. Den hidsige jagt havde kostet og med lidt over to timer tilbage var motoren færdig og den sidste fabriks-Peugeot udgik.


#2 Team Peugeot Total (F) / Peugeot 908 HDi-FAP
Nicolas MINASSIAN (F) / Stéphane SARRAZIN (F) / Franck MONTAGNY (F)

Preview:
Hvis Peugeot skal overgå sejren fra sidste år, bliver det hvis denne bil med ren fransk kørerbesætning vinder. Nicolas Minassian og Stéphane Sarrazin har tilmed været med på Peugeots hold siden debuten i 2007, mens Montagny kom med året efter, så dette er omtrent Peugeot-Peugeot-bilen. Her er et meget stærkt bud på sejren.

Review:
Den rent franske Peugeot lå og kæmpede om føringen med søsterbilerne lørdag aften indtil de hver især fik problemer, hvilket overlod en sikker førsteplads til #2 gennem hele natten. Søndag morgen klokken 7 ankom Franck Montagny til et regulært pitstop og gik i gang med sit andet stint i træk. På vej rundt på hans første omgang efter efter signalerede en kortvarig brand at Peugeot-motor nummer to var færdig i dette års Le Mans.


#3 Peugeot Sport Total (F) / Peugeot 908 HDi-FAP
Sébastien BOURDAIS (F) / Pedro LAMY (P) / Simon PAGENAUD (F)

Preview:
Det størtste bifald over en Peugeot-sejr vil givet overgå dette team, hvis bysbarnet Sébastien Bourdais kan betræde podiets øverste trin. Både han og Lamy er en meget integreret del af Peugeot-holdet, mens en stærkt kørende Simon Pagenaud er benjamin på dette hold. Endnu et stærkt kørerhold, der kan bringe sejren i hus til Peugeot.

Review:
Hurtigste Peugeot i tidtagningen og den førende bil fra start. Holdet lå og kæmpede med søsterbilen #2 om førstepladsen i løbets anden og tredje time da et knækket hjulophæng stoppede løbet for holdet. Uden mulighed for reparation af kulfibermonococqen, var der ingen anden mulighed end at trække bilen ud af løbet efter bare 2,5 timer og skulle vise sig at være et forvarsel for Peugeots Le Mans 2010. Pedro Lamy var eneste af de tre kørere der overhovedet nåede at køre i dette års Le Mans.


#4 Team Oreca Matmut (F) / Peugeot 908 HDi-FAP
Olivier PANIS (F) / Nicolas LAPIERRE (F) / Loïc DUVAL (F)

Preview:
Hughes de Chaunac har fået overdraget en Peugeot 908 til denne sæson og besat den med faste teamkørere gennem de seneste år. Bilen har været hurtig i hænderne på kørerholdet, men også uheldig og resultaterne i Le Mans-serien små. Spørgsmålet er også hvordan et privatteam håndterer logistiken i at deltage med to vidt forskellige konstruktioner i et og samme løb, eftersom man også indsætter den selvudviklede Oreca-AIM #6. Hvis nogen kan er Hughes de Chaunac manden, men en sejr på Le Mans vil være en overraskelse.

Review:
Godt løb af den private Peugeot, der midtvejs i løbet var på en flot andenplads foran den samlede Audi-armada. Transmissionsproblemer kostede desværre 13 minutter i pitten i løbets 12. time, hvilket satte Oreca-bilen ned på sjettepladsen. Dermed måtte også denne Peugeot forcere for at indhente tabt tid, der bragte holdet tilbage på fjerdepladsen sekunder fra Audi #7 på tredjepladsen, ved 22 timermærket. Knap en halv time senere satte Loïc Duval løbets hurtigste tid i 3:19,074 (246,463 km/t), hvilket var under pole positiontiden. Et lille kvarter senere var det imidlertid slut, med en sidste død Peugeot V12 turbodiesel. Interessant at Olivier Panis kun kørte fem stint i to perioder gennem de knap 23 timer bilen var kørende.


#5 Beechdean Mansell (GB) / Ginetta Zytek
Nigel MANSELL (GB) / Greg MANSELL (GB) / Leo MANSELL (GB)

Preview:
Lidt billeder til familiealbummet hos Mansells. 1992 Formel 1-verdensmesteren Nigel, der sammen med yngste søn Greg er Le Mans-debutanter, danner kørertruppen der også inkluderer ældste søn Leo med en tidligere start på bagen. Med Beechdean-teamet debuterede kørertruppen i Paul Ricard 8 timerløbet i foråret uden at vise synderlig konkurrencedygtighed hverken på banen eller i pitten. Med dette års kvalitetsfelt af P1-team, vil Beechdean Mansell-holdet nemt falde igennem, men den Union Jack-bemalede bil skal nok blive bifaldet af den store engelske tilskuerskare - specielt hvis den, forventet, kører over målstregen søndag eftermiddag.

Review:
Nigel Mansell var på sin blot femte omgang da han slog ping-pong mellem autoværnene ved Indianapolis-svinget. Det var en sivepunktering og efterfølgende pludseligt eksloderede dæk der sendte Pater familias og Beechdean-teamet ud af løbet. Bilen var ude på stedet mens Mansell blev tilset på det lokale hospital, men kunne hurtigt udskrives. Uheldet forårsagede løbets første safety car-periode, der adskilte de fire Peugeoter fra de tre fabriks-Audier, så på sin måde fik Nigel alligevel sat sit præg på løbet.


#6 AIM Team Oreca (F) / Oreca AIM
Soheil AYARI (F) / Didier ANDRÉ (F) / Andy MEYRICK (GB)

Preview:
Orecas egen konstruktion med motor fra japanske AIM. Ayari og André er ganske velbevandret på Le Mans, mens Meyrick gør sin debut. Med femtepladsen i sidste års løb, vandt Oreca dermed den uofficielle titel som bedste privatteam og er da også blandt favoritterne til at gentage bedriften, specielt nu hvor Pescarolo Sport tilsyneladende er fortid.

Review:
Oreca-AIM-bilen skulle så grueligt meget igennem før den blev til en smuk fransk svane. I løbet af aftenen var bilen involveret i flere sammenstød og afkørsler uden det førte til kritiske tidstab, men blot dumpede Orecaen ned i bunden af P1. Hen over aftenen og de tidlige nattetimer var det lykkedes holdet at presse sig i top-10, da mere end 20 minutter gik på udskiftning af et hjulophæng og en placering gik tabt. Som temperaturerne øgedes i løbet af søndagen dukkede et nyt problem op i form af overophedning og flere andre småskavanker, men da hovedparten af konkurrenter sloges med endnu større problemer, var vejen banet for en forbedring af sidste års resultat med fjerdepladsen.


#7 Audi Sport Team Joest (D) / Audi R15 Plus
Tom KRISTENSEN (DK) / Dindo CAPELLO (I) / Allan McNISH (GB)

Preview:
Audis old boys-hold er stadig tyskernes bedste bud på sejren. Overbevisende debutsejr for den kraftigt opdaterede R15 plus på Paul Ricard i foråret mod svag opposition, mens holdets taktik blev ødelagt af et rodet løb på Spa. McNish er vel nok i sin bedste alder til denne type løb og Tom Kristensen giver ham ikke meget efter. Bliver ultimativ tempokørsel gennem alle 24 timer kan Capello blive en hemsko, men Dr. Ulrich og Hr. Jöst har før udrettet de rette mirakler gennem taktik. Vinder denne Audi forbedrer Tom Kristensen sin eksisterende rekord på otte sejre, hvilket i sig selv er fantastisk historie!

Review:
Bedste Audi i de tidlige timer, men omkring 19:20 kørte Tom Kristensen af banen efter en misforståelse med #89 BMW M3. Uheldet og de efterfølgende reparationer kostede tre omgange i forhold til søsterbilerne #8 og #9 og endnu mere til de dominerende Peugeoter. Trods den sædvanlige hurtige og sikre kørsel resten af løbet var jævnbyrdigheden mellem Audierne for stor til at det gjorde nogen forskel for resultatet og tredjepladsen var hvad der var at hente ved målstregen.


#8 Audi Sport Team Joest (D) / Audi R15 Plus
André LOTTERER (D) / Marcel FÄSSLER (CH) / Benoit TRELUYER (F)

Preview:
Nyt trekløver hos Audi, men alle med variede Le Mans-erfaringer. Lotterer er promoveret fra det private Kolles-Audi-team, mens Fässler efter en årrække i prototyper dukkede op hos Corvette Racing sidste år. Treluyer kommer med erfaring fra en anden stor taktikers team, nemlig Henri Pescarolo, så nok er kørerne nye hos Audi, men de ved hvad det drejer sig om. Manglende indkøring mellem team og kørere kan gøre at hold 8 i bedste fald ender som support for de to søsterbiler.

Review:
Som ventet kørte dette hold i skyggen af søsterbilerne #7 og #9, men skyggerne var små og Audis nye kørerhold gjorde det godt. Som Peugeoterne faldt fra, etablerede holdet sig i top-3 i løbet af natten. Løbets mest dramatiske øjeblik var da André Lotterer fra andenpladsen kørte af banen sent søndag formiddag og sendte holdet i kløerne på den jagtende Peugeot #1. Peugeoten nåede aldrig op, mens holdet havnede en omgang efter søsterbilen #9. Flot og fortjent andenplads til Audis nyeste tilføjelse.


#9 Audi Sport North America (D) / Audi R15 Plus
Mike ROCKENFELLER (D) / Timo BERNHARD (D) / Romain DUMAS (F)

Preview:
Bernhard og Dumas kæmpede heroisk for at indkøre tabt tid i 2009 og har i år fået Rockenfeller med på ”young guns-Audien”. Farten mangler ikke, men der bliver begået kørerfejl og det bliver straffet i den hårde konkurrence – ikke bare mellem Audi og Peugeot, men også internt. Men et år skal være det første for et egentlig gennembrud og det kan være 2010.

Review:
Næstbedste Audi i løbets startfase, men tog over da #7 mistede tid på en afkørsel. Da også de hurtigere Peugeoter mistede tid eller udgik som løbet skred frem, var vejen åben for en stilsikker sejr. Det var på alle måder en typisk metodisk Audi-sejr orkestreret af Dr. Ulrich og Herr Jöst i pitten, mekanikkerne på pitlane og kørerne, der undgik tidligere års større eller mindre fejl, på banen. Der er dermed åbnet for sejre i de kommende år, alt efter hvor længe Audi fortsætter.


#11 Drayson Racing (GB) / Lola Judd Coupé
Paul DRAYSON (GB) / Jonny COCKER (GB) / Emanuele PIRRO (I)

Preview:
Paul Drayson og hans team er rykket fra en GT2 Aston Martin til en P1 Lola-Judd på et år. Drayson har taget Jonny Cocker med sig og dertil gjort et scoop i at få tidligere Audi-kanon Emanuele Pirro med på holdet. Selvom det er to år siden han sidst var her (og 29 år siden første start), så viste italieren kampgejst mod overmagten fra Peugeot så sent som ved forårets Sebring 12 timerløb. Løbet i år er for tidligt til et repræsentativt resultat hvor teamejeren kan være en hæmsko. Cocker og Pirro kan dog godt overraske i de tidlige timer.

Review:
Drayson-holdet holdt sig kørende i bunden af LM P1-feltet over de første timer, indtil en lang række af pitstop forårsaget af vibrationer gjorde det til en prøvelse blot at gennemføre. Bilen var dog stadig kørende kl. 15 søndag eftermiddag, men med 254 gennemførte omgange, var Drayson 23 omgange fra en placering. Det var dog temmelig sigende for løbets udvikling generelt at holdet var blot det sjette af i alt 18 startende P1-biler, der nåede så langt.


#12 Rebellion Racing (CH) / Lola Rebellion Coupé
Nicolas PROST (F) / Neel JANI (CH) / Marco ANDRETTI (USA)

Preview:
Rebellion Racing er Speedy Racing omdøbt efter hovedsponsoren Rebellion. Prost og Jani er teamets sædvanlige ganske kompetente kørere, mens Marco Andretti er debutant og som søn af Michael er han samtidig tredje generation af Andretti-klanen på Le Mans. Bilen har ikke været fejlfri og kørerne ej heller, så resultatet for dette hold afhænger i høj grad af at undgå uheld. Sidste år lå Prost, Jani og Andrea Belicchi til en flot top-10 placering da tekniske vanskeligheder sendte dem ned på 14. pladsen.

Review:
Rebellion-holdet med formel 1-aner førte en anonym tilværelse omkring top-10 de første tre timer, da bremserne begyndte at gøre knuder. Det skulle snart blive værre med en overophedet motor, der sendte bilen i pit i tide og utide. Det sendte holdet ned på 15. og sidstepladsen, som blev yderligere cementeret af et par afkørsler, hvoraf Marco Andrettis medførte udskiftning af bl.a. bagvingen. 3:30 natten til søndag havde holdet haft en stille nat, men bilen blev parkeret i pitgaragen hvor gearkassen var færdig og holdet med. Skuffende exit for et hold der kæmpede mod snart sagt alverdens problemer og aldrig lignede Speedy-holdet fra 2009.


#13 Rebellion Racing (CH) / Lola Rebellion Coupé
Andrea BELICCHI (I) / Jean-Christophe BOULLION (F) / Guy SMITH (GB)

Preview:
Bedste bud fra Rebellion Racing på at vinde ”privatopgøret” i P1. Belicchi har været en hurtig og kompetent kører for teamet i årevis, Boullion kommer med masser af erfaring fra Pescarolo og Guy Smith var på den vindende Bentley i 2003. Lola-chassiset er kompetent og motoren tilsyneladende hurtig og med et kørerhold som dette er en top-5 mulig.

Review:
Boullion og Smith holdt Rebellion #13 på en flot niende-tiendeplads gennem de første fem timer, da Belicchi havde den første af flere afkørsler. Anden gang det skete måtte schweizeren i pit for udbedring af karosseriskader, hvilket kostede næsten to omgange og satte holdet ned på 12. pladsen. I det hårde P1-felt tog det tre timer at komme tilbage i top-10, blot for at Boullion kørte af banen og ud af løbet efter midnat. På dette tidspunkt lå holdet i kamp med #6 Oreca-AIM, der sluttede løbet på fjerdepladsen.



Private Audier fra Kolles-teamet.
(Foto: Claude Foubert - Endurance-Info.com)

#14 Kolles (D) / Audi R10
Christijan ALBERS (NL) / Scott TUCKER (USA) / Manuel RODRIGUES (F)

Preview:
Kolles-teamet er blevet afledt af Formel 1-forpligtelser i denne sæson og med et par gentleman-kørere på denne bil, bliver Le Mans 2010 op ad bakke. Christijan Albers kommer til at bære en tung byrde, for Rodrigues kørte sidste år en GT2 Ferrari, mens Tucker er fra amerikansk sportsvognsracing. Ingen af dem med erfaring med turbodiesel-moment.

NB! Ændring i kørerhold: Christophe BOUCHUT (F) / Scott TUCKER (USA) / Manuel RODRIGUES (F)

Review:
Fornuftig start af erfarne Christophe Bouchut, men det stod snart klart at både Scott Tucker og Manuel Rodrigues satte det indvundne til. I løbets anden safety car-periode, omkring 6-timermærket, kørte Rodrigues af banen, hvilket medførte 15 minutters reparation i pitgaragen. På dette tidspunkt var holdet allerede hægtet af P1-hovedfeltet, så det fik ikke konsekvencer for 13. pladsen. Herefter var det blot at holde sig kørende og håbe på svigt fra konkurrenterne, men omkring midnat gik det atter galt for Rodrigues og løbet sluttede i autoværnet i Porsche-kurven.


#15 Kolles (D) / Audi R10
Christian BAKKERUD (DK) / Oliver JARVIS (GB) / Christophe BOUCHUT (F)

Preview:
Som Kolles-Audi R10'eren har Bakkerud ligget i hi, men har fået et par spændende nye makkere i forhold til sidste år. Jarvis har vist stadig mere fart i DTM, mens Bouchut vandt Le Mans i sit første forsøg tilbage i 1993 – i en Peugeot! Det er i øvrigt rart at se franskmanden tilbage i en prototype efter mange år i GT-biler, hvor han aldrig har haft succes på Le Mans. Bilen er næppe hurtig nok til at true de hurtigste benzinbiler, men alt andet end en top-10 placering vil være skuffende. Bedste privatteam ved målstregen vil være en bonus, men der er hurtigere biler til dén titel.

NB! Ændring i kørerhold: Christijan ALBERS (NL) / Christian BAKKERUD (DK) / Oliver JARVIS (GB) / Christophe BOUCHUT (F)

Review:
Stabilt løb for den anden Kolles-Audi, der længe lå og kæmpede med de tre Lola-Aston Martin-biler. Som løbet udviklede sig, var en fjerdeplads absolut inden for rækkevidde, da Christian Bakkerud kørte af banen søndag formiddag. Danskeren fik hurtigt den relativt uskadte bil tilbage i pitten, men kort efter gav gearkassen op og endnu et P1-hold var på listen over udgåelser.


#19 Michael Lewis/Autocon (USA) / Lola B06/10 AER
Mike LEWIS (USA) / Bryan WILLMAN (USA) / Tony BURGESS (CDN)

Preview:
Amerikansk gentleman-hold, der alle har tidligere Le Mans-erfaring. Et aldrende Lola-chassis og P1-feltets eneste turboladede benzinmotor fra AER – en konstruktion der aldrig har været et hit – er forudsætningerne for succes små og kandidat til at blive løbets første udgåelse.

Review:
Teamejer Michael Lewis startede og sluttede løbet efter en halv omgang med defekt gearkasse og blev dermed løbets første udgåelse. Inden da nåede bilen at blive målt til 250 km/t i radarkontrollen og var dermed langsomst. En lang rejse for et lille team med minimal udbytte.



Aston Martin Racing er også i 2010 i Gulf-farver - nu med to biler.
(Foto: Claude Foubert - Endurance-Info.com)

#007 Aston Martin Racing (GB) / Lola Aston Martin
Harold PRIMAT (CH) / Stefan MÜCKE (D) / Adrian FERNANDEZ (MEX)

Preview:
Aston Martins førstehold med faste kørere Harold Primat og Stefan Mücke, samt tidligere Champ Car-kører Adrian Fernandez. Favorit til titlen som bedste benzindrevne bil, hvilket sidste år indbragte den samlede fjerdeplads. Turbodieselerne skal have et utrolig dårligt løb for at Astonen kan forbedre den placering, men de små hug og stik i deres panser skal blive spændende at følge.

Review:
Hurtigste benzinbil i feltet, men stadig ingen match for turbodiesel-bilerne fra Peugeot og Audi. Aston Martins spydspids holdt sig da også kørende på sjettepladsen frem til søndag morgen kort før 8, da differentialet blev udskiftet i en operation der også inkluderede andre reparationer på godt halvanden time og et dyk til 10. pladsen. I de resterende 5,5 timer blev bilen kørt maksimalt og det blev belønnet med femtepladsen i P1, men bag den bedste P2-bil.


#008 Signature Plus (F) / Lola Aston Martin
Pierre RAGUES (F) / Vanina ICKX (B) / Franck MAILLEUX (F)

Preview:
Signature Plus-teamet har skiftet deres Courage-Judd ud med en Lola-Aston Martin og det burde løfte chancerne for dette franske team. Kørerbesætningen er uændret fra Le Mans-serien, så der burde allerede være opbygget en rapport mellem kørere og team. Bliv ikke overrasket over en afkørsel eller to, men heller ikke over at bilen kommer i mål og kan forsinkelserne holdes nede, er en top-10 mulig.

Review:
Den private Signature Plus Lola-Aston Martin holdt sig på behøring afstand af fabriksbilerne gennem løbet og det var først i løbet af natten at holdet etablerede sig i top-10 efter fornuftig indsats. Søndag morgen krævende koblingen opmærksomhed ved pitstoppene, men som konkurrenterne faldt fra, rykkede holdet op på 8. pladsen. Kort efter klokken 10 formiddag overtog Vanina Ickx bilen og kørte af banen på første omgang. Skaderne var for omfattende til at fortsætte og endnu en P1-bil var ude.


#009 Aston Martin Racing (GB) / Lola Aston Martin
Darren TURNER (GB) / Juan BARAZI (DK) / Sam HANCOCK (GB)

Preview:
Med sin 8. start i træk – alle for David Richards – er Darren Turner absolutte ankermand på denne Aston Martin. Juan Barazi og Sam Hancock er et par overraskende additioner til holdet, for deres Le Mans-fortid gør det ikke på resultater. Til Barazis dyder hører dog at han har formået at få de generelt skrøbelige P2 biler i mål i tre af sine fem starter på banen, hvorimod Hancock er udgået i alle sine fire tidligere forsøg. Han har tilmed ikke kørt regelmæssigt de seneste par år, men for begge bliver det chancen for en oplevelse for livet og på en god dag en top-10.

Review:
Ikke uventet kunne #009 ikke matche søsterbilen #007 i fart, men et veldisponeret løb så holdet ligge til en oplagt fjerdeplads sent i løbet. Sam Hancock og Juan Barazi kunne tilsvarende ikke matche Darren Turners fart, men modererede fejltagelserne og hjalp holdet frem til bedste benzinbil indtil knap 1 time fra mål. På dette tidspunkt lå holdet på fjerdepladsen og havde sat søsterbilen #007 med 18 omgange. Dermed forsvandt endnu et flot resultat fra P1-resultatlisten i den blå luft.


Som sædvanlig tegnede P1-klassen en stor del af Le Mans og dette års løb vil specielt blive husket for to ting: Den gamle distancerekord fra 1971 faldt og Peugeots totale nedbrud.
Helmut Marko og Gijs van Lennep vandt '71-udgaven i en Martini-Porsche 917K med de samme 397 omgange som dette års vindende Audi-hold. Banen er imidlertid blevet 160 meter længere og over de 24 timer blev det til 75,4 kilometer mere for Audien. Også den anden- og tredjeplacerede Audi overgik den gamle rekord.
Peugeot havde ikke den bedste statistik for pålidelighed fra deres foregående tre Le Mans-løb, men dette års totale nedbrud var en overraskelse af de store. I det hele taget var de mange udgåelser i P1 påfaldende, da 2/3 af klassens 18 startende sluttede løbet før tid.

Det efterlader Audis flotte 1-2-3 triumf som lidt af en selvfølge, for det er set før, men er absolut ufortjent. Audi kørte deres chance ved at køre deres eget løb og det betalte sig overvældende ved målflaget.

Jesper O. Hansen


Læs mere om:
  • Le Mans
  • 12/06/10 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport