Den 18. - 19. juni afvikles Rally Sønderjylland Skærbæk som årets andet DM-løb Fredag den 18. og lørdag den 19. juni kommer store dele af Sønderjylland til at stå i motorsportens tegn. Her står Motor Sport Sønderjylland som vært for Rally Sønderjylland Skærbæk, der er årets anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, ligesom løbet også tæller til North European Zone Championship i rally. Rally Sønderjylland Skærbæk er delt over to dage med mange udfordringer, men også masser af underholdning. Når Aabenraas borgmester Tove Larsen fredag klokken 16.00 sender det første mandskab ud på løbet fra starten i Østergade i Rødekro, sker det i musikalske rammer, da byens Kometbutikker har hyret det svenske Abba-kopiband Lallas til at varme publikum op. Mellem fredagens hastighedsprøver bliver rallybilerne serviceret på industriområdet ved Compass Messer i Rødekros nordlige del.
Lørdag morgen genstarter løbet i Skærbæk, hvor Tønder kommunes borgmester Laurids Rudebeck klokken 9.30 sender første bil af sted fra byens hovedgade. Også her vil der være masser af aktiviteter i form af bilshow og udstillinger, ligesom man vil kunne kikke nærmere på rallybilerne på serviceområdet ved Skærbæk Gokart Center.
Det er fire år siden, at der sidst blev kæmpet om point til Danmarksmesterskabet i rally i Sønderjylland, og der venter virkelig udfordringer forude for deltagerne. Fra det tidspunkt deltagerne starter fra Rødekro fredag eftermiddag, til de når målet i Skærbæk godt et døgn senere, har de tilbagelagt 435 kilometer. Af dem er de 190 kilometer deciderede hastighedsprøver, hvor der bliver kæmpet på sekunder og tiendedele med speederen i bund, og det er gør Rally Sønderjylland Skærbæk til et meget langt løb efter hjemlige forhold. Man skal således næsten ti år tilbage, før der blev kørt et dansk rally med en så lang konkurrencestrækning.
Det er ikke kun i form af længden, at Rally Sønderjylland Skærbæk kommer til at give deltagerne udfordringer. Også de hastighedsprøver, som indgår i løbet, skal nok hjælpe med til at skille fårene fra bukkene.
Fredag eftermiddag og aften danner området nord for Rødekro rammen om løbets første del, hvor der afvikles fire hastighedsprøver. Ved Anholm skal deltagerne to gange køre en gennemgående rallyprøve, men den store udfordring finder de mellem den sønderjyske motorvej og landevej 170. Her ligger den 26 km lange Genner-prøve, der med sit skiftende underlag af grus og asfalt, sving og hop af mange rallykørere betegnes som en af Danmarks bedste rallyprøver – hvis ikke den bedste. To gange skal feltet igennem strabadserne her, inden der gøres pause for natten.
”Hastighedsprøven ved Genner er en, som vi nødigt ville undvære, for det er en prøve, hvor det drejer og svinger hele tiden, så deltagerne hurtigt mister overblikket over, hvor de befinder sig på hastighedsprøven,” fortæller Allan Dumstrei, Padborg, der er løbsleder.
Deltagerne i Rally Sønderjylland Skærbæk bliver også udsat for hastighedsprøver med grus. Det gælder bl.a. de forsvarende mestre i 4WD-klassen, Christian Jensen og Søren Tøndborg. (Foto: Morten Alstrup)
Lørdag rykker alle deltagerne i Rally Sønderjylland Skærbæk mod vest, hvor det gælder yderligere seks hastighedsprøver. Her skal deltagerne først køre en gang ved Rejsby, Abterp og Lovrup, inden de vender tilbage og kører de tre hastighedsprøver igen. I modsætning til den klassiske prøve ved Genner venter der her helt nye udfordringer for den danske rallyelite.
”Til rallyprøven ved Rejsby bruger vi nogle veje, der ikke rigtigt er brugt før til DM-rallyer,” fortæller Anders Tage Jensen, Randerup, der er en af løbets mange prøvechefer. ”De nye veje i rallysammenhæng er vejene langs digerne, hvor vi aldrig har kørt før. Det giver en god kombination til løbet, hvor vi skiftevis kan køre på grusvejene inde i landet og så på digevejene, som snor sig.”
Størstedelen af Rally Sønderjylland Skærbæk kommer til at foregå på asfaltveje, men da godt 20 % af konkurrencestrækningen har grusunderlag, vil man kunne forvente en hård kamp blandt feltets mange firhjulstrukne biler. Det gælder ikke mindst de forsvarende Danmarksmestre Christian Jensen/Søren Tøndborg, Ans/Kjellerup, der skal forsøge at indhente deres forgængere i embedet, Max Christensen/Dorthe Ravn, Svenstrup/Horsens, som aktuelt fører i kampen om dette års mesterskab.
Max Christensen og Dorthe Ravn kommer til Rally Sønderjylland Skærbæk som det førende mandskab i kampen om Danmarksmesterskabet i 4WD-klassen. (Foto: Morten Alstrup)
Praktiske informationer om Rally Sønderjylland Skærbæk
Start- og målsted
- Fredag den 18. juni 2010
Torvetcentret, Østergade, 6230 Rødekro.
- Lørdag den 19. juni 2010
Ved Danske Bank & Zjoos i Storegade, 6780 Skærbæk.
Rallycentrum
- Fredag den 18. juni 2010
Borgerhuset, Østergade, 6230 Rødekro.
- Lørdag den 19. juni 2010
Skærbæk Fritidscenter, Storegade, 6780 Skærbæk.
Serviceplads
- Fredag den 18. juni 2010
Ved Compass Messer, Brunde Vest, Industriområde, 6230 Rødekro.
- Lørdag den 19. juni 2010
Skærbæk Fritidscenter, Storegade, 6780 Skærbæk.
Tidsplan fredag den 18. juni 2010:
|
Kl. |
Lokation |
|
|
16:00 |
Rødekro |
Start på løbet |
16:26 |
Andholm 1 |
Start på hastighedsprøve 1 |
16:43 |
Genner 1 |
Start på hastighedsprøve 2 |
|
17:33 |
Rødekro |
Servicepause |
18:03 |
Andholm 2 |
Start på hastighedsprøve 3 |
18:21 |
Genner 2 |
Start på hastighedsprøve 4 |
|
20:31 |
Rødekro |
Servicepause |
|
Tidsplan lørdag den 19. juni 2010:
|
Kl. |
Lokation |
|
|
09:30 |
Skærbæk |
Restart |
09:47 |
Rejsby 1 |
Start på hastighedsprøve 5 |
10:25 |
Abterp 1 |
Start på hastighedsprøve 6 |
|
11:00 |
Skærbæk |
Servicepause |
11:37 |
Lovrup 1 |
Start på hastighedsprøve 7 |
12:25 |
Skærbæk |
Servicepause |
|
13:26 |
Rejsby 2 |
Start på hastighedsprøve 8 |
14:04 |
Abterp 2 |
Start på hastighedsprøve 9 |
11:00 |
Skærbæk |
Servicepause |
|
15:16 |
Lovrup 2 |
Start på hastighedsprøve 10 |
16:09 |
Skærbæk |
Mål |
|
Tiderne er angivet for den første bil i Rally Sønderjylland Skærbæk. Tiderne er med forbehold for ændringer og force majeure.
Oversigt over hastighedsprøver
Oversigt over hastighedsprøverne findes på Motor Sport Sønderjyllands hjemmeside (www.m-s-s.dk):
Klik på rallypladen på forsiden
Klik på menupunktet Tilskuer info Morten Alstrup Læs mere om: Christian JensenDorthe RavnMax ChristensenSøren TøndborgSkærbæk rallyprøver18/06/10 - Skærbæk rallyprøver - DM Rally |