Rally Sprint   14/07/10

Suzuki Motorsport klar til Danmarks klassiske rallysprint
Efter et par års pause genopstår et af de vel nok mest klassiske rallyløb i Danmark, når Kalundborg-klubben KOMO den 24. juli afvikler sit traditionsrige rallysprint i den store grusgrav ved Gammelrand, øst for Kalundborg. Suzuki Motorsport er naturligvis også med ved løbet, hvor teamet stiller med hele tre biler.

Det er Kenneth Madsen/Carina Møller (Dianalund/Tåstrup), René Harms/Michele Danielsen (Nørre Alslev/Bramming) og Claus Steensen/Peter Petersen (Ringsted/Sorø), som stiller til start med deres Suzuki Swift-rallybiler.

For Claus Steensen bliver KOMO Rallysprintet kulminationen på en måned, der er gået med at gøre hans Suzuki Swift Sport klar efter afkørslen i den seneste DM-afdeling i Sønderjylland.

”Den første uge lavede vi ikke noget ved bilen, for der tog jeg det stille og roligt, men i den anden uge skilte vi bilen ad og gjorde den klar til pladesmed,” fortæller Claus Steensen. ”Det viste sig, at det faktisk ikke var så slemt, da vi først havde fået tingene skilt ad.”

”Vi er endt med at have skiftet en forbro, sat nyt tag, to nye døre og en ny front på bilen, for de buler, der var i skærmene og bunden, kunne vi rette. Motoren har fået et nyt bundkar, et nyt sideskjold og et par nye motorophæng, men ellers var der slet ikke noget inde bagved, der var slået skævt, så nu kan vi komme til Gammelrand med bilen og få den testet.”


René Harms er tilbage bag rattet af sin Suzuki Swift Sport, hvor han ved KOMO Rallysprint får Michele Danielsen som co-driver.
(Foto: Suzuki Motorsport)

Claus Steensen er den eneste kører i Suzuki Motorsport-trioen, der tidligere har deltaget i det legendariske rallysprint ved Kalundborg.

”Jeg deltog ved 25 års jubilæet, hvor jeg blev firer i klassen. Jeg troede, at det var svært at følge med, men det var det ikke,” siger han. ”I år bliver vi vist 5-6 stykker i klassen, og det er folk, som jeg plejer at køre fra, så jeg tror godt, at jeg kan køre mig til front.”

Også Claus Steensens co-driver fra det uheldige Rally Sønderjylland er med ved KOMO Rallysprintet. Men det er som kortlæser for René Harms, at Michele Danielsen kommer til start.

”Michele glæder sig meget til at skulle køre med mig resten af sæsonen, og det gør jeg også,” siger René Harms. ”Nu skal vi have kørt os lidt sammen, og det skal nok gå godt, for jeg har store forventninger til det samarbejde.”

For René Harms markerer rallysprintet ved Kalundborg også hans første løb i mere end to måneder. Et hold i ryggen tvang ham nemlig til at sidde den seneste DM-afdeling over.

”Min ryg er næsten blevet sig selv igen efter 14 dages ferie,” siger René Harms glædestrålende. Han har en gang tidligere kørt i Gammelrand.

”Det var sidste år, hvor jeg faktisk havde min debut i sporten, hvor jeg deltog i et klubrally. Nu prøver jeg igen med et rallysprint, så det glæder jeg mig til,” siger han. ”Vi har en målsætning om at forbedre vores tider gennem dagen og få en god rytme i bilen. Det gælder om at få samarbejdet mellem Michele og mig til at fungere, og så skal resultaterne nok komme.”

Tredjemanden hos Suzuki Motorsport, Kenneth Madsen, er dog helt grøn, når det gælder rallysprint i Gammelrand-grusgraven.

”Jeg har aldrig kørt der endnu, for jeg var ikke blevet gammel nok, da de sidste gang kørte rallysprint der,” siger Kenneth Madsen. Han har dog været til stede som tilskuer, hvor han heppede på sin far, som dengang var deltager.


Suzuki Motorsport stiller med tre mandskaber ved KOMO Rallysprint – et af dem er Kenneth Madsen og Carina Møller i Suzuki Swift Maxi.
(Foto: Suzuki Motorsport)

”Min far kommer vel nok med et godt tip eller to,” siger Kenneth Madsen, ”men ellers har jeg set en masse onboardoptagelse fra dem, der tidligere har kørt det. Det bliver man klogere på, men ellers kan man ikke forberede sig på sådan et løb.”

”Der er en bil som min, der har vundet løbet før, men det vil jeg ikke løbe an på. Jeg går efter en placering iblandt de ti første generelt, og det er realistisk. Så vil vi også bruge løbet til at lære noget om vores støddæmpere, for det er meget ujævne veje, vi skal køre på.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Kenneth Madsen
  • Suzuki Motorsport
  • Gammelrand

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk