KF2   11/08/10

Jacob Nørtoft: "Øv!"
Slet ikke Jacob Nørtofts weekend i Super One - fører dog stadig komfortabelt, men kan teoretisk ikke endnu udråbes som vinder af det britiske mesterskab.
Det britiske mesterskab Super One blev i weekenden en ærgerlig oplevelse for den danske kartkører Jacob Nørtoft, der ellers fører mesterskabet i KF2 suverænt.

Nørtoft måtte føle sandheden i det nok værste motto for en professionel sportsudøver: "Man kan ikke vinde hver gang". For selvom det netop gennem det hårde program i sæsonen 2010 har virket som om, at Nørtoft kan vinde hver gang, ramte han og teamet en hård weekend i Glans y Gors i Wales, England.

Det omskiftende vejr er et mareridt for enhver racerkører, og i weekenden var den helt gal.


Jacob Nørtoft havde en hård weekend i Super One, men fører - trods uheld - stadig suverænt det britiske mesterskab.
(Foto: Anne Ristorp Kraufeldt)
- Vi havde svært ved at teste ordentligt fredag og havde desuden aldrig kørt på banen tidligere. Et dårligt udgangspunkt for de kvalificerende heats lørdag, forklarer 16 årige Jacob Nørtoft.

Lørdagens tidtagninger blev mødt af et kraftigt regnvejr kun tre kvarter inden start. Og alligevel tørrede banen hurtigt op til tidtagningerne, så teamet fra Ricky Flynn Motorsport hele tiden måtte tage sine forbehold.

Efter at være blevet 3'er i tidtagningerne, fik Nørtoft ikke nok fart i karten i 1. heat og endte som 4'er. Den manglende køretid om fredagen havde sat sine spor.

- I 2. heat startede min motor ikke, og jeg deltog ikke i heatet, fortæller Jacob, men vil ikke høre tale om at bruge uheld som undskyldninger.

- Vi ramte bare slet ikke weekenden, siger en ærgerlig Nørtoft, der ellers kæmpede en brag kamp.

I 1. finale endte han 6'er. I 2. finale kom Nørtoft af sted som 5'er, og lå længe og kæmpede med en gruppe om 2. pladsen. Han var dog ikke hurtig nok til at få lukket hullerne og blev på et tidspunkt overhalet af en teamkammerat på et sted på banen, som betød, at både Nørtoft og overhaleren mistede en del pladser.

Det eneste Nørtoft kunne glæde sig over var den hurtigste omgangstid i 2. finale.

- Uanset at jeg havde vundet 7 ud af 8 finaler i de første fire runder af Super One, så kan man ikke kalde det britiske mesterskab en let serie. Det er en hård omgang, og konkurrenterne er skarpe. Det mærkede vi ekstra meget her i 5. runde. Vi ramte bare ikke weekenden, siger en ærgerlig Nørtoft.

Der er to runder tilbage af Super One, hvor Nørtoft skal forsvare sin føring. Næste runde køres 3.-5. september. Inden da har Blue Dog Karting inviteret Nørtoft til at køre Super Rok i Rødby på lørdag den 15. august.

Anne Ristorp Kraufeldt


Læs mere om:
  • Jacob Nørtoft

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport