DM Rally   30/08/10

Natarbejde ved Nykøbing Falster
- for Peugeot Sport Dealer Team DK
Efter lidt mere end to måneders pause genoptager Peugeot Sport Dealer Team DK kampen om årets Danmarksmesterskab. Det sker lørdag den 4. september ved Nykøbing Falster, hvor årets Sydhavsrally køres, og her skal makkerparret Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis Viborg og Bjerringbro forsvare deres aktuelle mesterskabsføring, mens Christian Jensen fra Ans og hans codriver Søren Tøndborg fra Kjellerup jagter revanche ovenpå de uheldige DM-løb før sommerferien.

”Hvis vi skal vinde DM i år, så er der kun tre sejre i sæsonens tre sidste DM-løb, der gælder, men det er nemmere sagt end gjort,” siger Christian Jensen. ”Vi må bare prøve at kæmpe det bedste, vi har lært, og når Karl-Aage nu fører mesterskabet, gælder det bare om at tage så mange point fra de andre som muligt.”


Christian Jensen jagter revanche ovenpå uheldene i årets to første DM-afdelinger i rally.
(Foto: Jimmy Mikkelsen)

Udover at det kommende Sydhavsrally starter lørdag klokken 12.30 fra Nykøbing Falster Hallen og har mål samme sted klokken 22.00, ved holdene fra Peugeot Sport Dealer Team DK ikke mere om løbet. Først dagen inden løbsdagen frigives ruten.

”Det gør ikke noget, for det er jo ens for alle,” siger Karl-Aage Jensen. ”De hastighedsprøver, man kører i dag, bør man kunne finde ud af, selv om man kun har en dag til det, men jeg har da en idé om, hvor vi måske skal køre. Jeg har kørt prøver derovre før, så vi ved godt, hvordan terrænet er. Det er lidt fladt, men når vi kører prøverne igennem dagen før, kan vi begynde at sætte os op.”

Det er to år siden, at der sidst blev kæmpet om DM-point i rally i området, og det er et løb, som Karl-Aage Jensen ikke lige sådan glemmer. Hans rallybil endte dengang inde i et hus.

”Det bliver spændende, om jeg skal forbi det samme hus igen, for så tager jeg nok ti af farten,” indrømmer han. ”Uheldet dengang var en kombination af, at der var for høj fart, og at vejen drejede mere, end jeg regnede med. Vi kurede ned i grøften og så lagde bilen sig på taget og ind i huset. Det håber jeg ikke sker denne her gang.”

Udover at deltagerne først får oplyst ruten og detaljerne om de i alt 12 hastighedsprøver dagen før, er der også andre specielle forhold, som spiller ind ved årets Sydhavsrally.

”Vi er henne på efteråret, hvor man ikke ved, hvordan vejrsituationen er,” slår Christian Jensen fast. ”Så bliver mørket en udfordring. Det er ikke det, der er min største force. Vi skal prøve at have et forspring, inden mørket kommer.”

Karl-Aage Jensen har det derimod stik omvendt med at sidde bag rattet af sin Peugeot 207 Super 2000, når solen er gået ned, og der skal gives gas.

”Jeg synes, at det er fascinerende, og det sætter mig næsten mere op,” siger han. ”Jeg tror, at man er mere fokuseret, fordi der er 110 % fokus på, hvor lyskeglerne er. Det har egentlig altid motiveret mig, og jeg tror, at man er mere skærpet. Når det er lyst, har man en tilbøjelighed til at have det hele i større perspektiv, men det har man ikke, når det er mørkt.”


Karl-Aage Jensen skal forsvare føringen i Danmarksmesterskabet i rally i det forestående Sydhavsrally.
(Foto: Jimmy Mikkelsen)

Inden Sydhavsrallyet indtager Karl-Aage Jensen førstepladsen i Danmarksmesterskabet, hvor der blot er et enkelt og to point til de nærmeste forfølgere.

”Det er ikke noget, jeg tænker på. Det er dette her løb, det drejer sig om, og så gælder det om at få så god en placering som muligt,” siger han. ”Hvis alt kører, tror jeg, at Christian bliver hurtigste mand, og så er det spændende, om det bliver Michael Pedersen, Max Christensen eller os, der kommer i slipstrømmen.”

”Jeg frygter Max og Michael mest,” tilføjer Christian Jensen. ”Karl-Aage skal jeg bare hjælpe, for han skal køre lidt mere med en sikker margin af hensyn til DM-pointene, hvor jeg skal ud at kæmpe lidt mere for det. Hvis vi bare kan starte, ligesom vi gjorde i de to andre løb, vil det være dejligt. Og så vil det være godt, hvis vi denne gang kan slutte som vi startede i de andre løb.”

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Freddy Pedersen
  • Karl-Åge Jensen
  • Søren Tøndborg
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • SydhavsRally
  • 04/09/10 - SydhavsRally - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport