Lasse Rolighed Petersen fik en pokal med hjem fra Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen trods for meget succesballast i bilen. Yokohama Cup-køreren, der i denne sæson er rykket op fra 1600 Challenge, har med stabile og fornuftige resultater sæsonen igennem opnået en tredjeplads i mesterskabet. I den forgangne weekend gjaldt det årets største løb, Grand Prix Danmark, og på trods af 80 kilos succesballast fra de flotte resultater på Ring Djursland, blev det til fjerde hurtigste omgangstid i tidtagningen.
Lørdag eftermiddag kørtes første af weekendens to heats, og hele løbet igennem holdt Lasse en minimal afstand til mesterskabsførende David Falch på tredjepladsen. På sidste omgang, i næstsidste sving, mislykkedes førnævntes overhalingsforsøg på andenpladsen, og Lasse udnyttede chancen til at gå forbi. Dermed sikrede han sig tredjepladsen og endnu en skinnende pokal til samlingen.
"Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg havde vægt svarende til en voksen mand med i bilen", forklarer Lasse om succesballasten. "Men vi har også lige fundet ud af, at der altså var 14 kilo for meget i bilen..."
Lasse Rolighed Petersen ligger godt med i kampen om mesterskabet i Yokohama Cup. (Foto: Gripping Media)
I løbet af aftenen lørdag blev de overflødige kilo taget ud af bilen, så den var lettet og klar til at køre race igen søndag eftermiddag.
Søndagens heat blev startet på fjerdepladsen, med mesterskabskonkurrenter på pladserne foran og bagved den sorte Pers Kemi-racer. Da starten gik, havde Lasse imidlertid svært ved at få sat bilen i 2. gear, og han måtte se konkurrenterne blæse forbi, før han havde fået bilen i gang.
"Derefter var det mest et spørgsmål om at komme i mål. Jeg fik mig kørt op til 5. pladsen, men mere var der ikke at hente, hvis jeg skulle være sikker på at komme i mål", siger Lasse.
Efter en dårlig start var der ikke meget at komme efter. (Foto: Gripping Media)
Andres uheld betød dog, at den vejlensiske revisor sluttede foran både David Falch og Anders Majgaard, og dermed beholder tredjepladsen i mesterskabet.
Næste løb bliver på svenske Ring Knutstorp; en bane som Lasse glæder sig til at besøge:
"Jeg har aldrig før kørt på banen, men på videoer ser den rigtigt fed ud. Den skal nok blive sjov at prøve kræfter med!"
Pers Kemi Sport Gripping Media ApS Læs mere om: Lasse Rolighed PetersenJyllandsringen05/09/10 - Jyllandsringen - Yokohama Cup - DM |