Der er stadig stor åbenhed om titeludfaldet i Yokohama Cuppen Det var nærmest på forhånd givet, at føringen i Yokohama Cuppen ville skifte ejermand i den forgangne weekend. Forud for GP Danmark var det David Falch, Roskilde, som toppede tabellen, men da de fem efterfølgende kørere fulgte efter indenfor blot 17 point, kunne alting ske. Og det gjorde det også. Anders Majgaard, Søborg, og Peter Olsen, Havdrup, tog hver en sejr, mens det var Steffen Larsen, Ishøj, som kunne gå i front af mesterskabet, hvor de fem forreste nu blot er adskilt af 13 point. Men reelt scorede Steffen Larsen også et selvmål på vej mod den podieplads i søndagens løb, for en påkørsel af en konkurrent udløste efterfølgende et gult kort, som betyder, at Steffen Larsen ved næste løb i klassen bliver sat seks pladser tilbage i startopstillingen!
GP Danmark lignede på forhånd en let sag for sidste års sølvvinder Anders Majgaard, som i kraft af en dårlig løbsweekend på Ring Djursland sad i en bil helt uden succesballast. Det kunne også ses i det første løb, hvor ingen af konkurrenterne var i stand til at true Peugeot 308-køreren, som vandt med 3,5 sekunders forspring til Steffen Larsen og Lasse Rolighed Pedersen, Århus.
Sjette- og femtepladsen i første løb betød, at teamkammeraterne Peter Olsen og Jens Henrik Hansen, begge Havdrup, besatte første startrække til andet løb, og det lagde da også ud med at føre an i formationskørsel, inden de kastede sig over en privat infight om føringen. Jens Henrik Hansen kom dog aldrig forbi teamejer Peter Olsen, der kunne notere sig for sin anden sejr indenfor tre uger.
Peter Olsen og Jens Henrik Hansen var i front for andet løb for Yokohama Cuppen, hvor Steffen Larsen (yderst til højre) bragte sig i front af point tabellen. (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
Bag de to Havdrup-kørere besatte David Falch tredjepladsen foran Steffen Larsen, men i bestræbelserne på at holde højt tempo skar David Falch et sving for kraftig og blev idømt en strafbane.
I stedet blev Anders Majgaard nu hovedmodstanderen for Steffen Larsen, mens Michael Markussen, Helsingør, også kom tættere, så det reelt var en trio, som kæmpede om tredjepladsen. Med tre omgange igen bremsede Michael Markussen imidlertid for sent før banens Mascot-kurve, så han kørte op i Steffen Larsen, der i en harmonikaeffekt fik ramt Anders Majgaard. Men efterfølgende kom det til en ny kollision mellem Steffen Larsen og Anders Majgaard, der sendte sidstnævntes bil lige ud i sandkassen. Steffen Larsen kunne komme i mål på en tredjeplads, som gav ham føringen, men nogle timer senere blev han altså af arrangementets jury idømt et gult kort og et startplaceringstillæg.
Stillingen i Yokohama Cup:
|
Pl. |
Kører |
Mærke |
Point |
|
1. |
Steffen Larsen |
Peugeot 307 |
144 |
2. |
David Falch |
Peugeot 308 |
137 |
3. |
Lasse Rolighed Pedersen |
Peugeot 307 |
133 |
|
4. |
Anders Majgaard |
Peugeot 308 |
131 |
|
Peter Olsen |
Peugeot 307 |
131 |
6. |
Bruno Rasmussen |
Peugeot 307 |
113 |
|
7. |
Kim Lund |
Peugeot 307 |
102 |
8. |
Jens Henrik Hansen |
Peugeot 307 |
84 |
9. |
Anders Christensen |
Peugeot 307 |
81 |
|
10. |
Michael Markussen |
Peugeot 307 |
41 |
11. |
Michael Skipper |
Ford Fiesta |
34 |
12. |
Søren Marquard |
Peugeot 307 |
34 |
|
13. |
Allan Jensen |
Peugeot 206 |
13 |
|
Morten Alstrup Læs mere om: Anders MajgaardDavid FalchJens-Henrik HansenPeter OlsenSteffen LarsenNumber 1 RacingJyllandsringen05/09/10 - Jyllandsringen - Yokohama Cup - DM |