Danish Endurance Championship   14/09/10

Stefan Kaas Racing giver den gas, igen, igen
DEC - Danish Endurance ChampionshipEfter weekendens klassesejr for Stefan Kaas Racing’s Mini nr. 204, og en fjerdeplads for Mini nr. 203, hviles der ikke på laurbærrene.
Mens teamchef Lars Vendelbo drager til Sverige for at deltage i Yokohama Cup mesterskabet sammen med Number 1 Racing teamet, drager Jacques Møller og Niels Borum i week-enden til Nurburgring, hvor de skal køre Rundstrecken Challenge langdistanceløb i en af de røde og hvide Mini’er.

”Vi har et travlt efterår, for ud over DEC løbene regner vi med at køre nogle løb på Nurburgring, og skal der ud over også deltage i 12 timers løbet på Hungaroring den 7. – 9. oktober”, fortæller Niels Borum, der har deltaget i flere VLN løb på Nurburgring i år, senest 6 timers løbet i slutningen af juli i år.

”Vores plan er at forberede os til 24 timers løbet på Nürburgring i maj næste år, som for mange anses for at være det hårdeste og mest ultimative langdistanceløb i verden, og for at det skal lykkes skal vi have et hold af kørere, der kender Nürburgring godt og har kørt på den mange gange, for man lærer altså ikke banen ordentlig at kende ved en enkelt løb eller to”, fortsætter Niels Borum.

I 24 timers løbet deltager normalt ca. 250 biler og der kan opstå ekstreme forhold i løbet af de 24 timer, da der kan være hagl og slud i den ene ende af den ca. 24 kilometer lange bane og klart vejr i den anden ende, og det stiller selvsagt krav til kørere og materiel.

Og netop kørere og materiel fik de i lidt mindre målestok testet i den overstående week-ends langdistanceløb på Jyllands-Ringen, hvor det var tæt på at Mini’erne havde taget 1. og 2. pladsen generelt.

Mini nr. 203 med Jackie Bøllingtoft og Jens Larsen startede ud med en strafbane for ikke at holde placeringen i upliningen og derefter en Stop & Go for ikke i tide at tage strafbanen, så det var en rigtig dårlig start. Trods det lykkedes det Jackie Bøllingtoft at køre bilen helt op i top 5, før han overlod rattet til Jens Larsen, som kunne holde placeringen nogenlunde i sit 1½ times stint. Da Jackie Bøllingtoft efter tankning igen overtog bilen kørte han sig op til en placering bagved Mini nr. 204 og i de sidste 30 minutter af løbet lignede det næsten paradekørsel til topplaceringerne.

Desværre blev der nok kørt for meget ud i gearene, for da der var ca. 5 minutter tilbage i løbet løb Mini nr. 203 tør for benzin, og en ikke planlagt tankning kostede et par placeringer for bilen, som dermed endte på en 4. plads i klassen og en 5. plads generelt.

Mini nr. 204 med Niels Borum, Jacques Møller og Lars Vendelbo startede fint med en 4. plads i startrækken, hvilken placering det stort set lykkedes at holde til første tankning. Herefter overtog Jacques Møller, og måske efter at være blevet en smule overivrig med kolde slicksdæk startede han med at skride ud i svinget efter hesteskoen, så han var nødt til at tage genvejen og springe den nye del af Jyllands-Ringen over, så det kostede en Stop & Go på to minutter. Lige derefter fik han en punktering, og også her gik dyrebar tid med at skifte dæk.

Desuagtet kørte han sig op igen og da Lars Vendelbo overtog rattet for sidste stint kunne han overtage en god placering, som kun blev bedre efterhånden som de forankørende skulle pitte, og altså endte med en 2. plads generelt og en flot første plads i klassen, og kun én omgang efter den generelt førende bil.


De stolte Mini kørere øverst på podiet.
(Foto: Gert Koustrup)

”Vi skylder en stor tak til teamet fra Dansk Motorsports Center, som var top professionelle og bare kunne deres kram til fingerspidserne”, slutter Niels Borum af.

Stefan Kaas Racing


Læs mere om:
  • Lars Vendelbo
  • Niels Borum
  • Stefan Kaas Racing Team
  • Jyllandsringen
  • 11/09/10 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk