Danish Endurance Championship   17/09/10

Det var ikke kun vejret der drillede
DEC - Danish Endurance ChampionshipHM Motorsport stillede igen op i Danish Endurance Championship da fjerde afdeling i mesterskabet blev kørt i lørdags på Jyllandsringen ved Silkeborg.
Det blev lidt en blandet fornøjelse for teamet der ikke kun kæmpede med vejret. Teknikken ville også være en faktor så panderynker og nervøse trækninger var en del af 4 timers løbet. Men det sluttede dog godt for HM Motorsport.

Efter udpakning og den sidste klargøring af bilen skulle HM Motorsports kørere, Jens-Henrik Hansen, Jens-Erik Hansen og Flemming D. Olsen gennem de to tidtagninger der går forud for selve racet. Allerede startede den første antydning af panderynker. For vejret kunne ikke helt bestemme sig.

Første tidtagning blev kørt af Jens-Henrik Hansen og det skete på de brugte regndæk fra seneste DEC afdeling. Det lod ikke til at betyde det store for Jens-Henrik Hansen kørte hurtigste tid i klassen og blev klassificeret som nummer 7 generelt i teamets Citroen C2.


Kørerskifte øves inden starten
(Foto: Gripping Media)

I anden tidtagning var det Jens-Erik Hansen og Flemming D. Olsen der kørte. De kørte en tid der ikke var nær så hurtig som tiden fra første tidtagning. Anden tidtagning blev da også mest brugt til at få "kørt" banen ind på rygraden igen. Placeringen i anden tidtagning blev nummer 2 i klassen og nummer 17 generelt. Men teamet var klar til de 4 timers kørsel.

Man valgte at starte løbet på regnvejrsdæk da banen var temmelig våd og det ikke umiddelbart så ud til at det ville tørre op. Jens-Henrik Hansen startede i bilen, og overhalede ret hurtigt teamets værste konkurrent i klassen.


HM Motorsport tog téten næsten fra start
(Foto: Gripping Media)

Der var dog en del afbrydelser i løbet, hvor der blev sendt safety-car på banen. Det betød at hver gang at Jens-Henrik havde skaffet sig et godt forspring, ja så kunne konkurrenterne slutte op bag ham. På et tidspunkt var der endda tvivl om hvilken placering man lå på, men da officials i safety-car'en ikke vinkede Jens-Henrik Hansen frem, blev der meddelt over radioen at man faktisk lå på førstepladsen.


Dækskifte i forbindelse med pitstop
(Foto: Gripping Media)

Efter ca. halvanden times kørsel, begynder banen at tørre op og Jens-Henrik Hansen kører i pit til benzin påfyldning og dækskifte. Flemming D. Olsen sætter sig i bilen, men der er problemer. Bilen begynder at sætte ud, men tilsyneladende er problemet der kun i højresvingene. Man prøver at slukke for al unødvendig elektronik da man har mistanke om at batteriet ikke bliver ladet nok. Men det hjælper ikke.

Da der er kørt 136 omgange, kommer teamets tredjekører, Jens-Erik Hansen i bilen. Man ligger på førstepladsen i klassen med god afstand til konkurrenterne som også har haft problemer. Det hele ender med at Jens-Erik Hansen kan køre bilen over målstregen efter 4 timers race. HM Motorsport vinder deres klasse og bliver i det generelle klassementet placeret som nummer 8.


HM Motorsport kørerne øverst på podiet
(Foto: Gripping Media)

Det var teamets fjerde sejr, og nu skal bilen klargøres og efterses inden sæsonens sidste løb på Padborg Park d. 2. oktober. Teamet havde dog ikke kunnet klare strabadserne uden hjælp fra de energiske mekanikere og andre hjælpere. Så derfor en stor tak og et ligeså stort klap på skulderen til dem. Og så bliver blikket ellers rettet mod næste løb i Danish Endurance Championship.

Med venlig hilsen
HM Motorsport


Læs mere om:
  • Flemming D. Olsen
  • Jens Erik Hansen
  • Jens-Henrik Hansen
  • HM Motorsport
  • Jyllandsringen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk