Rotax   06/10/10

Flot afslutning af sæson 2010 i Ikast
Endelig kom den officielle titel i hus, og selv om Nicolai Nielsen allerede inden løbet kunne kalde sig mester i både DM og RMC, sluttede han lige af med igen at vinde suverænt til den afgørende finale i Ikast – blot for en sidste gang at vise, at han er den rigtige til titlen. Der er ingen tvivl om, at denne sæson og de to titler har givet Nicolai blod på tanden, hvilket vil blive nyttigt, når han i november måned skal repræsentere Danmark ved Rotax World Final i det sydlige Italien. Nicolai har lige fra sæsonstart kørt meget hurtigt, sikkert og stabilt, og det samme vil han forsøge at gøre til VM

Den afgørende finale blev afholdt i Ikast – den ene dag blev der kørt i strålende solskin og 20 grader, mens den anden dag var lige modsat med silende regn og kold blæst. Teamet var rigtig godt kørende og fik for første gang i sæson 2010 pokaler i alle klasser.

Jonas Nielsen i Rotax Mini kørte et flot løb om lørdagen, hvor han efter en 8. plads i tidtagningen kørte sig til en 5. plads i det første indledende heat, og denne placering holdt han lige til sidste omgang i finalen, hvorefter han kunne modtage sin første velfortjente pokal til et Rotax Mini DM. Efter denne afslutning på første sæson i Rotax Mini, glæder teamet sig til at se Jonas næste år i Rotax Mini, hvor han med sit store fremskridt helt sikkert vil være favorit til pokalerne.

Udover Nicolai Nielsen i Rotax Junior, var også Christian Rahbek og Martin Høgh super godt kørende. Christian Rahbeks finale om lørdagen så længe ud til at ende i en 2. plads, men en lille fejl på sidste omgang kostede ham denne, og han måtte tage til takke med 3. pladsen og et stadig rigtig flot løb. Søndag viste han i den grad hans vilje og fighter evne, da han i finalen på halvvåd bane røg langt ned i rækkerne efter starten og derefter satte jagten ind på de forreste og kørte et heat i verdensklasse og et af hans bedste heat i år. Med andenhurtigste tid kørte han sig til endnu en 3. plads. Martin Høghs bedste dag var søndag, hvor den våde bane passede ham rigtig godt, og hvor han i finalen endte lige efter Nicolai og sammen med Christian var han med til at slutte sæson 2010 på en perfekt måde for RS Competition med de tre Junior kørere på pladserne 1, 2 og 3.

Hos Senior kørerne var Jannie Johansen bedst kørende om lørdagen, hvor hun i det indledende heat endte på 2. pladsen, og dette gentog hun i prefinalen. En kørerfejl i starten til finalen sendte hende desværre ned som nummer 9, og der gik et par omgange før dækkene blev gode, hvor hun igen kunne begynde at overhale. Med finalens hurtigste tid fik hun kørt sig til 4. pladsen, og Michael Markussen og Nicolai Kristensen endte finalen på en 6. og 7. plads. Søndagen endte i succes for Michael Markussen, da han allerede fra morgenstunden lagde ud med at være rigtig hurtig i det våde føre, og i prefinalen kørte han sig til andenpladsen for yderligere at avancere i finalen og køre sig til en flot og velfortjent sejr i årets sidste afdeling af Rotax Max Challenge. En super præstation af Michael. Jannie var uheldig og måtte udgå i prefinalen med en knækket kæde, men et comeback i finalen sikrede hende 8. pladsen. Nicolai Kristensen havde også været godt kørende i det indledende heat, hvor han havde kørt sig til 2. pladsen fra en startplacering som nummer 9, og dermed var chancen for en sejr i den samlede RMC serie stadig en realitet. En mislykket finale forhindrede desværre dette, og han måtte tage til takke med en samlet 2. plads i Rotax Max Challenge 2010

Weekendens absolutte positive overraskelse var Christian Høgh i DD2, som endelig havde både farten og heldet med sig. Til fredagstræningen var han hurtigste mand på banen, men problemer med tændingen gav ham en dårlig tidtagning. I prefinalen kom han dog tilbage til 6. pladsen, hvorfra han i finalen avancerede yderligere til 4. pladsen. Søndag gik det endnu bedre, hvor han i finalen kørte sig til en sikker 3. plads, og dermed kunne han slutte weekenden med to pokaler og to flotte resultater.

Endnu en rigtig god weekend og god afslutning på sæson 2010 for teamet med pokaler i alle klasser, og hvor det kunne tilskrive sig endnu to mesterskaber i Junior klassen vundet af Nicolai Nielsen.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • Jannie Johansen
  • Nicolai Nielsen
  • RS Competition/K-Tech

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport