Blev nummer 2 i EM for standardbiler Den danske professionelle racerkører Michel Nykjær blev med søndagens to sejre i sin Seat Leon TDI nummer 2 i ETCC, europamesterskabet for standardbiler. Og den placering fik han til trods for, at han kun deltog i fire ud af de seks mesterskabstællende løb. Nykjær kunne ikke være med i årets to første løb. Begge sejre i søndagens løb på den på den regnvåde Franciacorta-racerbane ved Brescia i Norditalien blev vundet efter forrygende kørsel med mange overhalinger. For Nykjær er det endnu et flot resultat i et efterår, der er gået helt fantastisk:
"I andet løb blev jeg kørt af banen og var otte sekunder bagud, men fik kørt mig op og vandt alligevel," sagde en tilfreds Michel Nykjær.
Michel Nykjær i Seat overhaler mesterskabsførende James Thompson i Honda udvendigt i sving 1. (Foto: FIA ETCC)
Med fire ETCC-sejre ud af fire mulige har Nykjær sat streg under sit format:
"Michel har bevist sin store klasse, og kun den kendsgerning, at han ikke deltog i årets første to løb, bevirkede, at han ikke tog EM-titlen," siger hans hovedsponsor Henrik Lind, Pole Position Denmark.
Michel Nykjær og hans Seat Leon TDI var i særklasse i de to sidste løb til europamesterskabet for standardbiler. (Foto: FIA ETCC)
Titlen gik i stedet til englænderen James Thompson i Hartmann Racings danskbyggede og -indsatte Honda Accord. Thompson fik kun én sejr i seks løb i år, men sluttede med 44 point foran Nykjær på 40 og svenskeren Thomas Engström i Honda på 38.
Til trods for at han kun kørte fire ud af seks løb blev Michel Nykjær nummer 2 i EM efter englænderen James Thompson, men foran svenskeren Thomas Engström. (Foto: FIA ETCC)
Med afslutningen på ETCC resterer der nu to løb i WTCC-serien i Japan og Macau for Michel Nykjær, og her har danskeren stadig en chance for at slutte året som bedste rookie i verdensmesterskabet for standardbiler.
Pole Position Denmark Michael Eisenberg
Læs mere om: Michel NykjærSR-SportSUNRED EngineeringFranciacorta17/10/10 - Franciacorta - European Touring Car Cup |