Formula Renault 2.0 NEC   19/10/10

Mikkel Mac vinder vinder sølv
- i Formel Renault 2.0 NEC, og ser frem til Formel 2 test
Det 17 årige danske racertalent, Mikkel Mac, viste lørdag eftermiddag at han er Danmarks næste bud på en international formelstjerne, da han tog den samlede 2. plads i det nordeuropæiske Formel Renault 2.0 Northern European Championship mesterskab på den tyske Nürburgring bane.
Præmien for denne præstation, er en gratis Formel 2 test i nærmeste fremtid.

”Det har været to hektiske dage,” fortæller Mikkel. ”Fredagens træning blev aflyst på grund af tåge, og lørdagens sidste løb blev aflyst på grund af et voldsomt haglvejr. I kvalifikationen sikrede jeg mig to startplaceringer som nummer 3, da min absolut hurtigste omgang blev afbrudt af et rødt flag.”

Weekenden bød på tre løb i alt på to dage, mod normalt en tre dages løbsweekend. Allerede lørdag eftermiddag blev 2010 sæsonen afsluttet, med overrækkelse af pokaler til top tre i den samlede pointstilling.


(Foto: Chris van Schotanus)

”Lørdag morgen skulle jeg køre weekendens andet løb, det var så tåget og det regnede så meget at jeg ikke kunne se flagposterne. Så det var lidt risikabelt at køre. Men jeg fik en god start fra min 3. startplacering, desværre var det svært for mig at få greb. Så jeg havde et par udskridninger, så jeg røg ned på 5. pladsen. Men jeg kæmpede mig tilbage på 2. pladsen, og på podiet.”


(Foto: Chris van Schotanus)

”Den 2. plads i lørdagens første løb betød, at jeg igen tog point på den førende i mesterskabet, belgiske Ludwig Ghidi. Men eftersom der kun var et løb tilbage der senere blev aflyst, så skulle jeg have vundet løbet for at kunne vinde mesterskabet i det sidste løb. Ghidi har været en hård konkurrent hele året igennem, så jeg koncentrerede mig om at sikre 2. pladsen i det samlede mesterskab og en gratis Formel 2 test.”

Mesterskabet blev vundet af Ludwig Ghidi fra Belgien med 368 point, 28 point mere end Mac. Ghidi havde fordel af at kende klassen, da han kom direkte fra en national sæson i Formel Renault. Men den unge dansker blev trods det den mest vindende kører i sin debutantsæson.


(Foto: Chris van Schotanus)

”Jeg ville naturligvis rigtig gerne have vundet det samlede mesterskab, men når man tænker på at jeg har kørt hele sæsonen på ultra lavbudget med finansiering fra løb til løb i min første fulde formelsæson. Kun haft 1,5 uofficielle testdage før sæsonen i frostvejr og 4 officielle testdage i løbsweekenderne, så kan jeg kun være tilfreds at ligge på 2. pladsen i mesterskabet. Mit team KTR fra Belgien har virkeligt gjort det godt.”

”En person som jeg gerne vil takke er min far, som har gjort alt hvad han kunne for at jeg kunne komme ud at køre i år. Uden hans hjælp havde det ikke kunnet lade sig gøre. Ikke mindst fordi 2010 sæsonen blev finansieret fra løb til løb, med midler som vi sammen tjente om aftenen efter vores fuldtidsarbejde.”

”Jeg brugte alle mine pauser på min arbejdsplads, til at ringe til potentielle sponsoremner. Det har ikke været nemt, men det lykkedes over al forventning. Det er jeg meget stolt af!”

”Nu venter 2011, og jeg glæder mig. Men forinden skal jeg teste Formel 2 raceren, klassen lige under GP2!”

Aslak Vind
Presseansvarlig
Mikkel Mac


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • KTR
  • Nürburgring
  • 16/10/10 - Nürburgring - Formula Renault 2.0 NEC

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk